Læsetid: 4 min.

Fænomenet kan skrive og tænke

Den sorte senator har skrevet et manifest, der fylder nogle af hullerne i hans politiske filosofi ud. Nu er han klar til præsidentvalget
Udland
3. februar 2007

Efter at have læst Barack Obamas politiske manifest cum biografiske og personlige anekdoter - nr. 1 på The New York Times bestseller-liste i en periode - er det svært at se dette unægtelige politiske talent som blot en døgnflue.

Bogen bekræfter, at han er mere end et fænomen skabt af mediernes hungren efter et nyt og frisk ansigt. Han fylder mere end den mytiske skikkelse, som amerikanske vælgere altid drømmer om at sende til Det Hvide Hus, og som valgkampen næsten altid afslører for at være fiktion fremfor virkelighed.

Opinionen bygger den slags kandidater op for herefter at rive dem ned i en besynderlig sadomasochistisk seance hvert fjerde år. Forelskelsen er næsten altid flygtig.

Barack Obama kan blive undtagelsen. Men det afhænger udelukkende af ham selv og hans vilje til at forblive sig selv og sine overbevisninger tro i den proces, han nu gør sig klar til at gennemgå - nemlig en næsten to år lang valgkamp med et intenst pres på sig døgnet rundt. Man skal være gjort af et helt specielt stof for at udstå denne prøve. Og det er naturligvis også meningen. Hvis man ikke kan klare mosten, bliver man ikke USA's præsident.

Det fængslende ved Barack Obamas kommende kandidatur - ud over hans indlysende karisma og status svarende til rockstjerner som Bono og Mick Jagger - er hans villighed til at tænke stort. Nuvel, ikke større end det amerikanske politiske kompas nu engang tillader. Men alligevel.

'Pleaseren' Obama

I sin nye bog The Audacity of Hope, Thoughts On Reclaiming The American Dream (At Turde Håbe: Hvordan vi Genvinder den Amerikanske Drøm) lægger Obama sine refleksioner frem til offentlig fordøjelse om så vidt forskellige emner som familie, religion, race, økonomisk politik, landets forfatning, partipolitik og USA's rolle i verden.

Det er ikke så lidt at gabe over. Men Obama er af naturen udrustet med et sjældent talent: Han er velbegavet, veltalende og velskrivende, og så virker han mere oprigtig end de fleste amerikanske politikere. Samtidig er han skarpsindig nok til at krydse uden om de mest kontroversielle skær i amerikansk politik og komme sikkert i havn.

Sidstnævnte karaktertræk vil utvivlsomt kunne blive en møllesten om hans hals. Obama vil blive beskyldt for at ville 'please' alle - ligesom Bill Clinton. Risikoen er, at vælgerne til sidst ikke formår at tyde, hvad han står for. Det kan især blive en udfordring, når han skal til at formulere sit program i detaljer.

Uundgåelige faldgruber

Hvordan vil han skaffe sygesikring til alle amerikanere? Hvordan trække USA's styrke ud af Irak inden marts 2008, uden at hele regionen eksploderer i en sekterisk krig?

Der bliver mange faldgruber at undgå. Men det er hurdler, som andre kandidater også skal springe over.

Obamas demokratiske rivaler er allerede begyndt at accentuere deres mangeårige politiske erfaring som et adgangskort til Det Hvide Hus. En umiskendelig reference til den unge afro-amerikanske demokrats foreløbig korte politiske karriere på landsniveau - to år i USA's senat. Den sidste senator, der vandt et præsidentvalg, kæmpede i Anden Verdenskrig, tjente seks år i Repræsentanternes Hus og otte år i USA's senat. Navnet var John F. Kennedy.

Kennedy var 43, da han vandt præsidentvalget i 1960. Bill Clinton var 46. Han blev guvernør i Arkansas i en alder af 29. Barack Obama vil være 47, hvis han vinder. Men han gik først ind i partipolitik i staten Illinois i 1996, da han var 35.

Rent konceptuelt er Obama moden til at være præsident. Han har tænkt de store emner igennem og ved præcist, hvor han står.

Hans overordnede budskab er løfterigt og vil virke smittende på vælgerne, ikke mindst på grund af hans blandede etniske baggrund og de beskedne kår, han voksede op under i Indonesien og på Hawai. Obama er en ægte amerikansk succeshistorie.

Obama vil indsnævre den "problematiske kløft mellem vores kolossale udfordringer og snævertsynet blandt vore politikere".

Han mener, at amerikanske politikere er distraheret af "småting og trivialiteter", de har en "kronisk hang til at vige uden om vanskelige beslutninger", og de er "ude af stand til at opbygge en effektiv konsensus om at tackle de store problemer".

Det amerikanske demokrati befinder sig med andre ord i en krise. Og den gudsbenådede orator Obama er som skikket af forsynet til at forene flest mulige amerikanere om en fællesnævner.

Bogen er ét langt forsøg på at afsøge områder ("common ground"), hvor et flertal formodes at dele hans synspunkter.

På den ene og anden side

I udgangspunktet forfalder et sådant projekt let til banaliteter og kendte forbehold som 'på den ene side, på den anden side".

Han skriver f.eks.: "Nogle gange i historien har USA's udenrigspolitik været fremsynet, andre gange fejlagtig."

Han er 'skuffet' over, at 28 ud af 50 demokrater i Senatet stemte ja til George W. Bushs krigsresolution i oktober 2002, men "jeg har al mulig sympati for det pres, som lå på dem".

Han tager afstand fra meget af Bush' politik, men synes godt om manden og føler en instinktiv sympati for præsidentens lod. Han vil ikke se sig blind på, at fædrene til forfatningen nægtede slaver deres rettigheder.

"Dertil er jeg alt for forelsket i mit land." På den anden side var uretfærdigheden så stor, at han ikke kan ignorere den.

Så Obama trøster sig med, at det heldigvis ikke kun er pragmatikere, der har skabt USA's historie. Idealister, der kæmpede for slavernes og de farvedes frigørelse, er trods alt uundværlige.

Man mærker, at senatoren ikke identificerer sig med idealisten.

Han er pragmatiker. Dog ikke altid. I en modig tale i Chicago i 2002 forudsagde han præcist, hvad der er sket under USA's besættelse af Irak. Alene denne tale gør Obama til en troværdig præsidentkandidat.

Barack ObamaThe Audacity of Hope, Thoughts on Reclaiming the American Dream375 sider13,75 dollarCrown Publishers 2006ISBN 0-307-23769-9

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her