Læsetid: 1 min.

ANDRE AVISER MENER

15. marts 2006

Die Welt
BERLIN, 14. marts - Milosevics død er en eklatant fiasko for Haag-tribunalet og dets chefanklager, Carla del Ponte. Mens serbiske konspirationsteoretikere og nationalistiske fanatikere kan fejre glade dage, har resten af verden mer end svært ved at fatte, hvorfor Milosevic-sagen skulle ende så miserabelt. Den var alt for lang og alt for ambitiøs. Der påhviler del Ponte et tungt ansvar for at have sat ønsket om at skrive verdenshistorie over hensynet til hurtig udmåling af retfærdighed.

Mladad Fronta Dnes
PRAG, 14. marts – Hvis De pludselig skulle høre høj latter, kan det meget vel være Slobodan Milosevic, der griner hele vejen til helvede efter at have snydt os og afsløret, at vi ikke forstår at dømme krigsforbrydere. Han undslap retfærdigheden på samme måde som Adolf Hitler eller Hermann Göring. Og på samme måde som Rudolf Hess vil omstændighederne omkring hans død utvivlsomt blive ophav til myter. Haag-domstolen skulle have leveret beviset på, at selv statsoverhovedet kan dømmes for deres handlinger. Dette resultat var det værst tænkelige. Vi kan kun råde dem, der vogter over Saddam Hussein, til at udvise højeste agtpågivenhed.

Le Figaro
PARIS, 14. marts – I de vedvarende gnidninger om vejen til et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor regeringens forkætrede reform om ungdomsarbejde kun repræsenterer seneste opblussen, spøger nu forestillingen om en konfrontatorisk udvikling i stil med maj ’68. Stadig flere tegn tyder på, at en sådan overdreven angst for en revolutionær krise netop er den afgørende grund til den lammelse og det forfald, der har bemægtiget sig det politiske liv i Frankrig. Således bliver vi atter påmindet om, hvorledes indbildte uhyrer kan anrette større skade end de ægte farer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu