Et Fremskridtsparti, der vil indføre kone-kvoter for at begrænse indvandringen. En borgerlig regering, som taler om værdikamp.Og en venstrefløj, hvor der bekymret tales om de 700.000 udstødte fra arbejdsmarkedet.
Nej - det er ikke Danmark, men vores med-skandinaver, nordmændene, der på mandag går til valg. Endda til et af de mest spændende valg i længere tid. Og et valg, som danske politikere burde følge meget nøje, eftersom Norge døjer med mange af de præcis samme dilemmaer, som Danmark står i.
Først og fremmest hele spørgsmålet om velfærdsstaten - er den under afvikling?
"Vi har aldrig haft det bedre, derfor skal vi ikke skifte regering," lyder den borgerlige regerings besked til de norske vælgere. Parolen for statsminister Kjell Magne Bondeviks tredje regering er denne gang Valgfrihed og værdivalg. Det fortolker oppositionen som valgfrihed til at skifte regeringen ud.
Først er det nyttigt lige at have det politiske landskab på plads: Den norske statsleder Kjell Magne Bondevik, fra det kristne parti, leder en regeringskoalition med Venstre og Høyre (De Konservative). Regeringen sidder, som herhjemme, på Fremskridtspartiets nåde. Et Fremskridtsparti, som sammenligner Socialdemokraternes leder Jens Stoltenberg med Putin - og det ikke for det gode - men som samtidig afviser, at Bondevik fortsætter som statsminister.
Alene her anes naturligvis sprækkerne i den borgerlige regering. Bondevik selv vil ikke svare på, om han bliver siddende i hele næste periode, hvis regeringen genvinder magten.
Oppositionen, der i meningsmålingerne kører dødt løb mod regeringen, anføres af Socialdemokraternes Jens Stoltenberg. Han er meget af det, Helle Thorning-Schmidt håber at blive: Yngre, vellidt, visionær og med mod på reformer. Det sidste vender vi tilbage til. Stoltenberg indledte egentlig på samme facon som Thorning-Schmidt - med en højredrejning af partiet. Den linje har han nu forladt - to partier svarende til SF og de radikale har hevet ham ind på en midterkurs. Det har sikret Stoltenberg ro til at gå med i omfattende reformer af det norske velfærdssamfund.
Flere ældre
Udfordringen for nordmændene har været den samme, som Danmark nu står overfor: Der bliver flere ældre, som skal forsørges af færre yngre. Samtidig truer globaliseringen og stiller hårde krav til vores uddannelse.
Nordmændene er kommet ud af starthullerne. I en rapport fra Finansministeriet i december, 2004, kom skitsen til pensionsreform, som et bredt flertal i Stortinget nu har gennemført. Aftalen strækker sig fra den borgerlige regering og til Socialdemokraterne og indfører et kontroversielt optjeningsprincip for folkepensionen.
Princippet bag ordningen er: Jo flere år på arbejdsmarkedet, jo større bliver din pension. Nordmændene skal lokkes til at arbejde længere og mere for at opnå en større pension. Gevinsten for staten er lavere udgifter til de mange nye pensionister. Det er en reform af den karat, som Anders Fogh Rasmussen drømmer om herhjemme.
Uden tiltag af nogen art, ville udgiften til folkepension stige fra nu seks procent af den samlede produktion i samfundet, BNP, til 15 procent i år 2050.
Lige som Fogh-regeringen herhjemme noterer sig, at vores store afbetaling på gælden gør, at Danmark er vel rustet til at modstå fremtidens udfordringer, så bryster Bondevik-regeringen sig af - rigtig gættet - de enorme norske olieindtægter.
Alligevel har et bredt politisk kompromis altså kunnet strikkes sammen.
Men de norske politikere stopper ikke her. En stribe mindre tiltag, når det gælder velfærden, er kommet på dagsordenen.
$SUBT_ON$Glem ikke os
Nordmændene har aldrig været rigere, end de er i dag. Samtidig er fattigdommen mere udstrakt. Hvordan hænger det sammen?
Igen er situationen ikke så forskellig fra den danske: Mens middelklassen bliver stadig rigere, er de marginaliserede uden for arbejdsmarkedet efterladt i en stadig mere fastlåst og forarmet position.
'De 700.000 personer udstødte' er blevet et mantra for venstrefløjen på samme måde, som de 800.000 udstødte danskere er blevet det herhjemme. Uligheden er vokset ikke bare under den nuværende borgerlige regering, men den begyndte faktisk under den ellers så succesfulde Gro Harlem Brundtland regering i 1980'erne.
Det er på tide at genopbygge velfærdsstaten, lyder derfor kravet fra oppositionen. Socialdemokraterne vil bl.a. øge kontanthjælpen, hvis den ledige indgår en velfærdskontrakt og deltager i bestemte aktiviteter.
Interessant er det, at vælgerne ifølge Norsk Respons i modsætning til herhjemme betragter Socialdemokraterne som det sikreste kort, når det gælder velfærdsemner som børn, skoler, indvandring og ældreomsorg. Da Stoltenberg samtidig kåres som den mest troværdige partileder kan han - modsat Helle Thorning-Schmidt - rent faktisk slå den siddende borgerlige statsminister.
