Nu er det officielt: Verden har bevæget sig ind i en global afmatningsperiode, måske ikke en egentlig recession, men så afgjort en afmatningsperiode. Væksten for 2001 ventes kun at blive det halve af forrige års vækst. Japan ser ud til at være på vej ud i ægte recession, og pralerierne i Europa, om at EU-landenes stærke økonomiske fundament vil gøre det muligt at modstå en amerikansk afmatning uden mærkbar vækstforringelse ser ud til savne ethvert grundlag.
Efterhånden som den økonomiske afmatning breder sig verden over, presser nye politiske konklusioner sig på. Nogle konklusioner er mere indlysende end andre, men alle rammer de en pæl igennem den konventionelle visdom, der var gældende indtil for nylig en nyttig påmindelse om hvor skrøbelig vores viden og indsigt kan være.
Afmatningen har kastet et grelt lys over Clinton-regeringens selvsikre forsikringer om, at hvis blot et givent land tog kapitalisme efter amerikansk forbillede til sig, så ville det være garanteret varig fremgang uden fortilfælde. Det ser imidlertid nu ud til, at store dele af det økonomiske boom i slutningen af 1990erne var en lige så stor luftspejling som det kuldsejlede boom i Østasien.
Hvorom alting er, står det fast, at en irrationel og overstrømmende markedsoptisme har ført til overdrevne investeringer, der igen har ført til overskudskapacitet. I tilbageblik er det mest positive, man kan sige om USAs tidligere skatteminister Robert Rubin og den stadig siddende chef for den amerikanske centralbank,
Allan Greenspan, at de nød rutschebaneturen, så længe den gik opad, og at Rubin var smart nok til at stige af, før kurven knækkede. Begge kan imidlertid siges at have gjort sig skyldig i farlig og hasarderet kørsel.
Engang forestillede man sig, at den nye økonomi ville betyde, at konjunkturudsvingenes tid var omme. Med produktion til tiden, der medførte lavere lageromkostninger, nye informationssystemer, der betød bedre muligheder for lagerkontrol og nedgang i overproduktion, forekom det at høre fortiden til, at industrien producerede til lager. Men økonomiske fluktuationer har været kendetegnende for kapitalismen siden dens opkomst, og såkaldte lagerkonjunkturer er kun en af årsagerne til fluktuation.
De globale kriser i 1997-98 var blot den seneste manifestation af de finanskriser, der til alle tider har plaget kapitalismen. Og liberaliseringen af kapital- og finansmarkeder kombineret med globaliseringen af disse markeder, har om noget medført en øget sårbarhed, især i små lande. At markedet for fast ejendom pludselig kan briste som en boble er endnu et uomgængeligt forhold, vi må leve med. Og når det sker, som i 1980erne i USA, Skandinavien og Thailand, kan det tvinge hele økonomien i knæ.
Hvad, der står klart, er, at markedsfundamentalisternes påstand om, at markedet justerer sig selv, ikke er holdbar. Staten har fortsat en vigtig rolle at spille inden for makro-økonomisk stabilisering. Spørgsmålet er blot: Hvilken rolle?
Tendensen til at udkæmpe den forrige krig er beklageligvis lige så udtalt for beslutningstagere inden for økonomisk politik, som den er for generaler. Oliekriserne i 1973 førte til et årti eller mere med inflation og arrene fra dengang svier stadig. Bekymring for inflation foranledigede den amerikanske centralbank til at hæve renten i slutningen af sidste år, selv om den afmatning, der allerede dengang var undervejs, krævede nøjagtigt den modsatte type indgreb.
I en situation, hvor to af verdens største økonomier i de seneste år har stået over for vedvarende deflation, og inflationen næsten alle andre steder er holdt i skak, burde fokus ikke være på inflationsspørgsmålet, men snarere på arbejdsløshed eller underudnyttelse af den økonomiske kapacitet. De potentielle tab som følge heraf er langt større end dem, der er forbundet med den svagt stigende inflation, som en mere aggressiv makropolitik kunne medføre. Statistiske undersøgelser finder da stort set heller intet tegn på markante ugunstige bivirkninger af øget inflation, så længe stigningsgraden er lav til moderat.
Den systematiske mangel i dag på en samlet efter-spørgselsmekanisme bør give anledning til bekymring. Flere af verdens lande synes fast besluttet på at opretholde store handelsoverskud. Men der findes en fundamental lovmæssighed i økonomi, ifølge hvilken summen af samtlige handelsoverskud og handelsunderksud skal være lig nul. Hvis nogle lande har overskud, må andre altså have underskud.
Alligevel indskærper IMF over for alle, at de ikke må have underskud. Men nogle lande må nødvendigvis pådrage sit et underskud, hvis andre har et overskud. Underskud bliver kastet videre fra land til land som varme kartofler. Et land med et for stort underskud havner i en krise og må inden længe skifte politik for at sikre et overskud det var netop, hvad der skete i Østasien. Men underskuddet forsvinder ikke, det ser ud til at have bidt sig fast.
Heldigvis har et enkelt land, været både villig og i stand til at køre med et stort handelsunderskud USA. Men det står nu ikke længere klart, hvor længe dette kan fortsætte uden et tab af troværdighed. Det kan være vanskeligt at forudsige, hvad den udløsende mekanisme vil blive, men det skatteunderskud, der ser ud til at være undervejs som et resultat af præsident Bush skattesænkning er måske det, der skal til. Hvis det kommer så vidt, bliver konsekvenserne alvorligere end en økonomisk afmatning.
Problemerne med en utilstrækkelig, samlet, global efterspørgsel lå John Maynard Keynes og andre stærkt på sinde, da de grundlagde IMF. Med skabelsen af reservevalutafonden, SDR (Special Drawing Rights), blev der tilvejebragt rammer for at øge den samlede købekraft. En måde at anskueliggøre dette er at forestille sig følgende: Antag at verdens nationer ønsker at opretholde valutareserver svarende til en fast procentdel af deres bruttofaktorindkomst (BFI). Hvis reserverne svarede til fem procent af BFI ved en global BFI på omkring 40 tusind milliarder dollar, og en vækst på omkring to procent, ville de samlede reserver vokse med 40 milliarder dollar om året.
Tager man Japans og Kinas overskud med i betragtning, er et dobbelt så stort tal mere realistisk. En årlig udstedelse af et sådant beløb i SDR vil udligne den købekraft, der er sat til side i valutareserver og dermed ikke skabe inflation. Denne SDR-kapital ville kunne bruges til at finansiere globale interesser såsom udviklingshjælp til fattige lande og forbedring af det globale miljø.
I de seneste årtier har IMF fokuseret på at stille kaution for kreditorer og fremskynde en neoliberal dagsorden. Tiden er moden til, at IMF vender tilbage til sin oprindelige mission at sikre global likviditet for at muliggøre vedvarende global vækst.
*Joseph Stiglitz er professor i økonomi ved Columbia University, fast kommentator for Information og modtager af nobelprisen i økonomi i 2001
*Oversat af Niels Ivar Larsen
