Læsetid: 5 min.

Jimmy Carter i løvens hule

Ingen anden amerikansk præsident har gjort mere for Israels sikkerhed end den 82-årige ekspræsident og nobelprismodtager Jimmy Carter. Nu beskylder han Israel for 'apartheid' og måtte derfor på et debatmøde i Boston forklare og forsvare sig mod beskyldninger om antisemitisme og jødehad
3. februar 2007

BOSTON - Fredsmægleren Jimmy Carter trådte i sidste uge ind i løvens gab og opnåede - ret uventet - stående ovationer fra et publikum, der efter almindelig formodning burde have ristet den tidligere amerikanske præsident for sin hvasse kritik af Israels politik i de palæstinensiske områder.

Anledningen var Carters nye, kontroversielle bog, hvis titel lyder: Palæstina: Fred - Ikke Apartheid. Stedet var Brandeis University i Boston - et overvejende jødisk universitet grundlagt af tidligere højesteretsdommer Louis Brandeis, som var en stovt forkæmper for individets rettigheder samt for oprettelsen af staten Israel i 1948.

Titlens antydning af, at Israel fører apartheid-politik i de palæstinensiske områder, har vakt furore i USA. I bogen plæderer den tidligere præsident - der formidlede fredsaftalen i Camp David i 1978 mellem Israel og dets ærkefjende Egypten - for Israels afståelse af land vundet i de sidste krige med arabiske lande og anerkendelse af den internationale grænse, den grønne linie. Kun et sådant skridt, skriver han, vil gøre Israel tryg.

De arabiske nabolande og en ny palæstinensisk stat skal til gengæld anerkende staten Israel. Palæstinenserne skal afsværge terrorisme og acceptere Oslo- og Camp David-aftalen fra 2000.

Denne idé er naturligvis ikke original. Som Carter selv fremhæver i bogen, støtter 80 procent af palæstinenserne og 60 procent af israelerne den i meningsmålinger. Men fremherskende røster i det amerikansk-jødiske samfund er stærkt imod. Det betyder, at ingen amerikansk regering indtil videre har ønsket at presse Israel i den retning, og i Kongressen tør kun få lovgivere indtage et sådant standpunkt af frygt for at vække den pro-israelske lobbys vrede.

Men Carter har intet at tabe. Han er i dag 82, vandt Nobels Fredspris i 2002 for sin fredsmægling og har gennem de sidste 30 år været dybt involveret i Mellemøsten. I den tid er hans forståelse og sympati for palæstinensernes tragiske situation gradvist vokset (i sin tale på Brandeis kaldte han deres livsbetingelser for 'utålelige') og giver sig nu udtryk i en usædvanlig pro-palæstinensisk holdning for en amerikansk toppolitiker.

Jødehader og antisemit

Det var derfor forudsigeligt, at boganmeldelserne i amerikanske aviser ville hudflette Carter - trods hans yderst troværdige generalieblad som præsidenten, der fik overtalt Israels ærkefjende Egypten til at indgå fred med den jødiske stat. Ingen anden amerikansk præsident har bidraget mere til Israels sikkerhed end han.

The Washington Post stemplede forfatteren Jimmy Carter som en "antihistorisk kyniker", og var meget tæt på at kalde ham antisemit. I amerikansk og israelsk presse er der med største alvor blevet ført en diskussion om, hvorvidt Carter er en jødehader og/eller en antisemit. Hvad der især er faldet kritikerne for brystet, er hans anvendelse af udtrykket apartheid til at beskrive Israels behandling af palæstinenserne.

Det minder mange om resolutionen fra FN's generalforsamling i 1970'erne, der satte lighedstegn mellem zionisme og racisme.

Således var der lagt op til et fængslende og historisk debatmøde på Brandeis' University. Optakten var turbulent og symptomatisk for de stærke følelser, som bogen har fremkaldt i den amerikanske offentlighed. Først blev Carter spurgt, om han ville give en tale og svare på spørgsmål fra lærere og studerende. Så foreslog et medlem af Brandeis bestyrelse at få Alan Dershowitz, en pro-israelsk polemiker og juraprofessor på Harvard University, til at debattere ekspræsidenten. Brandeis' rektor Jehuda Reinharz syntes, det var en fortrinlig idé.

Carter en simpel bølle

Men Carter afslog straks. "Det viser tydeligt, at det er umuligt at få lov at præsentere den palæstinensiske side af sagen. Man må ikke sige noget kritisk om Israel i USA. Det er tabu. Hvorfor skal jeg debattere med Dershowitz, som intet ved om situationen i de palæstinensiske områder," sagde han til The Boston Globe.

Dershowitz svarede igen. "Carter siger, at han skrev bogen for at fremme debat. Nu vil han ikke debattere. Det er det rene hykleri. Carter tror, han er modig, fordi han tør kritisere Israel. Men i virkeligheden er han en bølle, men som alle bøller skyldes hans adfærd en nagende usikkerhed og frygt for den dag, han skal svare for sig selv i en kamp på lige vilkår," skrev juraprofessoren i et indlæg i The Boston Globe.

Dershowitz satte som sædvanlig ikke sit lys under en skæppe.

"Den virkelige årsag til, at Carter ikke vil debattere med mig, er, at jeg så ville kunne rette alle de faktuelle fejl i bogen. Det er ikke, fordi jeg ved for lidt. Jeg ved for meget."

Begge sider syntes fastlåst i urokkelige standpunkter. Pludselig var affæren bevet yderst pinlig for Brandeis University - en akademisk læreanstalt, der opmuntrer til en fri og demokratisk debat om tidens kontroversielle emner.

En gruppe på 100 studerende og lærere inviterede Carter uden om rektor og administration. Ekspræsidenten måtte selv betale for sin rejse og fik ikke noget honorar. Han skulle tale i 15 minutter - og skulle bruge det meste af tiden på at give et resumé af sin bog. Dernæst var der sat 45 minutter af til spørgsmål fra en forsamling på 1.700 mennesker. Arrangørerne besluttede at få spørgsmålene hentet ind og screene dem før mødet. To tredjedele var fjendtlige, en tredjedel neutrale. Det vakte straks kritik. En professor sagde, at metoden mindede ham om "sovjetiske pressemøder".

Dershowitz blev udelukket fra hallen og henvist til at overvære mødet på en tv-skærm i en tilstødende bygning.

Støtte til Israel, men...

Men da Carter endelig den 23. januar om eftermiddagen trådte op på podiet, blev han alligevel hilst velkommen med stående klapsalver.

Det måske mest mindeværdige ved den en time lange begivenhed var det forhold, at ekspræsidenten følte sig nødsaget til at forsikre publikum om sin ufravigelige støtte til staten Israels fortsatte eksistens og om sin afvisning af at være antisemit.

"I min tid som politiker har jeg været udsat for lidt af hvert. Men jeg er aldrig blevet beskyldt for at være en løgner, for at være skinhellig, antisemit, kujon, plagiator. Det har såret mig dybt," sagde han til en tyst forsamling.

Ekspræsidenten var ikke ræd for at gentage sin kritik af den pro-israelske lobby.

Han kritiserede Israel for at have bygget en mur, som stikker ind i de palæstinensiske områder i stedet for at holde sig til den internationale grænse.

"Jeg valgte bevist ordet apartheid for at fremprovokere en debat. Behandlingen af palæstinenserne er frygtelig, og det er ikke en kendt sag i vort land. De lever i 'bantustans-kantoner' og kan ofte ikke komme i kontakt med hinanden, men de israelske bosættere kører til Israel på motorveje, som palæstinenserne kan ryge fem år i fængsel for at bruge."

Hvad kunne Dershowitz sige til det? Efter at Carter havde forladt salen, fik Harvard-professoren alligevel det sidste ord. Universitetet gav ham lov til at tage til genmæle over for 800 tilhørere, men nu var hans skudsmål lutter ros.

"Havde Carter skrevet, hvad han sagde i dag, ville der ikke have været nogen kontrovers. Jeg ligger tæt op ad hans synspunkter," bedyrede Dershowitz.

"Men Carter taler med to tunger. Der er Carter på Brandeis og Carter på al-Jazeera."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu