Nyhed
Læsetid: 4 min.

Kidnappet til at træne spioner

Nordkoreas kidnapninger til landets spionskole har sat sindene i kog
Udland
25. september 2002

Mindst 13, men formentlig over 40 japanere blev bortført. Helt almindelige mennesker, forelskede teenagere, en 13-årig skolepige, en beruset kok, en snedker, nogle studerende på rejse i Europa.

Japan er havnet midt i en skrækindjagende spionthriller, men det er ikke fiktion.

Hele landet raser i dag mod Nordkoreas 'kære leder', 60-årige Kim Jong-il, men også imod Japans egen ministerpræsident, 59-årige Junichiro Koizumi, som anklages for at være for vag, selv om han under topmødet i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, i forrige uge takkede nej til at deltage i den officielle frokost.

En udspekuleret diplomatisk protest, men utilstrækkelig for mange japanere.

For første gang i sit liv bad Kim Jong-il om en undskyldning. Han sagde, at kidnapningen af de 13 – hvoraf otte siges at være døde i dag – var en »forfærdelig forbrydelse« begået af agenter fra et specialkorps, som ville hyldes »som helte«, men som nu alle vil blive straffet.

Det tror ingen rigtig på.

Motivet er blevet noget klarere, men mystikken består.

Japanerne blev bortført for at arbejde på spionskolen på Nordkoreas militære universitet og lære de nordkoreanske agenter at tale japansk og opføre sig som japanere. I flere tilfælde overtog nordkoreanske agenter deres læreres identiteter og rejste ind og ud af Japan med deres pas. Men de tog 10 år, før japansk politi begyndte at lytte til de familier, hvis børn var sporløst forsvundne. Tanken om, at der stod et spionkomplot bag de mystiske forsvindinger var for fremmed for myndighederne.

Sprængningen af et sydkoreansk passagerfly over Det Indiske Ocean 30. november 1987 – 151 blev dræbt – ændrede på det.

Bombekvinden, den 22-årige Kim Hyung-he, som rejste med japansk pas, blev pågrebet i Kuwait og erkendte, at hun var blevet trænet i Pyongyang til at »blive japansk« af en kvinde, som havde fortalt hende, at hun var blevet kidnappet fra Japan.

Den gådefulde japanske lærer bar det koreanske navn Lee Un-hee, og blev fem år senere identificeret af japansk politi som Yaeko Taguchi fra Tokyo – en kvinde, der var blevet meldt savnet efter have afleveret sine små børn i dagpjeje en junidag i 1978.
Først i 1995 begyndte det japanske politi imidlertid at se et mønster og forstod, at Nordkorea havde sat bortførelserne i system. Derefter tog det yderligere nogle år, før Japans regering afkrævede Nordkorea et svar.

Ikke blot japanere blev bortført. I Hongkong blev en af Sydkoreas mest kendte filmstjerner, Choi Eun-hue, meldt savnet, og blot nogle få uger senere var det hendes tidligere mand, filminstruktøren Shing Sang, der forsvandt som ud i den blå luft.

Da de dukkede op otte år senere og søgte om beskyttelse på den amerikanske ambassade i Wien, fortalte de, at var blev bortført, og at de i deres fangenskab havde truffet både kinesere og japanere, som var blevet udsat for samme skæbne.

Med sig bragte de en båndoptagelse – optaget i dybeste hemmelighed – hvor Kim Jong-il, der er berygtet som filmfanatiker, forklarer for dem, at de var blevet bortført for at hjælpe ham med at producere nordkoreanske 'storfilm'.

De to levede i luksus. Som de kidnappede på spionskolen havde de deres privilegier, men kun så længe de parerede ordrer.

Og det gjorde åbenbart ikke alle.

Syv af de otte døde alle efter to-seks år – de var alle i 20-30-årsalderen. Blandt de døde var 23-årige Keiko Arimoto, som i 1983 blev narret fra et ophold i København med et »topjob« samme dag, som hun blev bortført. Ifølge Kim Jong-il var dødsårsagerne »sygdom og naturkatastrofer«.

Amnesty International vurderer, at mere end 200.000 nordkoreanere er internerede i lejre for »politiske forbrydelser«. Fælles for syv af de otte døde var, at de kun få måneder før deres død fik sendt livstegn til deres familier i Japan. Der er voksende mistanke om, at de blev henrettet for det.De japanske diplomaters kontakt med to overlevede – et par, som blev kidnappet efter en romantisk stund på stranden ved deres japanske hjemby, øger mystikken. Ingen af dem havde berettet for deres børn, 22 og 18 år, at de var japanere. Det samme gælder den 15-årige datter til Megumi Yokota, der blev kidnappet som 13-årig på vej hjem fra skole i Niigata. Kim Jong-il har nu lovet, at de fire japanere, som har overlevet, vil få lov til at rejse tilbage til Japan, »hvis de selv vil«.

»Jeg ved ikke, om vi vil,« sagde Toru Ishikawa, bortført under en rejse i Europa i 1980, som var meget forlegen over diplomatens besøg. Mange undrer sig over, hvorfor Kim Jong-il indrømmer affæren lige nu.

Svaret er, at den økonomiske hjælp fra Sydkorea formodentlig vil aftage efter præsidentvalget i december. Meget tyder nemlig på, at en høg flytter ind i Det Blå Hus (Sydkoreas præsidentpalæ, red.), og den 'kære leder' har et desperat behov for at finde en ny donor, han kan malke. Japan har desuden lovet erstatning for sin besættelse i 1910-35 og økonomisk bistand imod at få oplyst sandheden om bortførelserne.

Men den enorme vrede, affæren har vakt i Japan, kan tvinge Koizumi til at indefryse forsoningsprocessen og tilbageholde hjælp på dusinvis af milliarder kr. til Nordkoreas hungrende befolkning.

Det er længe siden, at et internationalt topmøde er gået så dårligt, og følelserne er i Japan gået så højt, at folk endog er gået til angreb på nordkoreanske skoler i landet.

Oversat Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her