Læsetid: 12 min.

Den vanskelige vejtil et andet Sverige

Sverige set gennem togruden. Det er så tydeligt som nogensinde, at blind økonomisk vækst ødelægger kloden. Men det er lige så tydeligt, at økologiske masterplaner ovenfra byder moderne individualister imod, siger to svenske forskere, der engang forlangte loft over svenskernes kødforbrug, boligareal og bilejerskab
7. april 2007

Toget fra København til Stockholm tager godt fem timer og koster 1.383 kroner. Flyet tager tre timer med det hele og koster 1.144 kroner. Den personlige CO2-udledning med toget er omkring 35 kilo for returrejsen, for flyet næsten det firedobbelte.

Det moderne menneskes dilemma. Når man først har fået indsigt i, hvad vi er ved at gøre ved det globale klima, bliver det en moralsk umulighed ikke at handle derefter, påstår Al Gore. Det må nok blive toget denne gang.

I Stockholm skal Göran Bäckstrand og Lars Ingelstam tale i ABF-Huset på Svea-vägen om globale udfordringer og ansvarlig livsstil. To erfarne herrer, den ene tidligere diplomat i den svenske udenrigstjeneste og ledende medarbejder ved Røde Kors og nu seniorforsker ved Forum for Konstruktiv Konflikthåndtering. Den anden civilingeniør, forfatter og professor emeritus i teknologi og social forandring ved Linköpings Universitet.

For over 30 år siden arbejdede de sammen i den statslige tænketank Sekretariatet för Framtidsstudier, etableret af Alva Myrdal. Der fik de i 1974 den bestillingsopgave fra Dag Hammarskjöld Foundation at beskrive en anden udviklingsmodel for Sverige. Det var to år efter FN's første store miljøkonference i Stockholm og bare måneder efter den første olieforsyningskrise. Debatten om Nord-Syd og global ulighed var levende, Rom-klubbens bog Grænser for vækst var stadig på dagsordenen og delte sindene.

Bäckstrand og Ingelstams skrift til Hammerskjöld-fonden kom til at hedde How much is enough? - another Sweden. Dets afsæt var, at tiden for økonomisk tænknings dominans over alt andet måtte være ovre, presset på de økologiske systemer var faretruende og behovet for udviklingsmodeller, der kunne skabe større global lighed, påtrængende. De to forfattere overvejede minimums- og maksimumgrænser for personindkomsten som redskab til at udligne forskelle og bremse overforbrug, men forkastede hurtigt ideen som psykologisk helt ufremkommelig.

I stedet landede de på fem konkrete, men radikale bud til et Sverige, der efter deres mening havde fået nok: Mindre kød, mindre olie, færre biler, mindre boliger, mere holdbare varer.

Bäckstrand og Ingelstams skrift med de fem forslag var"beregnet til seriøs overvejelse".

"Dets forfattere står klar til at argumentere med større grundighed for deres forslag," hed det i teksten fra dengang.

I højhastighedstoget X2000 til Stockholm flimrer et Sverige forbi, som fortsat har sine trafiktætte byer, sin store bilfabrik i Södertälje, sine køer på markerne og svin i staldene og sine rigelige parcelhuse. På togsædet ligger SJ-bladet, Kupé, hvis hovedhistorie hedder 'Fedme - global epidemi' og fortæller, at svenskernes forbrug af sodavand er vokset fra 30 liter pr. person i 1980 til nu 86 liter, og andelen af overvægtige og fede børn i Stockholm fra otte procent i 1989 til 21 procent.

'Green is good'

I kiosken på Stockholms Centralstation kan man vælge hundredvis af andre magasiner fra ind- og udland. Som denne uges udgave af det amerikanske finansmagasin Fortune, der med Arnold Schwarzenegger på forsiden er helliget temaet 'Green is good' og blandt meget andet rummer et interview med Yvon Chouinard, 68-årig californisk direktør for det trendsættende, miljøbevidste tøjfirma Patagonia. Direktøren, omtalt som en 'lykkelig pessimist', siger, at "jeg tror ikke, vi er her som samfund om 100 år og måske ikke engang som art."

"De fleste virksomheder er for Chouinard i bedste fald fantasiløse og i værste fald onde. Deres modus operandi er ikke-bæredygtig vækst, som han sammenligner med 'en kræftsvulst ude af kontrol'," skriver det kapitalistiske kampskrift Fortune.

