På lørdag vil den polske hovedstad for fjerde gang opleve en 'parade mod homofobi'. Det forsikrer arrangøren. "Kampagne mod homofobi", der har "udbredelse af homoseksualitet" som sit erklærede hovedmål - til trods for at Warszawas borgmester udtrykkeligt har nedlagt forbud mod den påtænkte manifestation.
Organisationen gjorde sig for et par år siden bemærket med plakatkampagnen "Lad dem se os i 2003", hvor 30 homoseksuelle par lod sig fotografere hånd i hånd uden tildækkede ansigter og udstille på gadeplakater. Det fik konsekvenser for to af de udstillede: En pige blev banket på gaden, og en ung mand måtte flytte fra den lille by, hvor han boede efter en voldsom hetz. Kirken udøver en stærk og konservativ indflydelse på polakkernes syn på homoseksualitet og holder sågar 'helbredelses-kurser' for homoseksuelle. Flere polske politikere er åbenlyst homofobe, deriblandt Warszawas borgmester, Lech Kaczynski, fra partiet Ret og Retfærdighed, der har udtalt, at han vil lave helbredelses-lejre for homoseksuelle. Han er i øjeblikket den kandidat, der står højest i meningsmålingerne til Polens præsidentvalg i efteråret. nil