Nyhed
Læsetid: 1 min.

Vand og ild hærger Europa

Udland
26. august 2005

De store oversvømmelser i Centraleuropa så i går ud til at stabilisere sig på et lavere niveau end frygtet efter at have forvoldt nye dødsfald i øst. De materielle skader har i flere lande været betydelige, men efter at regnen er holdt op, har oprydningsarbejdet kunnet gå i gang flere steder.
Værst ramt er Rumænien med 28 dødsofre på en uge. Otte savnes, mens 1.400 boliger er evakueret. I Bulgarien har oversvømmelser over de seneste tre måneder kostet 20 mennesker livet og gjort 14.000 hjemløse. Mindst 11 meldes druknede eller savnede i Schweiz, Østrig og Tyskland. Ved Passau, hvor Donau løber sammen med to bifloder, er vandstanden efter at have nået 8,8 meter holdt op med at stige. Selv om det er to meter under rekorden fra 2002, er 850 soldater og 900 frivillige fortsat i gang med at forhøje digerne af sandsække.
I Schweiz er over 1.000 evakueret – mange af dem har måttet samles op fra hustage af helikoptere – og i Bern er floden Aare gået over sine bredder og har oversvømmet den gamle bydel. Fra Lucern og Interlaken meldes, at flere bjerglandsbyer er afskåret fra omverdenen. I de franske alper er al jernbanetrafik langs floden Isère indstillet på grund af vandmasserne.
I Portugal ånder man lettet op, efter at det i går lykkedes for 1.500 brandfolk og 600 soldater at få bugt med landets værste skovbrande siden 1945. Også Spanien er hærget af skovbrande. 19.000 hektar skov er foreløbig gået tabt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her