I ABF-Huset på Sveavägen bruger Chouinards jævnaldrende Göran Bäckstrand og Lars Ingelstam næsten lige så dramatisk et sprog om tidens modsætningsfyldte signaler. Det er Hammarskjöldfonden, der har inviteret til møde, fordi de to samfundsanalytikere på opfordring har genlæst skriftet fra 1975 og præsteret en opdateret analyse, offentliggjort i publikationen What next?

"Vores skrift kom i sommeren 1975, hvor der ikke var meget at skrive om i de svenske aviser. De fem forslag vakte voldsom opstandelse, og den blev ikke mindre af, at vi blev fremstillet som om, vi var statsministerens nærmeste rådgivere, hvad vi desværre ikke var," fortæller Ingelstam.

Olof Palme tilkendegav en vis interesse for de tos analyse, mens en vred transportminister, Bengt Norling, forlangte rapporten smidt i skraldespanden øjeblikkeligt.

"Vore forslag fremprovokerede en slags rædsel i folk. Dengang havde mange kun ejet bil i 10 år, og her kom så nogle, som ville 'sovjetisere' deres drømme med henvisning til miljøtrusler, som folk inderst inde godt vidste, der var noget om," siger Bäckstrand.

Flere avisers lederskribenter mødte '75-skriftet med spørgsmålet: 'Hvordan kan verden blive rigere af, at vi bliver fattigere?' - ifølge Bäckstrand og Ingelstam et effektivt 'blindgyde-argument', der tog luften ud af diskussionen om Sverige havde fået nok.

"Siden udviklede der sig en mere nuanceret og konstruktiv debat, der fortsatte både i og uden for Sverige i flere år," fortæller Ingelstam.

Alligevel løb projektet ud i sandet.

"Hvad vi prøvede i '75 var at få hold på, hvordan 'globale udfordringer' møder menneskers konkrete livsformer. Hvad vi har lært er, at man skal være forsigtig med enkle standpunkter og moraliseren," siger Lars Ingelstam.

I det nye skrift anfører de:

"Ideen om at lave en plan for verdens ønskelige tilstand, præcis som en arkitekt eller ingeniør laver planer, når de designer et hus eller en maskine, var karakteristisk for den tid, vi startede diskussionen i."

Men en sådan rationalistisk tilgang med islæt af utopisk tænkning, planøkonomi og 'social engineering' passer ikke til virkeligheden og menneskene.

"Vores pakke af redskaber og indgreb blev oplevet som formynderisk. Planer som den vækker associationer til autoritære og antihumane projekter som nazisme og kommunisme."

"Hvad der forekommer rationelt, er ikke nødvendigvis sammenfaldende med, hvad der er rimeligt," skriver Ingelstam og Bäckstrand med et citat af den finske filosof Georg Henrik von Wright.

De konstaterer, at der ikke længere laves sådanne stort anlagte 'blueprints' for fremtiden, og at udvikling i virkeligheden foregår ved, at mål og midler er i en vedvarende, besværlig proces af gensidig påvirkning og justering, små skridt og korrektioner, båret frem af løbende kritik og diskussion.

Paradisforestillingerne slut

Sådan må det tilsyneladende være i en tid, der har lagt ideologiske paradisforestillinger bag sig. Men hvor efterlader det Ingelstam og Bäckstrand? Hvordan ser de i lyset af truende klimakatastrofer, øget global og national ulighed samt manglende international sikkerhed på forslagene til opbremsning af den materielle vækst i Sverige?

Deres kritik af vækstøkonomien er mildest talt ikke svækket, fremgår det af den ny tekst og af deres fælles oplæg i ABF-huset.

"En stribe politiske emner, som før sejlede under andre flag - forskning, regionalpolitik, beskæftigelse - er i dag underordnet ét politisk meta-mål: vækst. Dette er sådan set overraskende, eftersom den materielle levefod i de pågældende lande er temmelig imponerende. Argumenterne bag handler ofte om, at vækst er en forudsætning for velfærd og social service samt for sikring af fuld beskæftigelse. Begge disse argumenter er temmelig skrøbelige, for ikke at sige totalt forkerte."

"Bundlinjen er," skriver Bäckstrand og Ingelstam, "at den politiske diskurs i høj grad er vendt tilbage til en endimensionel forestilling om vækst som den nødvendige og tilstrækkelige forudsætning for at forbedre samfundet, fastholde den sociale balance og øge livskvaliteten."

I vore dage og i vor del af verden er det snarere omvendt, hævder de to analytikere.

