Læsetid: 2 min.

Danske stemmeforklaringer

Sådan har de danske parlamentarikere tænkt sig at stemme:
2. juli 2005

Gitte Seeberg, (kons.), Europæisk Folkeparti:

"Jeg agter at stemme for direktivet. Jeg har lagt særlig vægt på, at det sikres, at kun tekniske opfindelser kan patenteres, at rene softwareprogrammer og forretningsmetoder ikke kan patenteres, og at der er sikret adgang til at opnå interoperabilitet."

Margrete Auken, (SF), De Grønne:

"Vi vil stemme imod, medmindre centrale dele af det seneste ændringsforslag kommer igennem. Slaget står nu mellem dem der ønsker fri og fair konkurrence på markedet for software til gavn for de mindre virksomheder, forbrugerne og samfundet som helhed og så dem, der udelukkende fokuserer på at sikre de store virksomheders profit og investorernes afkast."

Anders Samuelsen, (radikal), Liberale:

"Der kommer fortsat nye ændringsforslag, så jeg kan ikke fortælle præcist, hvordan jeg vil stemme. Men jeg kan ikke støtte den linje retsudvalget har lagt. Hvis forslaget bliver vedtaget i sin nuværende form, er jeg bange for, at det bliver for vanskeligt at være 'lille' softwareudvikler, og jeg tror konkurrencen og innovationen kommer til at lide skade."

Karin Riis Jørgensen (Venstre), Liberale - også på vegne af Anne E. Jensen og Niels Busk:

"Grundlæggende støtter jeg direktivet om computerimplementerede opfindelser, fordi det er med til at sikre fortsat innovation, konkurrenceevne og vækst inden for it-branchen, samt fordi der simpelthen er behov for at skabe en klar retstilstand i EU. Med direktivet har vi nu muligheden for at skabe en klar retstilstand i EU, så det ikke længere er op til virksomhederne selv at udlede retstilstanden af retspraksis hos de nationale patentkontorer og den europæiske patentorganisation."

Jens-Peter Bonde (JuniBevægelsen), EU-kritisk gruppe:

Intet svar inden deadline.

Ole Krarup (Folkebevægelsen), Rød-Grønne:

"Rådets (Ministerrådets, red.) fælles holdning giver de store, etablerede virksomheder, der benytter software i deres produktudvikling, bedre mulighed for at holde mindre konkurrent er ude, alene gennem truslen om patent-sagsanlæg. Jeg støtter fortsat, at der skabes større klarhed til fordel for Open Source-udvikling."

Poul Nyrup Rasmussen (Soc.), Britta Thomsen, Henrik Dam Kristensen, Ole Christensen, Dan Jørgensen, Socialisterne:

"Det kan kun blive et meget forløbigt svar. Der er fortsat forhandlinger i gang. Helt generelt kan man sige, at vi fortsat er tilhængere af Rocards principper. Vores anden meget vigtige pointe er, at vi mener, det er vigtigt, at vi får lavet et direktiv på området."

Mogens Camre (DF), Nationernes Europa:

"Hvis afstemningen ender med at handle om EU-Kommissionens forslag, så er vi imod. Men blødes det op, så stemmer vi for. Det er umuligt at sige på nuværende tidspunkt, hvad vej pendulet svinger."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu