Læsetid: 5 min.

Filmstjernernes folkedrabslobby drager i krig

Kamp om et ord. Der er røre om den mondæne amerikanske Save Darfur-kampagne - den passer ifølge Columbia-professoren Mahmood Mamdani mistænkeligt godt ind i krigen mod terrors fjendebilleder, men kan selv fremkalde det folkedrab, den råber op om
Udland
28. april 2007

"Folkedrabs-olympiaden." Sådan lød skue-spilleren Mia Farrows øgenavn for den kommende olympiade i Beijing i en kampagne, som anført af Farrow tog fat i USA i sidste måned. Årsag? Den kinesiske støtte til Sudans regering, som ifølge den højt profilerede Save Darfur-kampagne fra amerikanske meningsdannere, filmstjerner og New York Times er i færd med at gennemføre et folkedrab på uskyldige, afrikanske ofre i provinsen Darfur.

Men Save Darfur-kampagnen fordrejer Darfurs borgerkrig til en for 'Krigen mod terror' politisk opportun drømmehistorie om onde, muslimske araberes folkedrab på gode, uskyldige afrikanere. Det hævder den anerkendte Columbia-professor i antropologi og regeringsførelse, Mahmood Mamdani, som med et essay i det politisk litterære tidsskrift London Review of Books har vakt postyr blandt de kloge, smukke og velmenende.

Mamdani har tidligere udgivet bøgerne Good Muslim, Bad Muslim om Vestens politiserede forestillinger om muslimer, og When Victims Become Killers om almindelige menneskers omdannelse fra ofre til bødler under Rwandas folkedrab i 1994. I London Review-artiklen anklager han New Yorks intellektuelle elite for gennem Darfur-kampagnerne at styrke fjendebilledet af den muslimsk-arabiske verden ved at tilskrive den det værst tænkelige: et folkedrab.

I virkeligheden, siger Mamdani, har konflikten i Darfur en række paralleller til den Irak-krig, USA-eliten hellere skulle kritisere noget mere. Men mediernes apolitiske og voldspornografiske udlægninger af Darfur gør konflikten til et spørgsmål om race og kultur - ikke om politik.

"Irak er så rodet." Sådan forklarer han den forførende logik.

"I kontrast hertil er der intet rodet ved Darfur. Det er et sted uden historie og uden politik; det er ganske enkelt et sted, hvor gerningsmænd, der klart kan identificeres som 'arabere', konfronterer ofre, der klart kan identificeres som 'afrikanere'."

Men i Sudan giver denne skelnen mellem afrikanere og arabere (som man i øvrigt også hører i P1) ifølge Mamdani ikke mening, idet begge begreber anvendes flydende og handler om mobile politiske og sociale forskelle. I Sudan er en araber noget, man kan blive.

Folkedrab eller ej

USA har officielt kaldt Darfur-konflikten et folkedrab, og FN og Europa har undgået det; disse officielle sprogvalg er afgørende på både juridiske og retoriske niveauer. Ifølge FN's missioner tyder intet på, at der ligger en organiseret udryddelsesplan mod en defineret gruppe bag volden - dette er definitorisk en betingelse for, at voldshandlinger kan leve op til begrebet 'folkedrab'.

Ifølge Mamdani kan den amerikanske dom, at der er et folkedrab, spores tilbage til en 'folkedrabs-advarsel' fra det amerikanske Holocaust-museum i 2004 - og til den indflydelsesrige New York Times-skribent Nicholas Kristofs artikler, som igen og igen har agiteret for to ting: Det, der sker i Darfur er et folkedrab, og dem, der begår det, er muslimske arabere, som den muslimske arabiske verden bør påtage sig et ansvar for.

Men konflikten i Darfur er en borgerkrig (med muslimer på begge sider). Den startede i 2003, da der ifølge Mamdani opstod kampe på to niveauer på én gang: om fordeling af magten og om fordeling af ressourcerne. I Sudans politiske klasse begyndte den vestlige del af landet i hælene på Syden og Østen at kræve mere indflydelse i Khartoum. Og på jorden i Darfur opstod der en konflikt mellem fattige nomader og de rigere agerbrugere, ikke mindst på grund af spændinger, der havde varet siden en tørke, der startede sidst i 1970'erne.

Humanitært militær?

I denne konflikt er den værste vold blevet begået af nomadernes Janjaweed-militser med støtte fra regeringen, men også agerdyrkernes oprørsbevægelser er under anklage for overgreb, og konflikten kan ikke løses uden magtdeling på nationalt plan og ressourcedeling på lokalt, understreger Mamdani. En politisk løsning er altså uomgængelig - ellers vil freden aldrig holde.

På det seneste har helsides annoncer i New York Times og ledere i New Republic krævet en militær intervention med de angiveligt 'humanitære' betingelser, at der ikke skal skeles til "godkendelse fra fjernt civilt eller politisk personale". Ja for nylig kunne journalisten Robert Young Pelton i bogen Licensed to Kill endog rapportere, at det Irak-erfarne sikkerhedsfirma Blackwater gør sine hoser grønne for at få lov at stå for interventionen - så FN-landene ikke selv behøver miste menneskeliv i Afrika.

Problemet er bare, siger Mamdani, at man aldrig har kunnet bygge en fred på humanitære interventioner:

"De er stormagternes sprog. Kolonialismens historie burde lære os, at enhver stor intervention er blevet retfærdiggjort som humanitær."

Som ugandisk-født inder, der blev smidt ud under diktatoren Idi Amins udryddelser af landets indiske befolkning, har Mamdani mærket historien på sin egen krop. Nu påpeger han, at selv i USA's dårlige samvittighed Rwanda lå der også stormagtsinterventioner bag konfliktens eskalering. Paul Kagames angrebsstyrke var f.eks. baseret på grundig amerikansk træning og støtte fra den amerikanske allierede Uganda. Præcis som den nylige etiopiske invasion i Somalia, påpeger Mamdani, hvor USA gentog fejlen:

"I stedet for at bruge sine ressourcer og indflydelse til at fremme en politisk løsning på borgerkrigen og derefter støtte denne løsning, signalerede USA til en af parterne, at de kunne jagte sejren uden at blive straffet for det."

Det er det stof, folkedrab er gjort af.

Den logiske konklusion

Reaktionerne på Mamdanis essay har været rasende.

"Kom ud af dit kontor og ind i den virkelige verden," skriver antropologen Sindre Bangstad. Lige som andre drager hun paralleller mellem Mamdanis holdning og de venstreorienterede advarsler mod interventioner under krigen på Balkan. David Rubenstein, leder af Save Darfur-kampagnen, er mere imødekommende og understreger, at ledelsen har advaret mod det forsimplede skel mellem arabere og afrikanere i Darfur.

Også en af de mest respekterede folke-drabs-eksperter har taget ordet, nemlig Gerard Prunier, som i sidste måneds Monde diplomatique angreb EU og FN for at "nægte at sige folkedrab" om Darfur. Heller ikke i det armenske eller rwandiske folkedrab forelå der dokumentation for en overordnet plan, skriver Prunier nu til Mamdani. Der er en mulighed for, om ikke andet, at "folkedrab er den logiske konklusion" i Darfur.

Mamdani svarer igen: "Det er ikke tilfældigt, at de fleste tilfælde af folkedrab har fundet sted i sammenhæng med en krig; det virker absurd at foreslå, at en udvidelse af krigen er den rigtige måde at forhindre et folkedrab på," siger han og gentager:

"De, der kæmper for en militær intervention mangler at redegøre for, hvordan den skal stoppe Darfurs borgerkrig."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her