Den russiske præsident Vladimir Putin er nu gået ind i sagen om brutale overgreb på rekrutter i den russiske hær. Præsidenten har beordret forsvarsminister Sergej Ivanov til personligt at sikre de bedste forhold, penge, bolig og behandling til den mishandlede 18-årige Sergej Sytjov fra Tjeljabinsk.
Som Information skrev i går blev Sytjov så voldsomt mishandlet af officerer og ældre soldater nytårsaften, at han måtte have begge ben og kønsorganerne amputeret. Forsvarsministeren har fået ordre på at yde al mulig assistance for at hjælpe Sytjov og for at få efterforsket sagen. Desuden har han fået ordre på at udarbejde nye forholdsregler og straffe for at stoppe mishandlingen af rekrutter.
Det har dog ikke haft nogen virkning endnu. En bølge af afsløringer af tilsvarende mishandlinger ruller i disse dage hen over landet.
På få dage er der afsløret mishandlinger i Tjejabinsk, Novosibirsk, Vologda, Kasan, Tjumen, Naltjik, og Nisnyj Novgorod. Sytjov svæver fortsat mellem liv og død i respiratoren i Tjeljabinsk, mens forsvarsministeren og de ansvarlige generaler stadig har deres job. PD