Læsetid: 7 min.

Den arrogante bølge

Jeg når frem til dem og bryder sammen på knæ og græder. Min kone råber til mig: ’Ikke nu!’ På mirakuløs vis reddede familien livet i Thailand og blev genforenet oppe i et træ – uden tøj, penge eller bagage
29. december 2004

THAILAND KHO MUK, THAILAND.

Sekunderne før, bølgen ramte os, står stadig klart. Vi var på stranden på øen Kho Muk, der ligger mellem øen Phi Phi og fastlandet. Vi havde købt dykkerudstyr dagen før, og min søn på fem år var så begejstret over, at han kunne dykke. Jeg ville selv op og tørre mig, inden vi skulle rejse videre. Jeg sagde til ham, at han skulle løbe ned til sin mor.

Jeg havde betalt og fået mit pas og kreditkort. Vi havde diskuteret regningen. De havde taget 320 bath for fire kopper kaffe, men prisen er kun det halve. Hun erkendte fejlen og beklagede. Jeg takkede for et dejligt ophold og roste hele personalet over for chefen. Klokken var 10.25 om formiddagen søndag. En time senere skulle vi efter planen havde siddet i en lille tråbåd for at blive sejlet ud til færgen, der skulle sejle os videre til øen Kho Lanta.

Jeg holdt øjenkontakt med min søn, mens han løb nøgen og barfodet ned over stranden. Jeg smilede igen over hans ivrighed, hvor et løb ikke bare er et løb, men indeholder en masse små glade sidespring og spjæt. Hans mor og lillebroderen på fire gik og samlede krabber og muslinger. Da drengen nåede ned til sin mor, vendte de sig imod havet og gik ud i det for at bade. Jeg slap dem af syne og ville gå de 10 meter til vores bungalow, der lå helt ud til havet. Den bedste og dyreste placering, men det havde vi besluttet, vi ville ofre.

Hele turen ned ad Thailands kystlinje skulle være en fire uger lang badeferie, efter at vi har rejst fem uger i Nordthailand, boet hos lokale stammer, sovet i junglen. Inden jeg går ind i bungalowen, løsner jeg mit håndklæde om livet og kigger en sidste gang ned mod min kone og mine børn. Jeg smiler af varm lykke. Denne tur har været over al forventning. Mødet med thailænderne fantastisk. At sidde 16 timer i nattoget fra Chaing Mai til Bangkok var mødet med en dejlig kultur og et skønt folk. Vi har kun mødt venlighed og imødekommenhed. Men vi vidste ikke, at vi hidtil kun havde smagt en lille bid af thaiernes fantastiske evne til at udvise omsorg for andre. En evne, der skulle bringe os gennem den værste dag og nat i vores liv. 

Som 300 motorcykler

Jeg ser hende, jeg elsker. Hun har den bikini på, som jeg købte til hende i Portugal under EM i fodbold. Den er gul og klæder hende. Synet pirrer mig. Hun er smuk. Hun skriger. Min kone skriger pludseligt. Vores nabo, en svensk kvinde, løber ind og henter sit digitalkamera, hendes lille datter sidder i sandet. Kvinden fotograferer, mens en mand råber, at jeg skal redde børnenes svømmeudstyr.

Jeg løber mekanisk ned og samler badebukser osv. op. Min kone skriger. Jeg ser hende løbe med den mindste på armen og den største foran sig. Op mod skoven og øens eneste bakke. Væk fra havet. Den svenske kvinde griner. Måske af et godt foto. Min kone løber. Jeg ser ud mod havet, mens jeg hører lyden, som var det 300 motorcykler i høj tomgang. En blå mur af vand kravler hen over havet med hvid top. Langsomt, så arrogant og overlegent som en panter over for en killing, viser den sig i sin fulde styrke som siger den: »I kan nok se mig, men I kan ikke røre mig«.

15 meter høj mur af vand

Pludselig står jeg i bølgen. Den er omkring mine fødder. Restaurantens stole bliver skyllet tilbage. Jeg ser efter min kone. Løber. Skriger hendes navn. Men intet svar. En thailænder rejser sin væltede motorcykel op. Jeg sviner ham til, fordi han ikke hjælper mig. Men det er faktisk hans årsløn, der ligger i saltvandet. Ude på havet kommer endnu en bølge. Meget større. Nogen siger 10-15 meter høj. Jeg skriger på min kone. Den første bølge ruller nu tilbage for fuld styrke. Den river i benene. En flod dannes med første bølges voldsomme returskyl. Jeg står i den og spejder efter mine børn. Nåede de det eller ej? Jeg løber og skriger. Ingen har set dem. Jo, de er deroppe, siger en. Jeg bliver overhalet af flygtende thailændere på motorcykler. Jeg skriger. Ser intet. Skriger igen.

Ikke bryde sammen nu

Nu ser jeg dem. Først hende. Min kone er på vej op ad bakken. For fanden, hvor er drengene? Der. Der. Der! Den store drengs fødder bløder, han løber og løber. De råber også på mig, men bølgens buldren overdøver dem. Jeg ser min søns løb. Nu helt uden svinkeærinder. En ren flugt med al energi brugt i én fremadskridende bevægelse gennem den tornede junglebund. Jeg når dem og bryder sammen på knæ og græder. Min kone råber til mig: »Ikke nu!«

Bag os rammer den endnu større og ødelæggende bølge nummer to stranden med et hult drøn. Vores bungalov B3 bliver revet omkuld. Vi løber videre op ad bakken. Finder det største træ. Jeg skubber den store dreng op i det, han klatrer som en kat op mod toppen. Jeg skubber den mindste bagefter og kravler selv op og får gennet drengene helt op. Jeg giver min kone en hånd og trækker hende op. jeg taber mit håndklæde og sidder nøgen øverst i træet, hvorfra jeg kan se havet. Alt ser pludseligt roligt ud nu. Min kone kan ikke holde sig af skræk. Hun når lige at trække bikinibukserne ned, inden hun tømmer sig og rammer mit håndklæde. De gule bikinibukser. Dem fra Portugal. Herregud. 

Et schweizisk mirakel

En gruppe på 12 mennesker er samlet på bjerget. Klokken er nu 12.00. Det er ikke ovre endnu, flere bølger kommer over nogle timer. En schweizisk kvinde er blandt os. Hun var ude i vandet og blev overhalet af bølge nummer et, men svømmede nærmest fra nummer to ved at ride på dens forkam uden at blive suget ned. Hun lever og ligner en reinkarnation, der ikke kan komme i gang. Jeg taler med hende og får hendes historie to eller tre gange.

Hvor høje bliver de næste bølger? Ingen ved det. Sidder vi højt nok? En thaifamilie er straks gået igang med at varte os op. Vi forklarer, at her er vi alle lige, at de ikke skal betjene os, men de insisterer. Jeg slutter mig til den lille gruppe, der klatrer ned ad bjerget for at hente forsyninger: gasapparat, konserves, myggenet, plaster. Jeg ser vores bungalow, der står tilbage med tre sider revet bort. Al vor bagage er væk. Nabohuset, hvor den svenske kvinde tog billeder, er helt løftet væk og ligger 10 meter længere væk og smadret til pindebrænde. En død fisk ligger i en iturevet havesofa. Bølgens arrogance og styrke har været enorm. Alt er smadret. Jeg finder en af vore rygsække med tøj. Hænger det til tørre, finder fotokopier af vore pas, der ligger forseglet i vandtæt konvolut. Men visakort, kontanter, pas – alt er væk. På bjerget laver thailænderne ris med grønsager og frisk fisk. Der er cola til alle børn og øl til de voksne. Vi laver nogle senge, fortæller vores historie.

Vi lever i angsten for det ukendte. Hvad rammer os, hvornår? Alle tier, når vinden river i skovens træer – for er det en ny bølge, der skaber vindtrykket? Vore mobiltelefoner fortæller mange forskellige historier. Vi har ingen sikre facts, men vi ved, at tusinder må være døde, og vi spørger os selv: Hvorfor blev vi ikke advaret? Natten tilbringes i junglen på bakken. Telefoner ringer. Nye bølger på vej. Vi hører fire bølger ramme stranden. De er store, men ikke så store som nummer to var.

Vi skal bare væk herfra

Næste morgen ignorerer vi rygterne, trodser faren og går ned. Hele familien går vi rundt med hinanden i hånden mellem skibsvrag og våde sokker, bagage, kameraer og døde fisk. Min søn løber sit elegante spjættende løb hen mod en stor musling, havet har bragt ham. Vi holder familieråd: Skal vi blive og hjælpe med at rydde op? Omvendt er vi en klods om benet på thailænderne, fordi de vil varte os op. Vi beslutter os for at rejse. At flygte. At evakuere os selv.

Vi krydser i en lille motorbåd havet bag øen, går i land i en lille landsby og finder transport til byen Krabi, hvor vi begyndte vor rejse mellem øerne. Samme aften sidder vi på et stort hotel. Alt vores tøj er spredt ud i lokalet for at tørre. Jeg reddede lidt af drengenes legetøj: superhelte, som kan skilles ad og samles. Den mindste taler meget om den store bølge og om døden. Vi møder mennesker med historier, man næsten ikke kan tro. En dansk far står og græder. Han reddede sin kone og søn ud af hotellet, da bølgen kom. Alle på hotellet blev dræbt. De reddede sig ved at kravle op på et stillads omkring et nybyggeri. Selv er jeg mest rystet over, at ingen fortalte os det. At de, der vidste, at den kom – bølgen – ikke fortalte det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu