Læsetid: 7 min.

Libanesisk høst

Forbuden frugt. På klare dage tårner Mount Lebanon sig op som et symbol på landets historiske arv; tusinder af års krige skærer bjerglandskabet, og menneskets blodige færden har efterladt symmetriske linier, udgravede plateauer og strategisk placerede landsbyer. Synlige for det blotte øje fra stor afstand. Forbandet af korsfarere, bueskyttere og de notoriske ’assasinere’, hvis gerninger gav genlyd i hele verden, er Libanon et fascinerede widescreen scenario med et episk, nulevende billede af en rig, omend blodig fortid
10. marts 2007

’Taxa-servicen’ fra Beirut til Jounieh lugter af gammelt spyt, alt indtrækket er pillet ud, og pasfotoet af Jomfru Maria vidner om chaufførens – og hans kvindelige ledsagers – religiøse tilhørsforhold. En ’taxa-service’ er en vogn, der kører i faste ruter. Man hører, om den skal samme vej, og er det tilfældet, kører man med indtil dens vendepunkt, og så er det ellers på den igen med at finde videre transport.
Den gamle Mercer fra 80’erne rumler stille afsted i højt gear. Det går så langsomt, at jeg overvejer at spørge, om det er et desperat forsøg på at forbedre benzinøkonomien. Knap har jeg tænkt færdig, før kvinden, med indbunden hånd – som klar til boksekamp – voldsomt udbryder med fint sprøjtende spytpartikler, at han kører som en gammel tante. Jeg kryber tilbage i sædet og prøver forgæves at åbne en af sideruderne – alt er svejset fast i denne bil.
En times skænderi senere og gentagne mislykkede forsøg på at redde den heftige diskussion, der ikke just øger trafiksikkerheden i det i forvejen kaotiske mylder, er vi kommet til Jounieh. Jeg skal mødes med Bibi dér, som jeg ikke har set, siden vi drønede rundt i en gammel Mazda i garagen under Herlev Bymidte. Der skåles i vin og tygges på traditionelle lamme-pølser, som dyppes godt i hummus. Bibi dér er cool, og sammen skal vi i dag finde stien til det ældgamle rusmiddel, hashen, som en eller anden amerikaner i nyere tid fandt på at forbyde; det var vist for at kunne kriminalisere mexicanske immigranter i at dyrke deres ældgamle traditioner – eller noget i den retning.

Stonehenge – en miniature
Den libanesiske pollen – oprindelig afghansk, smuglet ind i landet via Bagdad – var assasinernes største indtægtskilde i Babylonien’s storhedstid. De endte også med at få øgenavnet ’hashasin’erne’ efter deres egen manglende evne til at holde fingrene væk fra stadset.
Vi tager hårnålesvingene med hvinende dæk, hvor end vi er på vej hen. Det går kun én vej – opad. Jeg har ingen idé, og den eneste måde jeg kommer forbi talrige selvbestaltede kontrolposter, besat af et par mystiske mænd med kraftig skægvækst og Kalashnikovs, er på grund af Bibi dér.
Byen minder om en miniature version af Stonehenge og bremsen hugges i med ét. Venstre-svinget sætter os listigt under et intermistisk halvtag, der skjuler bilen med dens falmede rust-brune kulør – endnu en mercer fra firserne, og tanker om dårlige actionfilm med arabiske terrorister krydser mit lettere iltberøvede hoved.
En del af husene på Mount Lebanon er mange hundrede år gamle, og en nyere betonfacade skjuler det indre kampestensarrangement, som selv nutidige indretningsfreaks ville måbe over. Der dufter sødt, da døren bliver åbnet til det tredie forsøg på at finde en værdig årgang. Hash er ligesom vin. Den findes i forskellige smage, farver, styrker, og effekten kan variere fra tømmermænd den næste morgen til en eksplosion af kreativitet og glæde. Men alt med måde; og det gælder vist for alle rusmidler – om de er forbudt af nutidig menneskelig lov eller ej.

Ikke mange vegetarer
Sheik Hassan finder jeg ved et lavt arabisk bord – en tableyah. Her sidder man kun i lotus-stilling, og med rolige armbevægelser byder han mig og Bibi dér til at slå os ned. Vi accepterer.
Der er dækket op til middag, og menuen står på ris med kød. Der er vist ikke særlig mange vegetarer i den arabiske verden, tænker jeg for mig selv, og lammepølserne fra det tidligere måltid vender sig i maven og fører en krydret smag helt op i ganen.
I en stor bunke i det ene hjørne af rummet ligger en hob af Kalashnikovs. Hulter til bulter, blandet med løse patroner, magasiner og et dussin trækasser, der i en sammensat kvadrat med store stemplede arabiske bogstaver, gentagne gange staver ordet FARE! Jeg mærker det rykker lidt i hovedbunden, og et hurtigt glimt rundt i hjemmet afslører fine tavler med dybt seriøse ord fra Koranen. Jeg er i selskab med en troende mand.
En mand med en stor, rund vom og et langt skæg, der tydeligvis bliver trimmet og plejet den helt store guldmedalje. Store briller med en styrke, der ikke overlader meget til fantasien, og et stel, der vist nok er lidt kvindeligt, skaber en surrealistisk inkarnation af Ghandis velkendte billede af godhed.
Vi er stødt på en årgangs-’galah’. Libanesisk pollen, velkendt med dens milde duft og Peter Plys-brune farve. Naturens krystaller, der nøjsommeligt er rystet fra frodige topskud og nænsomt presset til store plader, som distribueres world-wide. Sheik Hassan er uden tvivl i besiddelse af mere, end politet tillader, og inden for hans rækkevidde ligger klar til afvejning snesevis af disse plader stakket i hoftehøjde, lettere tildækket med et hvidt klæde, der forlængst har mistet sin oprindelige kulør.

Forhandling
Der forhandles med mad i munden. Vi får libanesisk brød dyppet i hummus og hvide ris blandet med store kødstykker.
Enighed om pris er en hårfin balance i Mellemøsten. Det er en test på dialog og viljestyrke. Et trumfkort afgør i de fleste tilfælde om der findes en taber eller vinder.
Da det er svært at spytte røg ud, kommer en smagning på plads efter gentagne protester om religiøse årsager. Jeg godtager ikke et nej i traditionel arabisk stil og efterlader ingen tvivl om blasfemien i at nævne den gode herres navn i sammenhængen. Der kan ikke argumenteres hertil.
En lille klump fra den fine vægt med lodder og kobberskåle fnulres ud og tilsættes ristet tobak i bedste undervisnings-stil. Sheik Hassan kigger nysgerrigt frem og tilbage mellem hans egen vandpibe og det mesterværk af en joint, jeg er ved at fremstille. Bibi dér slår mig hårdt på låret under bordet, og hans øjne spørger intenst til min situationsfornemmelse. Kalashnikovs og hash er vist ikke en helt ’kosher’-kombination, og selv om jeg forlængst har forelsket mig i sheikens brune king size øjne, triller sveden stille ned af ryggen, mens fødderne forlængst har opgivet at opretholde en human temperatur på det iskolde stengulv.
Der fyres op under den fede, og efter et par korte hvæs er der ingen tvivl om kvaliteten. På dansk kalder man det blæst, på arabisk tilrette. Hvilken forskel.
Latteren slår hårdt mod væggene, og halvsande historier fra Egypten får både Sheik Hassan og Bibi dér til at vride sig. Det vil ingen ende tage, og i ét kort øjeblik hersker der en stemning af harmoni. Havde det ikke været fordi, Sheik Hassan’s skæg langsomt gravede sig dybere og dybere ned i hummusskålen for til sidst at løfte den slående mod den hårde bordplade i takt med hans dybe latter, havde vi nok aldrig opfattet situationens alvor. Tre mænd i samme rum med våben, bundter af dollarsedler og hash i lange baner.
Sheik Hassan tilkalder ’mutter’, som tidligere havde lukket os ind med et borende mistroisk blik. Hun går hastigt i gang med at vaske sin udkårnes hårpragt og hvilken bedre mulighed for at tage forhandlingerne til næste trin.
Jeg bliver hurtig klar over, at de sølle 50 amerikanske dollar, jeg har medbragt, ikke holder i retten. Det bliver ikke bedre af, at 10 af dem er forbeholdt turen tilbage til Beirut. Mens Sheik Hassan’s hoved er drejet, og skægget i konens magt bliver blylodder, og mængden af det lysbrune guld øget med ligevægt på skålene. Med fingerspidserne prøver sheik Hassan at vende handlen til hans fordel, men forgæves. Den troende mands briller ligger i bunden af blikspanden med udvandet hummus, og skæghår og de store brune øjne forvandler sig hurtigt til en krigers skarpe blik, som fokuserer han på et såret dyr i den fjerne horisont.

Hjemme igen
Pengene veksler jeg lynhurtigt i de stablede bundter, en for mig meget fordelagtig mængde hash lægges ned i en tom filmbeholder, og mens sheik Hassan febrilsk griber rundt om sig efter et eller andet, har Bibi dér og jeg selv fået blod i benene igen. På typisk arabisk hustler-manér takker vi for venligheden og nærmest falder over hinanden på vej ud af den latterligt lille dør. Jeg kaster et hurtigt blik tilbage på Sheik Hassan, der stadig er fordrejet i sin kones magt. Hans øjne er blodrøde, og mens jeg hastigt smækker døren efter mig, hører jeg lyden af spanden, der falder til gulvet, og bordet, der rykkes kraftigt henover det hårde stengulv. Jeg vender hovedet og ser Bibi dér allerede bag rattet og med motoren i fulde omdrejninger. Han råber: Yalla! yalla! Med skrigende dæk, propper i ørerne og ekstra G-kræfter blæser vi ned af Mount Lebanon. Først da regerings-tropperne og politiet atter er synligt i gadebilledet, trækker vi vejret. Jeg kigger på Bibi dér, og vi bryder ud i latter, så det gør ondt. I et trafikkryds bliver vi signaleret til stop af en soldat. Jeg rækker hånden ud med pakken af medbragte neongrønne Kings og én smøg stikkende ud. Han kigger nysgerrigt på pakken, tager smøgen, kigger på os, vores øjne – han smiler og vinker os videre i mylderet. Én uges tid senere i det mørke og vindblæste Danmark får jeg et bødeforlæg på 500 kr gennem posten for besiddelse af ét gram hash. Nå ja, jeg havde helt glemt den bytur – og den danske effektivitet. Her er der ingen hummus til deling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer