Læsetid: 2 min.

'Europa taber alt på gulvet'

Udland
27. maj 2005

Dominique Moïsi - der er højt anset analytiker ved Frankrigs Institut for Internationale Relationer - forudser med gysen, at søndag den 29. maj kan blive det historiske vendepunkt, hvor Europa taber alt på gulvet. Stemmer franskmændene nej til forfatningen, kan de uafvidende bliver årsag til, at det 21. århundrede ikke bliver Europas, men Asiens, skriver han i International Herald Tribune.

Moïsi spår i så fald EU en skæbne som et Magna Helvetia - et stort Schweiz, der vil være som en slags vellevnedsreservat og museum for en gammel højkultur, der aldrig formåede at forny sig selv. Et nej til traktaten kan ikke danne nyt afsæt for Unionen, men vil snarere resultere i forvirring, desillusion og lammelse, mener han.

"Med deres blanding af frygt og narcissisme, er de franske vælgere symptomatiske for alt, hvad der er galt med Europa - i hvert fald det gamle kontinentale Europa", skriver Moïsi i sin forbitrede bandbulle.

"I Frankrig ser vi nu en urealistisk og selvdestruktiv messiansk søgen efter 'et andet Europa' i et anakronistisk forsøg på at klynge sig til en fortid, der ikke lader sig genskabe."

Moïsi ser tre grunde til, at et fransk nej tegner sig så stærkt:

- Et flertal af franskmændene er i dag blevet fremmedgjorte over for det europæiske projekt. For Frankrig var EU førhen en måde, hvorpå det kunne forfølge sine egne ambitioner og videreføre forgangen gallisk "gloire". Det er blevet meget sværere for Frankrig at se sig selv som den europæiske families overhoved, når det sidder til bords med klubbens nye fjerne fætre. De sætter lighedstegn mellem europæisering og globalisering og giver Europas udvidelse skylden for tabet af franske job." - Franskmændene ser så dystert defensivt på Europa - den anden faktor, der styrker nej'et - fordi de aldrig før i nyere historie har været så pessimistiske med hensyn til tiltro til egne evner og fremtidsmuligheder.

-Den tredje faktor er kløften mellem samfundet og den politiske klasse. Den er blevet uddybet af et svagt lederskab, der helt er blottet for overbevisning eller inspirationskraft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her