Læsetid: 1 min.

Død mand styrer EU-debat

Udland
13. maj 2005

Ganske som Frankrig er delt midt over i spørgsmålet om ja eller nej til EU's forfatningstraktat, nages også en af dets bedst kendte politiske familier af splittelse.

Danielle Mitterrand, hvis mand, François, var glødende proeuropæer, har forbløffet mange ved at anbefale et non ved folkeafstemningen den 29. maj, fordi traktaten fremmer "kommercialisering af menneskerettighederne", "vil forværre arbejdsløsheden" og indføre et system, hvor "mennesker bliver gjort til økonomiske objekter", siger hun til Le Parisien.

Derimod er Gilbert Mitterrand, den afdøde præsidents yngste søn og socialistisk borgmester i Libourn i Sydvestfrankrig, aktiv fortaler for et ja. "Jeg har herlige diskussioner med min mor, men enige bliver vi aldrig," siger han til Libération.

Hvad François Mitterrand selv ville stemme, debatteres ivrigt, ikke mindst internt i det splittede socialistparti. Flere Mitterrand-ministre har blandet sig, deriblandt tidligere udenrigsminister Roland Dumas, der ikke er tvivl om, at Mitterrand ville stemme ja. "I europapolitik, har jeg både været den, der udførte hans beslutninger, og været vidne til hans tankegang," siger han til Figaro.

Nej-siden påpeger, at Mitterrand aldrig tøvede med at sige nej, hvis det passede ham. Den tidligere senator og Mitterrand-rådgiver Michel Charasse siger, at Mitterrand "aldrig ville have forhandlet sig frem til en traktat som denne", fordi den "negligerer Frankrigs interesser".

Da meningsmålingerne viser dødt løb, kan de socialistiske vælgere blive udslagsgivende, og her spiller Mitterrand-æraen ind, idet den er kommet så meget på afstand, at mange husker den som de gode gamle dage, vurderer iagttagere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her