Læsetid: 1 min.

Terrormistænkte med kontakt til Bosnien anholdt i Italien

Udland
18. november 2005

Tre algeriere med forbindelse til ekstremister i Bosnien, Norge, Frankrig og Storbritannien anholdt af antiterrorpoliti i Italien. Dog nævnes intet om kontakt til de danske terrorsigtede

terrornetværk

ROM - Italiensk antiterrorpoliti meddelte i går, at man har anholdt tre algeriere, der 'potentielt' havde mulighed for at gennemføre et terror-angreb i Europa.

Overvågning viser, ifølge antiterrorpolitiet, at de tre, der er medlemmer af den al-Qaeda-relaterede Salifistgruppen 'for Bøn og Kamp', havde kontakter til hellige krigere i Bosnien samt andre islamiske fundamentalister bosiddende i Norge, Frankrig og Storbritannien.

To af de tre terrormistænkte algeriere har selv opholdt sig selv i Norge, oplyser det norske nyhedsbureau NTB.

Den 32-årige Yamine Bouhrama og den 35-årige Khaled Serai opholdt sig i Norge i et par måneder sidste sommer efter at være rejst ind i landet på falske id-papirer fremskaffet i Frankrig, skriver NTB med henvisning til italienske efterforskere. Angiveligt havde Bouhrama en baggrund i muslimske træningslejre i Afghanistan, Tjetjenien og Georgien.

Overspiller betydningen

Antiterrorpolitiet greb til anholdelserne af de tre efter angiveligt inden for de seneste uger at have opsnappet oplysninger om et forestående angreb, oplyser italiensk presse. De tre blev anholdt sent tirsdag under aktioner i Napoli og Brescia. Det er ikke oplyst, hvor eller hvornår et muligt terrorangreb efter planen skulle finde sted, men politiet ville holde et pressemøde i Napoli sent i går.

En kilde i det italienske indenrigsministerium siger dog til det franske nyhedsbureau AFP, at italiensk presse har 'overspillet' anholdelserne.

"Muligheden, og jeg understreger muligheden af, at de kunne gennemføre et angreb, kunne berøre Europa og andre dele af verden, ikke Italien, siger kilden.

ritzau/AFP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her