Læsetid: 2 min.

Børn bliver ikke hørt i deres egne sager

Fire ud af fem udsatte børn bliver ikke hørt, før kommunen beslutter, hvad der skal gøres for at hjælpe dem. Børneorganisationer kræver, at børnene får egen talsmand
Udland
18. marts 2004

Anbragt Hele 80 procent af udsatte børn bliver ikke hørt, før de sociale myndigheder beslutter, hvilke forebyggende foranstaltninger, der skal sættes i værk for at hjælpe dem. Hver tredje af de børn, der er anbragt uden for hjemmet, har aldrig talt med den socialrådgiver, der har sendt dem på døgninstitution eller i familiepleje. Det viser en undersøgelse, som Socialforskningsinstituttet, SFI, har lavet. Det er en praksis, som er i lodret modstrid med både FN’s Børnekonvention og Serviceloven, der fastslår, at børn skal høres i sager, der vedrører dem selv. Flere børneorganisationer mener, at den bedste løsning er at give børnene deres egen talsmand, som kan sørge for, at barnet bliver hørt og dets egne ønsker taget i betragtning. Ifølge Informations oplysninger indgår forslaget om en børnetalsmand i de forhandlinger om en anbringelsesreform, som i øjeblikket foregår i Socialministeriet. Rystende tal Undersøgelserne viser, at mindre børn næsten aldrig får tilbudt en samtale med den socialrådgiver, der afgør, hvad der skal ske med dem og deres familie. Ingen børn under fire har således været til samtale hos deres sagsbehandler, det samme gælder 93 procent af de fem-ni årige, 79 procent af de 10-14 årige og 66 procent af de 14-19-årige. Red Barnet, Børns Vilkår og Børnerådet kender godt til problemet. Alle tre organisationer peger på, at børn bør have deres egen talsperson eller advokat. Tanken om en sådan børneadvokat indgår også i de aktuelle forhandlinger om en reform af måden, børneanbringelser foregår på. »Det er et problem, vi hører om igen og igen,« siger programkoordinator Dorrit Hermann fra Red Barnet. Hun mener, at årsagen er, at mange socialrådgivere finder det meget svært at tale med børnene. »Mange aner ikke, hvordan de skal gribe det an og undlader at tale med børnene, selv om det er et et brud på både Serviceloven og FN’s Børnekonvention,« siger hun. Sekretariatschef i Børns Vilkår, Birk Christensen, betegner socialrådgivernes praksis som en katastrofe for børnene. »Det er katastrofalt. Børnene skal jo være en del af den beslutning, der tages. Hvis børnene ikke anerkender det, der foregår, undergraves anbringelsen og kan ikke lykkes. Det samme gælder jo forældrene, hvis de ikke har fornemmelsen af at være hørt,« siger han. mlk @information.dk FAKTA Børn skal høres *FN’s Børnekonvention, artikel 12 forpligter Danmark til at sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her