Læsetid: 11 min.

Hizbollah – set fra seks sider

Hizbollah er mere end blot en væbnet milits dirigeret fra Teheran og Damaskus. Hizbollah er en vigtig politisk aktør i Libanons politiske system og leverandør af livsnødvendige sociale serviceydelser i Libanons fattigste områder. Organisationen er dirigeret af en ideologi, der sammensmelter og afbalancerer netionale, pan-arabiske og religiøse målsætninger.
4. august 2006

1. Tilbageblik
Den israelske hærs tilbagetrækning fra det sydlige Libanon i 2000 er organisationens hidtil største sejr

Hizbollah blev dannet i 1982. Organisationens indædte væbnede kamp førte i maj 2000 til Israels unilaterale tilbagetrækning fra det besatte sydlige Libanon.
At den relativt lille shiitiske og dårligt udrustede organisation var i stand til at trænge Mellemøstens største militærmagt tilbage, var en sejr, der gav genlyd over hele den arabiske verden.
Efter tilbagetrækningen holdt generalsekretær Sayyed Hassan Nasrallah foran flere end hundredtusinde tilhørere en yderst følelsesladet sejrstale, hvori han lovede, at kampen ikke desto mindre ville fortsætte. Det løfte holdt han.
Siden tilbagetrækningen har organisation fortsat kampen med henvisning til, at Israel stadig har besat en række små libanesiske landområder, vigtigst de såkaldte Sheeba farms, ved grænsen, et standpunkt der deles af såvel den libanesiske som den syriske regering.
Israel og FN hævder derimod, at der er tale om syrisk territorium. Kampene er foregået på et relativt lav intensitetsniveau.
Den militære aktivitet har primært foregået efter et tand for tand-princip, således at begge parters illegale krydsninger af grænsen medførte en begrænset reaktion fra den anden part.
Israels hyppige illegale overflyvninger af libanesisk territorium er eksempelvis blevet mødt af Hizbollah ved at sende antiluftskyts ind over det nordlige Israel for at skræmme beboerne.
Samtidig har der været en uskreven gensidig forståelse om at holde kampene væk fra civile områder, hvorfor kampe mellem israelske tropper og Hizbollah-folk primært har været begrænset til de omdiskuterede områder. Det var således også i Sheeba farms, at Hizbollah i oktober 2000 tog tre israelske soldater til fange, der sammen med en påstået israelsk efterretningsagent, tilfangetaget senere samme måned, blev udvekslet i januar 2004 efter tysk mediering.
I sidste øjeblik valgte de israelske myndigheder at undtage tre libanesiske fanger fra udvekslingen.
Det var løsladelsen af disse tre fanger, i tilgift til de omkring otte tusinde palæstinensiske fanger, der var målet med Hizbollahs gidseltagning af to israelske soldater den 12. juli i år, hvilket blev startskuddet til den israelske offensiv, der med voldsomme kampe med Hizbollah-ledede styrker indtil videre har kostet 19 civile israelere og over 700 civile libanesere livet og sendt mere end 750.000 på flugt.

