Læsetid: 2 min.

ANDRE AVISER MENER

28. marts 2006

Derniéres Nouvelles d'Alsace
STRASBOURG, 27. marts - Lige så lidt som USA bør EU-landene tro, at resten af verden ser dem som 'modeller'. På samme måde som amerikanerne står perplekse over for de irakiske folkemængder, som de skænkede 'friheden', må et vantro Europa konstatere, at vores demokratiske værdier kan forkastes ved demokratiske valg. Det så vi ved Ukraines valg, der gav comeback til den 'prorussiske' fløj og samme Viktor Janukovitj, som sidste år blev besejret af 'den orange revolution'...

Vist slås Ukraine med svære indenrigspolitiske problemer med indre splid i den orange lejr som det alvorligste. Men årsagerne stikker dybere: En ny brudlinje skiller det europæiske kontinent langs de historiske USSR-grænser. Bag denne foretrækker man 'stærke mænd' frem for politiske programmer, opflammende retorik frem for afbalanceret pragmatik, orden frem for tøjlesløs frihed, en vis økonomisk sikkerhed for alle frem for bedre chancer for berigelse for nogle. Bag denne linje er markedsøkonomi synonym med en konkurrence, man ikke vil deltage i. Her lokker hæmningsløst forbrug ikke, og det kollektive liv overtrumfer individualistisk hedonisme.

Rusland har sin 'valgte zar', Vladimir Putin, der hersker som alle zarer: som autokrat. Hviderusland har sin groteske Lukasjenko, som ikke vil nøjes med mindre end 82 pct. af stemmerne, skønt han uden svindel kunne have ladet sig med genvælge med 51 pct. - i den grad frygter hviderusserne forandringer og økonomisk konkurrence.

En ny postsovjetisk verden tager form ved Den Europæiske Unions porte. Den hviler på demokratisk legitimitet, om end denne er af en anden art end Vestens. Vesterlændinge må indse, at omvæltningerne fra 1991 ikke var 'historiens afslutning'.

Nesavisimaja Gazeta
MOSKVA, 27. marts – Skilsmissen mellem Ukraine og Den Russiske Føderation er ophørt. Under Kutjma udviklede Ukraine sig som en stat, der balancerede mellem Øst og Vest. Justjenkos magtovertagelse betød ny ubalance til fordel for Vesten, men Kievs nyorientering førte ud i intet: Europa var ikke rede til at modtage Ukraine. Fremover vil vore to nationer uundgåeligt opretholde nære økonomiske og politiske bånd: Vi er dømt til at leve som naboer på et territorium, hvor vi må hjælpe hinanden og gensidigt tilgive gamle krænkelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu