Læsetid: 2 min.

Kort

Udland
26. marts 2004

Europa er i krig *»Det er krig. En rigtig krig. Men unægtelig en meget underlig krig. En krig uden slagmark. En krig uden frontlinjer, hvor vi på en måde alle hver for sig udgør vores egen frontlinje. En krig, hvor modstanderen for første gang ikke kræver noget, ikke har erklærede mål, aldrig viser sit ansigt og ikke er til at få fat på. En krig om intet. En nihilistisk krig. (…) Hvor mange europæere troede ikke efter 11. september, at dette var en amerikansk krig, som kun angik os på afstand? Hvilken forfærdelig og tåbelig fejl! Det var demokratiet – ikke USA – som al-Qaeda angreb. Eller rettere sagt: Det var måske nok USA, men kun i dets egenskab af at være symbol for drømmen om demokrati og civilisation. Nu er en anden inkarnation af denne drøm blevet ramt – dette ’gamle Europa’, som for al-Qaeda kun er en skrøbeligere udgave af USA. Tro ikke, at Bin Ladens organisation skelner mellem ’det gamle’ og ’det nye’ Europa – mellem det ’amerikaniserede’ Europa og det Europa, der valgte ’fredens sag’ i forhold til Irak. Det, som står på spil for al-Qaeda, er ikke Irak – men »jøder og korsfarere«. Det madrilenske 11. september viste, at målene egentlig er uvæsentlige. Den gamle terrorisme forsøgte at ramme bestemte mennesker eller institutioner. Ved New Yorks 11. september kunne man endnu tro, at al-Qaeda ville ødelægge kapitalismens symbolske højborg. Men forstadstog? Det er jo både alle og ingen. Tilfældlige mennesker uden kollektiv betydning. Et blindt slag i mængden. Vi har at gøre med en terrorisme uden ord, uden budskab, som ikke forsøger at ramme stater, men almindelige mennesker i grusomt flæng. Måske er dette masseterrorisme i egentligste forstand. Heri ligger det radikalt nye ved tragedien i Madrid.« Bernard-Henri Lévy i Le Point Moment Stater, sikkerhed og afmagt *»Lige siden terroranslagene i New York og Madrid har vi så at sige oplevet en genkomst af ’det hobbesianske moment’. Stillet over for den internationale terrorismes uberegnelighed og dens potentielle allestedsnærværelse er staten blevet kastet tilbage til sit udgangsspørgsmål: Kan den stadig garantere sine statsborgere den sikkerhed, som den skylder en god del af sin eksistensberettigelse? Svaret kender vi allerede. Endnu magter den det – inden for visse grænser. Men den vil formentlig blive stadigt ringere til det fremover. Richard Rorty har ret: Terrorismens vedvarende skadevirkning består ikke så meget i dens materielle omkostninger, og ikke engang i dens oprørende mordergerninger, men i de dybe rystelser, som terroren forvolder i selve den moderne demokratiske statslighed. Sikkerhed frem for alt lyder det nye paradigme, der ikke varsler andet end en følelse af stadigt større utryghed. Det fatale i denne udvikling ligger i den onde cirkel, der kombinerer øget tvangsmæssighed med øget afmagt.« Den tyske historiker Klaus Naumann i Frankfurter Rundschau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her