2. Den religiøse kamp mod Israel
Hizbollahs væbnede kamp er præget af en ’tænk globalt, handl lokalt’-tankegang

Selv om kampen mod Israel er selve kernen i Hizbollahs ideologi og virke, balancerer organisationen ideologisk mellem, hvad der opfattes som en religiøs pligt til at bekæmpe Israel og en stærk nationalisme, der betyder, at Hizbollahs kamp alene går til Libanons grænse, selv om organisationen ønsker staten Israels ødelæggelse.
Baseret på en religiøs verdensopfattelse, opfatter den shiitiske organisation kampen mod ’den zionistiske stat’ som det godes kamp mod det onde.
Israel hævdes sammen med USA at være præget af en dyb racisme og drevet af en ond vilje til at besætte, dominere og kontrollere verdens øvrige lande. Derfor ses Israels blotte eksistens syd for Libanon som en overhængende trussel mod Libanons selvstændighed.
Israel betragtes ikke desto mindre som styret fra Washington og et produkt af USA’s arrogance over for resten af verden, styret fra Washington.
Bekæmpelsen af den onde magt, som USA og Israel udgør, betragtes som en religiøs pligt og er således selve drivkraften bag den væbnede kamp, men religionen begrænser samtidig kampen på to måder.
For det første forudsættes, at de væbnede midler, der anvendes, være det sig gidseltagninger, martyrmissioner (hvilket organisationen dog ikke har gjort brug af siden 1999), etc. er religiøst legitimerede.
For det andet tillades i den shiitiske tradition, som Hizbollah følger, frem til Dommedag alene en defensiv jihad. De troende må altså kun forsvare sig mod det onde og ikke angribe.
På trods af at USA anses for den bagvedliggende kraft, regnes amerikanske interesser ikke som legitime mål, så længe landet ikke menes at true muslimsk land, hvilket dog ifølge Hizbollah nu sker i Irak.
Israel, derimod, udgør for Hizbollah i sig selv en besættelse af palæstinensisk land, hvorfor bekæmpelsen af staten er en religiøs pligt, indtil staten ophører med at eksistere.
Denne religiøse pligt til at bekæmpe Israel er dog ifølge Hizbollah betinget de nationale arenaer.
Ifølge Hizbollah må hvert lands egne indbyggere selv bekæmpe det onde lokalt for at demonstrere deres tro over for Gud.
Hizbollahs egen kamp mod Israel begrænser sig derfor til en befrielse af libanesisk territorium og frigivelse af libanesiske fanger fra israelske fængsler.
De raketter, som Israel i de seneste uger har gjort sig store bestræbelser for at fjerne, hævder Hizbollah da også alene tjener til afskrækkelse og beskyttelse af Libanon.
Organisationen overlader altså befrielsen af Palæstina og Irak til palæstinenserne og irakerne selv, men hjælper dog gerne med våben, militær træning, af eksempelvis palæstinensiske organisationer, og fangeudvekslinger af non-libanesiske arabere.
Hizbollahs væbnede kamp er altså præget af en ’Tænk globalt, handl lokalt’-tankegang, der kombinerer kampen for Gud med en stærk nationalisme.

3. Den politiske rolle
Organisationen har et image som et ukorrupt
og socialt engageret parti. Det vækker respekt

Hizbollahs nationale fokus reflekteres i organisationens politisk i det politiske system i Libanon, hvor organisationen deltager på såvel parlamentsniveau som lokalt niveau.
Siden organisationens første deltagelse ved et parlamentsvalg i 1992 er partiets succes med tiden eskaleret, således at det efter valget i juni 2005 er Libanons største enkeltparti og beklæder to ministerposter.
I tilgift til den politiske succes på parlamentsniveau har organisationen siden 1998 deltaget i lokalvalg og spiller i dag en afgørende rolle i de shiitisk-dominerede områder i Libanon i det sydlige Libanon, mod øst i Bekaa dalen samt i de sydlige forstæder til Beirut.
Politisk har organisationen bevæget sig fra i starten at have et snævert fokus på alene islamiske spørgsmål til at betone spørgsmål af betydning for hele Libanon og nationalt sammenhold og har vist sig som en smidig politisk aktør.
Det afspejles blandt andet i den politiske alliance, som partiet har indgået med den kristne maronistiske eks-general og premierministers, Michel Aoun, Free Patriotic movement, med hvilken organisationen organiserede store demonstrationer i maj i år imod regeringens planer om privatisering af den offentlige sektor på grund af de mange job, det ville koste.
I modsætning til organisationens væbnede kamp, som i høj grad har delt vandene i det sekterisk opdelte Libanon, har organisationens politiske engagement vakt respekt i brede dele af befolkningen som følge af partiets effektive politiske arbejde og et image som ukorrupt parti, hvilket er et særsyn i et land, hvor økonomisk magt har været lig politisk magt, og politiske positioner ofte er gået i arv.
Interessant er det at bemærke, at Hizbollah er en af de største fortalere for en afvikling af det nuværende politiske system, der baseret på landets sidste folketælling foretaget i 1932 fordeler parlamentspladserne ligeligt mellem muslimer og kristne, til fordel for et demokrati i vestlig stil baseret på ’én mand, én stemme’-princippet.
Hizbollah henter langt de fleste af sine støtter og vælgere blandt Libanons største religiøse gruppe, shiiterne, der menes at udgøre omkring 40 procent af landets befolkning.
Kritikere har set dette som et tegn på, at Hizbollah ønsker at liste en islamisk stat af iransk model ind ad bagvejen. At dette er tilfældet på nationalt plan, er dog tvivlsomt. Intet i organisationens handlinger indtil nu kan underbygge en sådan påstand, og organisationen har da også gentagne gange betonet, at Libanon er multisekterisk land, og at sådan skal det forblive, da der ifølge Koranen ikke må være tvang i religion.
På regionalt niveau forholder det sig dog anderledes.
I de shiitisk-dominerede dele af landet har organisationen allerede etableret, hvad der i nogen grad kan betragtes som en parallelstat i staten, dirigeret efter shiitisk-islamiske principper, der varetager mange af de sociale funktioner, som en stat normalt ville levere.

4. Det sociale arbejde
Hizbollah bygger såvel hospitaler såvel som boliger i de fattigste områder af Libanon

Hizbollah råder over et komplekst organisatorisk apparat, der i tilgift til den væbnede modstand omfatter både medievirksomheder, sociale og medicinske services.
På mediesiden driver Hizbollah fem aviser, fire radiostationer og en satellitbaseret tv-station, Al-Manar, mens organisationens sociale arbejde omfatter en række yderst moderne hospitaler og andre medicinske faciliteter, som i høj grad er baseret på frivillig arbejdskraft, overvejende udført af kvinder, samt levering af sanitær service og rent drikkevand til Beiruts fattige forstæder og drift af skoler.
Om end det sociale arbejde primært finder sted i de shiitiske områder, er adgangen til dem i princippet fri for alle.
Samtidig har organisationen forestået store genopbygningsprojekter af infrastruktur og boligopbygning i de fattigste dele af Libanon, heriblandt etableringen af omkring 10.000 boliger i det sydlige Libanon, samt uddeling af økonomiske ydelser for sårede og efterladte i kampen mod Israel, barnløse, hjemløse og handicappede.
Nogle kritikere reducerer Hizbollahs sociale arbejde til en sand rekrutteringsmaskine for organisationens væbnede kamp, men selv om organisationens sociale arbejde uden tvivl vinder mange tilhængere blandt Libanons fattige, bør det samtidig bemærkes, at organisationen med sit sociale arbejde udfylder et hul, som ganske simpelthen ikke ville blive fyldt ud uden Hizbollah. Således har de omfattende genopbygningsarbejder, som nu afdøde premierminister Rafiq Hariri udførte finansieret ved enorme lånoptag i udlandet, i meget ringe grad tilgodeset de fattige, overvejende shiitiske områder, i Libanon.
Det sociale arbejde udført af Hizbollah har i stedet været finansieret af Iran (støtten hævdes oftest at ligge omkring 100 mio. dollar årligt, (men bud helt op til 1 mia. dollar har været nævnt) samt gennem shiitisk khums, en religiøs ‘afgift’ for de troende til at betale en femtedel af deres overskydende indkomst til deres religiøse leder, som videredistribuerer disse til sociale formål, samt private donationer fra hele verden og investeringer i supermarkedskæder, tankstationer, restauranter og rejseselskaber.

