Ingen krigsdividende til Labour

(2. sektion) Storbritannien Sidste uges britiske lokalvalg er det tætteste, briterne kommer på de amerikanske midtvejsvalg. Men man kan ikke overføre resultatet til landsplan på grund af valgsystemet, hvor vinderen tager det hele. De liberale demokrater, hvis betydning på nationalt plan er stort set lig nul, fik f.eks. omkring 30 procent af stemmerne, stort set det samme som Labour. De konservative blev det største parti lokalt med 34 procent. Alligevel regnede analytikere efter valget ud, at de konservative – selvom de havde vundet over 500 nye mandater, og arbejderpartiet tilsvarende havde tabt omkring 800 – alligevel ville tabe et nationalt valg i dag. Tilsvarende hæftede kritikerne sig ved, at de konservative under Iain Duncan Smith havde vundet færre stemmer, end da hans forgænger i embedet, Willilam Hague, ledte opposition under den forrige Blair-regering. Med andre ord var det gået dårligt, selvom det på papiret var gået godt. Og selvom Blair langtfra kunne høste gevinsten i et Baghdad Bounce, som nogle i partiet havde håbet – der var snarere tale om et Baghdad Backlash, som kommentatorerne lynhurtigt døbte det. Rådvilde vindere Men det hjalp ikke de konservative. Den tidligere Thatcher-allierede Bruce Anderson konkluderede ligefrem i det liberale dagblad The Independent, at Duncan Smith nu måtte gå af: »De konservatives problem kan nemt opsummeres: De færreste vælgere ved, hvad de vil, og stoler heller ikke på det. De fleste konservative partimedlemmer ved det, men på trods heraf ved de ikke, hvad de skal gøre ved det. Og det er derfor, at moralen i partiet aldrig har været lavere,« skrev han i en klumme tirsdag. Der var dog ikke lutter roser til taberne – det ville også have været besynderligt. I den konservativt dominerede presse, The Daily Telegraph og The Times noterede lederskribenterne sig, at de konservative havde fået et pænt resultat »over det forventede«. Ingen af de to aviser turde dog spå, at rygterne om et oprør mod Duncan Smith nu er overstået, især ikke fordi der på selveste valgnatten – torsdag i sidste uge – trådte en udbryder frem, skyggeerhvervsminister Crispin Blunt, som, før resultatet var kendt, opfordrede partiformanden til at gå af. Det kom der ikke noget ud af, men rumlerierne fortsætter. Selv sagde Iain Duncan Smith til BBC, at resultatet var »særdeles opløftende«. »De konservatives basalt sunde politikker vil i det lange løb udkonkurrere den ’glitz og glamour’ der er over New Labours politik.« »Jeg og mit parti er klar til at gribe magten,« sagde han. De politiske kommentatorer er enige om, at Blair nu må koncentrere sig om ventelister, skoler, veje og plejehjem. Især på sygehusområdet raser der p.t. en enorm ideologisk debat inden for Labours egne rækker. Nyt stort opgør Regeringen vil sætte flere hospitaler fri fra offentlig kontrol – i form af såkaldte foundation hospitals – i et forsøg på at kreere et markedslignende system inden for offentlige rammer, men op mod 130 Labour-parlamentsmedlemmer ventes at stemme imod lovforslaget. Dermed vil det blive den anden store revolte mod Blair (den første var Irak) inden for blot et par måneder. Det bekymrer mange, fordi regeringspartiet klarede sig bedst i lokalvalget i Wales og Skotland, hvor Labour har en langt mere rød profil. Græsrødderne ser dette som et tegn på, at Labour bør søge lidt mod venstre for at vinde næste valg – og derfor er de nervøse over, at Irak-konflikten i partiet følges af et opgør om offentlige hospitaler, som også er hjerteblod for venstresiden i partiet. Den analyse afvises imidlertid totalt af Tony Blair, der onsdag advarede sine interne kritikere i parti og fagbevægelse om, at det ville være »en fejltagelse af historiske dimensioner«, hvis ikke regeringen får sine »moderniseringer inden for sygehusvæsenet igennem«. Fagbevægelsen, som er bitre modstandere af forslaget, sagde, at Blairs udtalelser var »opgejlede«. De unge svigter helt Quentin Letts – som lige har vundet de britiske journalisters pris som bedste parlamentariske klummeskribent i 2002 – noterede sig, at »den nye, modne Tony Blair» (som fyldte 50 år tirsdag) »ikke har tid til mere pjat og utålmodigt affærdiger sine kritikere på en helt anden måde end den ungersvend, som i 1997 havde travlt med ikke at gøre nogen kede af det, og som altid var enig med sine kritikere – i princippet.« Under alle omstændigheder er briterne lede og kede af politik. Stemmeprocenten gik ned igen og svingede lokalt fra 30 til 40 procent af stemmerne. Og protestpartierne fik et godt valg. Både til højre – British National Party fik sit bedste valg nogensinde – og til venstre – grønne og socialister fik et fint valg især i Skotland. En advarsel til det politiske establishment om, at der skal gøres en indsats på tværs af partierne for overhovedet at få vælgerne, især de yngre af slagsen, som glimrer ved et næsten totalt fravær, i tale.