"Nogle af de væsentligste hindringer for at skabe sociale fremskridt er kulten omkring penge, 'performance' og øjeblikkelig behovs-tilfredsstillelse", fordi det fører til et samfund uden tålmodighed, eftertanke og omsorg for de svage. Akkumulation af individuel velstand på bekostning af andre ødelægger den sociale harmoni, anfører Bäckstrand og Ingelstam.

Lars Ingelstam, der for nylig har udgivet en selvstændig bog om den endimensionelle vækstøkonomis begrænsninger - Ekonomi på plats - henviser til den britiske økonom Richard Layard, London School of Economics, der gennem mange års forskning har påvist den manglende sammenhæng mellem økonomisk vækst og tilfredshed med tilværelsen i velstående lande.

"For lande med et indkomstniveau over 18.000 dollar (ca. 100.000 kr.) pr. person, er der ingen korrelation mellem indkomst og lykke overhovedet," lyder konklusionen, som Ingelstam underbygger med Layards diagrammer og kurver.

Enten vanvittig eller økonom

Dilemmaet er, at så længe den enkelte tror på, at stedse øget indkomst og velstand giver mere lykke, lige så længe stræbes der efter denne form for vækst.

De to svenske analytikere og ikke-økonomer henviser med en vis fryd til den afdøde, britisk-amerikanske økonom Kenneth Boulding, der sagde: "For at kunne tro på ubegrænset vækst i en begrænset verden må man enten være vanvittig eller økonom."

Og Ingelstam og Bäckstrand giver to pædagogiske eksempler på 'for meget af det gode', altså at 'mere' ikke længere er lig 'bedre':

Fødeindtaget, som i store dele af verden har ændret sig fra at være et mangelproblem til at blive et alvorligt overflodsproblem. Samt informationsmængden, der fra at betyde magt nu for temmelig mange indebærer afmagt i form af 'information overload', stress og manglende overblik og sammenhæng.

Fokus på vækst i bruttonationalproduktet, BNP, som dominerende udviklingsparameter hænger ikke kun sammen med, at økonomisk vækst i en lang periode vitterligt var en god approksimation til lykke og velfærd, men også, at BNP og penge er behændige størrelser i samfundsdebatten.

"Forhandlinger om overenskomster og diskussion om pensionssystemer er f.eks. meget lettere, hvis de tager afsæt i BNP og handler om procenter, end hvis man skal forhandle alle mulige kvalitative, svært sammenlignelige goder," påpeger Lars Ingelstam.

Adspurgt af gæsten fra København, om man i vore dage overhovedet kan forestille sig noget andet end en kapitalistisk, markedsbaseret vækstøkonomi, svarer ikke-økonomen:

"Jeg tror, det er fuldt muligt, at en markedsøkonomi ikke vokser. Enkeltøkonomierne - de enkelte virksomheder og brancher - vil hele tiden vokse og kollapse, men der er intet, der tilsiger, at den samlede økonomi skal vokse. Min pointe er imidlertid af pædagogisk art: Vi skal øve os i at komme væk fra vækst som norm. Vi skal indse, at vækst og penge ikke er de bedste termer at tale i, når det handler om udvikling, fremskridt og kvalitet. Vi har i nogle årtier levet i en økonomisk forvildelse, hvor vi har glemt, at penge blot er et redskab, ikke et mål i sig selv."

Det kan være meget godt alt sammen. Men når man spadserer gennem hovedstaden i det Sverige, hvor bilsalget sidste år steg med 3,1 procent, hvor lystyachter i mange-millioner-klassen ligger tæt langs kajen på Strandvägen, og hvor skønhedssaloner nu for 2.800 kroner tilbyder en dag som topmodel med skønhedspleje, nyt hår, nyt tøj, styling og glamourfotografering af det hele, ja, så må man spørge, hvad der kan bringe nye værdier og ny livsform, hvis ikke de formynderiske planer og bud fra 1970'erne kan?

"Man skal nok nuancere det lidt og sige: Der findes bedre og dårligere planer. En del af det, der blev skrevet i '70erne var faktisk ganske godt. Og mange af de planer, vi får i dag, er fattigere," siger Lars Ingelstam og nævner de senere års store dyr i åbenbaringen: FN's 2015-mål, som ifølge ham ikke for alvor lægger op til en ny verdensorden, ikke for alvor tager fat på ulighedens og fattigdommens globale årsager, men reelt bygger videre på 'vi-bør-gøre-noget-for-dem-traditionen'.

Göran Bäckstrand nævner som et andet eksempel på en diskutabel, ny plan det internationale marked for køb og salg af CO2-udslipsrettigheder, der skal gøre redningen af det globale klima til en ny vare, men som der er usikkerhed om effekten af, og som ikke lægger op til at gøre befolkningerne til involverede aktører for et bæredygtigt samfund.