5. De eksterne relationer
Organisationens religiøse kamp er formet af Irans øverste religiøse leder

Hizbollahs eksterne relationer er omfattende, men to internationale aktører, Syrien og Iran, har mere end nogen andre haft en kolossal betydning for organisationen.
Indflydelsen fra de to lande har dog været af vidt forskellig karakter. Syrien har fra organisationens dannelse været en vital støtte, der har fungeret som transitterritorium for og leverandør af militært udstyr til organisationen.
Samtidig har Syrien en stor politisk, og under den syriske besættelse af Libanon i nogen grad kontrollerende, indflydelse på organisationen. Eksempelvis menes Hizbollahs tre måneder lange afståelse af væbnede aktioner efter den 11. september 2001 for ikke at fremprovokere israelsk og amerikansk gengældelse samt betoningen af Sheeba farms-spørgsmålet at være sket på syrisk anbefaling. Alliancen bør dog primært ses som et politisk fornuftsægteskab forenet i kampen mod den fælles fjende, Israel.
Ægteskabet har da heller ikke altid været lige gnidningsfrit med flere væbnede konfrontationer mellem syriske tropper og Hizbollah-tilhængere, omend den seneste dateres tilbage til 1993.
En langt mere direkte og fundamental indflydelse kommer fra Iran. Hizbollah abonnerer på ayatollah Khomeinis shiitiske ideologi, der betoner det religiøse begreb, Wilayat al-Faqih (det religiøst-juridiske lederskab, red.), som vedrører det religiøse lederskabs samtidige lederskab i den politiske sfære. Wali al-faqih, der i Vesten oftest benævnes den øverste religiøse leder i Iran, har siden ayatollah Khomeinis død været Ali al-Khamene’i. Vejledningen fra wali al-faqih er afgørende for Hizbollahs væbnede kamp og øvrige virke.
Som medlem af Hizbollahs politbureau, der vejleder generalsekretæren, Ali Fayyad, gjorde det klart for mig i det nu sønderbombede Harat Hreik, udgør wali al-faqih selve ‘kompasset’ for organisationen. Ali al-Khamene’i blander sig således ikke Hizbollahs daglige aktiviteter, men udstikker de principielle religiøse retningslinier, der betinger organisationens handlinger.
Det er således Khomeini, og senere Khamene’i, som menes at have sagt god for brugen af selvmordsbombere-martyrmissioner i 1982, Hizbollahs politiske deltagelse i 1992 og fangeudvekslingen i 2004.
Den direkte relation mellem den øverste religiøse leder og Hizbollah understreges af, at den økonomiske støtte fra Iran overvejende kontrolleres direkte af Ayatollah Ali Khameini, og derfor ikke kræver accept fra Irans præsident eller regering. Denne religiøse rolle betyder, at Ali al-Khamene’i vil være en vital aktør i alle spørgsmål om en eventuel våbenhvile fra Hizbollahs side.
Selv om Hizbollah i allerhøjeste grad er et produkt af Libanon og kæmper for Libanon, er organisationens religiøse kamp altså formet af den øverste religiøse leder i Iran.

6. Syv vise mænd
Seks religiøst lærde og en lægmand styrer Hizbollah

Det omfattende koordinationsarbejde mellem organisationens mange juridiske, sociale, politiske og militære indsatsområder varetages kollektivt af organisationens syv-mand store ledende organ, majlis al-shura, som vælges for en tre-årig periode af en forsamling af godt 200 højtrangerende personer i organisationen.
Medlemmerne tæller blandt andet nuværende generalsekretær Sayyed Hassan Nasrallah samt Sheikh Yazbek, som Israel onsdag i denne uge forgæves forsøgte at fange ved en operation i Baalbek, godt hundrede kilometer nord for Litanifloden. En militær operation så dybt inde i Hizbollahdomineret territorium er ikke set siden 1994, da Israel bortførte Hizbollahlederen Mustafa al-Dirani for at bruge ham som pressionsmiddel til at få information om en forsvunden israelsk pilot.
Sammensætningen af shura-rådet afspejler Hizbollahs dedikation til religionen. Rådet består i dag af seks religiøst lærde og én lægmand, som dog skal have demonstreret en stor religiøs viden, hvorved det tilstræbes at sikre en religiøs legitimitet af organisationens handlinger.
I det hele taget er den religiøse træning afgørende for organisationen.
Hizbollahs grundlæggere og nu ledende skikkelser er religiøst uddannet primært i de vigtigste shiitiske lærecentre i Najaf i Irak og i Qom i Iran i 1960’erne og 1970’erne, hvor de blev stærkt influeret af Ayatollah Ruhollah Khomeinis religiøse fortolkninger. Disse religiøse fortolkninger videregives nu til organisationens øvrige medlemmer, altovervejende shiiter, som for at opnå adgang til organisationen må gennemgå minimum ét års religiøs træning, medmindre en af Hizbollahs religiøse gejstlige undtagelsesvis kan sige god for personen.
I løbet af denne lange ’læreperiode’ screenes af sikkerhedshensyn personen samtidig, hvilket har betydet, at organisationen har været uhyggelig svær at infiltrere for udenlandske efterretningstjenester.
I tilgift til den religiøse uddannelse er flere af organisationens ledere uddannet i Vesten. Nawaf al-Mussawi er således uddannet i filosofi ved Sorbonne i Frankrig.

Rune Friberg Lyme er i øjeblikket ved at afslutte et speciale om religionens rolle for Hizbollahs væbnede kamp ved statskundskab på Københavns Universitet. I forbindelse med dette arbejde har han under ophold og rejser i Syrien og Libanon interviewet flere af Hizbollahs ledere. Derudover har han arbejdet med løsning af konflikter med islamiske organisationer ved Uppsala Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mohammed Taleb

Det er et godt stykke arbejde som er blevet gjort, men der er nogle små informationsfejl nogle steder, men ellers så virker det fint, ikke alle informationer er korrekte.