Læsetid: 5 min.

Cubanernes magt i USA

USA's udenrigspolitik overfor Cuba er paradoksalt nok af cubansk oprindelse. Det skyldes, at cubanere i eksil i USA har et politisk jerngreb om amerikansk politik. Derfor ventes der med spænding på, hvad de har tænkt sig i tilfældet af en politisk åbning på Cuba
Udland
14. august 2006

At godt 500.000 vælgere af cubansk oprindelse har stor indflydelse på amerikansk politik, illustreres på fornem vis af den hovedpine, som præsident George Bush for tiden bærer rundt på. For pinen, hvis latinske navn er Luis Posada Carriles, er ikke blot af den slags, der er svære at slippe af med. Den er også et symptom på den klemme, som et cubansk mindretal i USA historisk har haft på amerikansk politik.

Det skyldes, at Luis Posada Carriles er af cubansk afstamning. Han er som en del af den amerikanske kamp mod Fidel Castros Cuba trænet af CIA, og står i samme kamps navn anklaget for en række terrorhandlinger i Cuba, der blandt andet har kostet 68 flypassagerer livet. I øjeblikket søger Luis Posada Carriles politisk asyl i USA - og det er der en god del af det cubanske mindretal, der mener, han bør få.

Men hvorfor er Cubanerne så interessante for USA, at Præsident Bush overhovedet overvejer at lytte til et af nationens endog små mindretal. Det har den tidligere rådgiver for præsidenterne Ronald Reagan og Bush senior, Philip Peters fra tænketanken Lexington Institute, en forklaring på:

"Cubanerne har nogle fælles interesser, der gør, at de stemmer mere eller mindre som en blok. Som kandidat er det derfor meget nemt at ramme den målgruppe. Samtidig er de for størstedelen bosat i Florida, der netop udgør en vigtig brik i puslespillet om magten i USA. Det er en stat, hvor det aldrig er givet, hvem der vinder."

Det sås med al tydelighed under de to forrige præsidentvalg i USA, hvor det netop var Florida, der afgjorde valget til fordel for Bush med en margen, der lå langt under det samlede stemmetal, som cubanerne udgør.

Cubansk politik i USA

For USA's egne interesser i Cuba har ændret sig markant fra at være af strategisk militær betydning under den kolde krig, hvor øen udgjorde en militærbastion beliggende blot 140 km fra USA.

Men efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990 er den amerikanske interesse i øen dalet. Cuba er ikke længere en militær trussel. Ej heller en økonomisk magt - end ikke et særligt stort økonomisk potentiale. Det er derfor ikke længere USA's historiske interesser i Cuba, der er afgørende for den amerikanske politik overfor ø-nationen. Det er den cubanske befolkning i USA, der er interessante, hvorfor det i høj grad er den gruppe, der definerer den amerikanske Cuba-politik. Et eksempel på det blev tydeligt under valgkampen i juli 2004, hvor Bush i sin iver efter at tilfredsstille sine vælgere i Florida, strammede reglerne for besøg og forsendelser til Cuba. Det betød blandt andet, at strømmen af amerikanske dollars fra eksilcubanere, der udgør en vægtig del af økonomien på Cuba, blev gjort ulovlig.

De ældste dominerer

Men i USA er en cubaner er ikke bare en cubaner, ligesom at der blandt det cubanske mindretal er forskellige syn på den amerikanske kurs overfor Cuba. Som Journalist Lesley Clark ved et af Floridas toneangivende dagblade, Miami Herald, forklarer:

"Der er de traditionelle cubanere, der kom i årene omkring revolutionen. De mistede deres ejendom og hele tilværelse. De er derfor meget konservative og ønsker den hårdest tænkelige kurs overfor Cuba. Andre cubanere, der er kommet i de seneste år, er mindre kategoriske i forhold til at tale om stramninger. De har noget at miste, fordi de stadig har familie på Cuba, og dem ønsker de fortsat at kunne støtte."

Derfor var det - trods mange cubaneres bekymring for deres familier - alligevel klogt, at George Bush foretog en stramning, mener Omar Pérez, der er leder af afdelingen for menneskerettigheder i en af de mere konservative cubanske lobbyorganisationer i USA, Cuba-American National Foundation.

"De fleste der blev ramt af den lov har ikke stemmeret, da de har boet her i kort tid. Dem som bifaldt loven var de ældre - de såkaldte hardliners. Det er folk her, der ønsker den hårde og konfrontatoriske kurs over for Fidel Castro. Uanset hvad det koster. Og de afgør den førte politik," siger Omar Pérez.

Og det er præcist hvad det drejede sig om. Bush forklarede den politiske stramning med, "at man ville undgå at passivisere det cubanske samfund," ved at sende for mange ressourcer til eksilcubanernes familier. Og selvom det nok ikke var frygten for galoperende dovenskab blandt den cubanske befolkning, så er pengeargumentet korrekt. For eksilcubanere sender årligt omkring en milliard dollars til øen. Et ikke ubetydeligt beløb i Cubas skrabede nationaløkonomi, der genererer et årligt BNP på knap 40 milliarder dollars.

Økonomisk invasion

Set i lyset af de mange forsøg fra eksilcubansk side på at vælte det politiske system i Cuba, er det med stor spænding at eksilcubanernes reaktion på en mulig politisk åbning afventes.

En af dem, der følger situationen, er Lesley Clark, der vurderer, at eksilcubanernes interesser er af mere økonomisk end politisk karakter:

"Den økonomiske elite blandt cubanerne har store interesser i et frit Cuba. Der er kun 140 km mellem Miami og Havana, så det åbner for en række muligheder. Så det er helt sikkert, at de har deres post-Castro plan klar."

Den vurdering støttes af Omar Pérez, der samtidig forsikrer, at de mere militante ideer om at befri Cuba for længst er lagt på hylden:

"Mange eksilcubanere venter på en økonomisk åbning. Cubanerne har vist sig at være dygtige entreprenører i USA. Den kapacitet vil de anvende på Cuba."

Men netop derfor trækker en række observatører med bekymring en parallel til Nicaragua, der oplevede en lignende situation, efter at revolutionens vindere - Sandinisterne - tabte magten ved et demokratisk valg i 1990. Det medførte et massivt ryk ind af en ny økonomisk elite af eksil-nicaraguanere, der efterfølgende satte sig på den politiske magt.

Philip Peters mener dog ikke, at den bekymring er reel. Han tror ikke, at eksilcubanerne - og slet ikke de meget konservative - har interesser i at vende tilbage.

"Det er rigtigt, at udviklingen i Nicaragua betød at korrumperingen af det politiske styre eskalerede. Men man skal huske på, at Sandinisterne kun besad magten i 11 år. Så de folk, der havde forladt Nicaragua efter revolutionen, var ikke væk særligt længe. Derfor valgte de at vende tilbage. Men jeg tror ikke, at vi vil se det samme blandt cubanerne. Mange har været væk fra deres land alt for længe," vurderer Philip Peters.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her