Læsetid: 4 min.

Krigskorrespondenter intimideres

Journalister, der arbejder i krigszoner, oplever i højere grad end tidligere, at regeringer i krig fører kontrol med informationerne – seneste eksempel er Israel
Udland
15. april 2002

Journalister, der arbejder i krigszoner, oplever i højere grad end tidligere, at regeringer i krig fører kontrol med informationerne – seneste eksempel er Israel Tema: Jenin set indefra Pressens vilkår BOSTON – Sidste onsdag blev Dr. Ebadullah Ebadi, tolk og rådgiver for den amerikanske avis Boston Globe, slået fordærvet af afghanske tropper under krigsherre Hazrat Alis befaling i en by 70 km. øst for Kabul i Afghani-stan. Amerikanske kommandosoldater stod og så stiltiende på. Journalisten Indira Laksh-manan fra Boston Globe havde bedt sin assistent om at overgive en anmodning til de amerikanske specialtropper, der var ekskorteret af de af-ghanske soldater, om et interview. Det nåede han ikke før overfaldet. Den slags voldelige episoder er efterhånden ved at blive dagligdag for krigskorrespondenter i verdens brændpunkter. Ikke alene risikerer journalister nu om dage at blive tævet, ramt af en vildfaren kugle eller myrdet – en skæbne, som allerede er overgået fire europæiske journalister og en amerikansk i Afghanistan. Væbnede styrker på begge sider af en konflikt forsøger i voksende grad at intimidere og afskrække pressen fra at udføre sit arbejde. »Regeringer i krig fører en strammere kontrol med spredningen af informationer end før. Det skyldes bl.a., at ny teknologi gør det lettere og hurtigere at sende fotos og levende billeder fra slagmarken hjem,« sagde Nik Gowing, studievært på BBC World, under et seminar på Harvard University i weekenden. Det skorter ikke på eksempler fra Afghanistan. Ét af de første billeder af specialtropper i landet blev trykt på forsiden af et britisk dagblad, inden Pentagon havde bekræftet deres tilstedeværelse i landet. »Det tog kun tre timer fra det tidspunkt, at fotografen havde taget billedet på en slette i Afghanistan, indtil det var frisk trykt på en avisforside i London,« fortæller Gowing. Set fra militærstyrkernes side er den øjeblikkelige offentliggørelse af uautoriserede billeder en sikkerhedstrussel. Det er i det lys, man skal se det voksende antal tilfælde af intimidation og overgreb på journalister. I Afghanistan har der været tre eksempler, hvor amerikanske kommandosoldater eller deres afghanske allierede gik direkte til angreb på klart identificerede journalister. 20 reportere beskudt I den aktuelle konflikt i Israel synes arbejdsvilkårene for arabiske, palæstinensiske og vestlig journalister endda at være vanskeligere og farligere end i Afghanistan. Over 20 reportere har været udsat for beskydning, og et halvt dusin er blevet såret, siden den israelske hær genbesatte en række palæstinensiske byer på Vestbredden 29. marts, rapporterer den franske organisation Reporters Sans Frontieres (RSF). Flere arabiske og palæstinensiske journalister er blevet tilbageholdt på ubestemt tid. Efter afslutningen på en tre dages undersøgelsesrejse i Israel rapporterede RSF i fredags, at korrespondenten for den London-baserede arabiske tv-station ANN og to palæstinensiske medarbejdere ved den privatejede palæstinensiske tv-kanal al Rouah i Bethelehem har været tilbageholdt i over en uge. Det formodes, at de tre journalister er endt i israelske fangelejre, hvor flere tusinde krigsfanger holdes tilbage i øjeblikket. Palæstinenske reportere har bererettet om den israelske hærs systematiske ødelæggelse af deres kontorer, udstyr og computere under belejringen af større palæstinensiske byer og flygtningelejre på Vestbredden. Ifølge Committee to Pro-tect Journalists i New York er næsten alle palæstinensiske tv- og radiostationer ude af stand til at sende, fordi deres udstyr er blevet smadret af israelske soldater, og fordi medarbejderne bliver hindret i at komme ind på kontorerne. Redaktøren for den populære uddannelseskanal al-Quds nær Ramallah aflagde i en kronik i New York Times i sidste uge en detaljeret rapport om, hvordan israelske soldater havde brudt ind på tv-stationens kontorer og destrueret al udstyr – uden mindste advarsel eller begrundelse. Der er flere eksempler på israelske troppers bevidste beskydning eller intimida- tion af amerikanske og europæiske journalister. Den 5. april kørte over 20 vestlige reportere til Ramallah for dække den amerikanske udsending, Anthony Zinnis møde med Yasser Arafat og blev mødt af seks ikke-dødelige granateksplosioner og en regn af gummikugler fra israelske styrker, der har omringet den palæstinensiske leders hovedkvarter. Lukkethed og censur Fra begyndelsen af Operation Beskyttelsesmur har den israelske regerings pressekontor erklæret de seks største palæstinensiske byer for ’lukket militær område’ og advaret journalister om, at regeringen ikke kan tage ansvar for deres sikkerhed, hvis de begiver sig ind i disse områder. Myndighederne har også indført militær censur for alle oplysninger, som handler om det israelske forsvar i de besatte områder. Pressens gentagne forsøg på at trænge ind i flygtningelejren nord for Jenin, hvor der blev udkæmpet drabelige slag mellem israelske soldater og palæstinensiske militsfolk i sidste uge, er indtil videre løbet ud i sandet. Men der svirrer vedholdende rygter blandt flygtninge om massakrer af bevæbnede militsfolk og civile i flygtningelejren i Jenin. Under tidligere konflikter i Israels historie har der ikke været lignende tilfælde af bevidst intimidation af journalister. Reporters Sans Frontieres og Committee to Protect Journalists oplyser for en god ordens skyld, at også de palæstinensiske myndigheder har gjort sig skyldige i at lægge hindringer i vejen for pressen. I et tilfælde blev fotos af en henrettet palæstinensisk kollaboratør – liggende på gaden – beslaglagt. Begge organisataioner har sendt breve til ministerpræ-sident Ariel Sharon og den israelske hærchef med opfordringer om at stoppe intimidation og censur af udenlandske presse, men de har indtil videre ikke modtaget svar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her