For Ingelstam og Bäckstrand er det netop i dagens samfund helt afgørende at identificere, hvordan samfundsudfordringer og politiske mål kan forstås i det personlige livs kontekst og vice versa.

"Ingen fra det politiske establishment gør noget forsøg på at koble international politik, økologisk bæredygtighed, sikkerhedspolitik eller bistandspolitik med det, vi gør, måden vi lever på, eller hvor meget vi forbruger i dette land," skriver de med henvisning til de seneste svenske valgkampe.

I deres skrift opregner de fem mulige forandringsmotiver:

- ren idealisme - at gøre det moralsk rette uden skelen til egennytten

- efterlevelse af fælles moralnorm, der tilsiger at handle, som man gerne så andre handle i forhold til én selv

- pragmatisk, langsigtet egeninteresse, der kan begrunde visse ofre og omkostninger i dag for at sikre en bedre tilværelse på sigt

- gruppeinteressen, der motiverer til f.eks. ansvarlig omgang med ressourcer og natur for det fælles bedste

- en variant af egeninteressen, der tager afsæt i, at det er ubehageligt og utrygt at leve med uligheder og andres lidelse, selv om man er på det begunstigede hold.

"Vi er ganske sikre på, at der ikke længere findes et entydigt politisk objekt for forandring og ingen entydig dagsorden," noterer de to analytikere.

"Vi må være forsigtige med en alt-for-rationel, fremfarende utopisk tænkning. Vort eneste håb er, at mennesker evner at begrænse sig med afsæt i indre normer og værdier."

Reaktionen på oplægget fra det miljømæssigt engagerede publikum i ABF-huset afspejler utålmodighed, grænsende hos nogle til desperation. Én tror ikke på borgerne, der har kendt situationens alvor i over tre årtier uden at ændre adfærd - "i dag er der endog slankekure, som alene bygger på kød," siger han og forlanger statslig indgriben.

'Hund bider mand - og omvendt'

En anden kasserer det politiske system og kalder på ekspertautoritet. Én opfordrer til dannelsen af et svensk forbrugerparti, mens en fjerde gerne vil have sig frabedt at blive reduceret til forbruger og i stedet tror på kraften i en storslået økologisk vision.

Da den sidste tilhører har bevæget sig ud i den lune forårsaften på Sveavägen, kan gæsten fra København sige:

- Jeres analyse i dag synes skarpere end i '75, men jeres konklusioner og forslag virker svagere?

"Ja, sådan er det. Vi har villet indfange kompleksiteten i spørgsmålet om individuel og kollektiv motivation. Vi bruger udtrykket moralsk ulyst om det forhold, at vi i dag alle er tilstrækkeligt informerede til at vide, at vores livsform er urimelig og umoralsk. Vi kan godt erkende det for os selv og beklage det lidt, men når andre holder et spejl op foran os og påviser det, så oplever vi ulyst og får modreaktioner," siger Lars Ingelstam.

- Betyder det, at I ikke står ved de fem konkrete og provokerende forslag fra '75?

"Dem står vi fast ved. Det er gode punkter med fortsat aktualitet, om end der er sket visse ting. Olieafhængigheden er f.eks. blevet mindre," siger Göran Bäckstrand.

- I dag knyttes der optimisme til det, der benævnes den ny grønne revolution, og som ikke mindst drives frem af store internationale virksomheder. Måske knytter optimismen sig til, at dette ikke er 70'ernes værdiladede og konfliktskabende debat om vækst, men snarere en storstilet bestræbelse på at levere det tekniske fix på de økologiske udfordringer inden for vækstøkonomiens rammer?

"Hovedsporet er det tekniske fix, ja. Men vi ved jo, at mennesker gerne gør ting, som er konkrete, og som forekommer dem at være gode. Og sådan handling genererer viden og gradvist også værdier. Vi er vant til at tænke, at først skaber man nye holdninger, så samler man viden i tråd hermed, og så handler man. Men det kan være omvendt, og derfor kan man nære et berettiget håb om, at dagens bestræbelser på et teknisk fix er forløber for nye vaner, ny indsigt og deraf nye værdier. Vi er vant til historien 'Hund bider mand', men det omvendte kan ske," siger Lars Ingelstam.

Publikationen 'What next?', hvori Ingelstam og Bäckstrands tekst indgår, kan hentes på www.dhf.uu.se

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu