Læsetid: 4 min.

Albanerne klamrer sig til Bush og vice versa

I det konflikthærgede Kosovo og det fattige Albanien lever endnu George Bushs vision om frihed og demokrati via stormagtsintervention
I det konflikthærgede Kosovo og det fattige Albanien lever endnu George Bushs vision om frihed og demokrati via stormagtsintervention
12. juni 2007

Man kan mistænke besøget for at have et rent mentalhygiejnisk sigte.

Da George Bush søndag ankom til det tidligere stalinistiske diktatur Albanien i Europas sydøstlige hjørne, oplevede den amerikanske præsident al den hjertevarme opbakning til sit globale demokratiserings- og liberaliseringsprojekt, som han på så smertelig vis savner i Irak såvel som hjemme i USA. I Albaniens hovedstad Tirana var der ingen, der brændte Bush-dukker, råbte 'Yankee, go home' eller forsøgte at ombringe den amerikanske gæst med vejside- eller selvmordsbomber. Ingen fjendtligtsindede demonstrationer som dem, der de foregående dage mødte Bush i Rom og i Heiligendamm, og som også gik forud for det amerikanske besøg i går i Bulgariens hovedstad Sofia. Ingen mistænkeliggørelse som på G8-mødet og ingen negative meningsmålinger som de hjemlige, der snart har frataget Det Hvide Hus' blodbestænkede demokratiserings-aktivisme enhver folkelig legitimitet.

Tværtimod modtog det lille, stadig forarmede og isolerede Albanien USA's præsident som en sand befrielseshelt. Tiranas gader var rengjorte og smykket med Stars & Stripes, særlige frimærker med Bushs kontrafej og Frihedsgudinden var udsendt, gaden foran det albanske parlament var omdøbt til George Bush Street, og kanoner affyrede 21 velkomstsalutter, mens tusinder af glade albanere vinkede til præsidenten og præsidentfruen, da de ankom til det planlagte syvtimers besøg i hovedstaden.

'Proud to be partners' stod der på store bannere med henvisning til Albaniens oplevelse af at være del af det amerikanske befrielsesprojekt. Albanien har 120 soldater i Irak og har lige besluttet at tredoble sin styrke i Afghanistan til 140 mand. Ifølge præsident Alfred Moisiu forbliver de albanske soldater, så længe de amerikanske styrker kæmper deres ædle sag i de to muslimske lande.

Vi ved, I findes

"Albanien ser USA som frihedens og demokratiets vugge," siger Albert Rakipi, direktør for det albanske Institut for internationale studier, til AP. Rakipi betegner det amerikanske besøg som "en tak for Albaniens nonstop-opbakning til amerikansk politik."

Det bekræftede George Bush.

"Jeg vil gerne sikre, at det albanske folk forstår, at USA ved, at I eksisterer, og at I træffer svære beslutninger for at forankre jeres frie samfund. Jeg kommer her som en elsker af frihed til et land, hvor folket er i færd med at realisere frihedens goder," sagde Bush.

Men kærlighedseventyret mellem den mægtigste nation på jorden og det lille eks-stalinistiske regime lever på forventet efterbevilling. De førhen så kuede og fortsat materielt nødstedte albaneres idealisering af USA hviler på håbet om, at amerikanerne faktisk leverer varen, dvs. realiserer deres drøm om både frihed, demokrati og velstand.

I dag må det betegnes som et åbent spørgsmål, om Det Hvide Hus kan levere og dermed bevise for verden og for de hjemlige vælgere, at det, der er gået så grusomt galt i Irak og ser så tvivlsomt ud i Afghanistan, faktisk kan lykkes på Balkan.

For albanerne handler det især om tre ting. Om at opnå EU-medlemsskab, om at blive del af NATO og om at sikre den serbiske Kosovo-provins med dens kosovoalbanske befolkingsflertal selvstændighed. Det første er ikke nært forestående og i øvrigt ikke Bush's privilegium at afgøre, og det andet møder hårdnakket russisk modstand. Derfor er det Kosovo-spørgsmålet, der opleves som den umiddelbare syretest på USA's evne til at realisere frihedsvisionerne, og også den sag Bush valgte at fokusere på under besøget i Tirana.

"Før eller siden er man nødt til at sige 'Nok er nok. Kosovo er uafhængigt'," sagde Bush. Et udsagn så kategorisk, at premierminister Agim Ceku i Kosovo tog det for et amerikansk løfte.

"Præsident Bush bekræftede ikke blot på ny sin stærke støtte til selvstændigheden - på en måde erklærede han selvstændighed," sagde Ceku søndag til BBC.

Fiasko eller håb

Ét er om selvstændigheden kan leveres, et andet er om det gør Kosovo til et levedygtigt samfund.

Hvad selvstændigheden angår skal FN's Sikkerhedsråd senere i juni drøfte et mæglingsforslag fra FN's Kosovo-udsending Martti Ahtisaari om at give Kosovo selvstændighed fra Serbien med en stærk international civil-militær tilstedeværelse i en overgangsfase.

Serbien og Rusland siger nej - og den serbiske premierminister Vojislav Kostunica kaldte i går Bush's selvstændighedsløfte "en illegitim voldshandling" mod Serbien og Kosovos serbiske mindretal - men på længere sigt er det svært at se nogen anden vej ud af den fastlåste konflikt. Ahtisaaris plan er ifølge International Crisis Group "den bedste opskrift på etableringen af et multietnisk, demokratisk og decentralt samfund (...) alternativet fortoner sig."

Problemet er, hvad det er for en ny lille stat, man i så fald får skabt. Otte år efter 60.000 NATO-soldaters invasion, der tvang de serbiske tropper tilbage, er situationen uholdbar og alt andet end tilfredsstillende. Elforsyning og anden infrastruktur i Kosovo er angiveligt på u-landsniveau, retssystemet har forstoppelse, arbejdsløsheden er over 40 procent, de fleste lever af donor-økonomien, de færreste producerer noget.

"På ottende år af FN-missionen, efter forbrug af 220 milliarder på et område mindre end Skåne (med en befolkning på to millioner), blomstrer den sorte økonomi, mens den hvide nærmer sig kollaps," skriver Maciej Zaremba, journalist ved svenske Dagens Nyheter, i en dugfrisk reportage fra Kosovo.

Dertil er kosovarernes tillid til FN og det internationale samfund ifølge meningsmålinger for hastigt nedadgående. Den aktivistiske - i serbiske øjne terroristiske - selvstændighedsbevægelse Vetevendosje arbejder i dag målrettet på hurtigst muligt at få smidt både FN og det serbiske mindretal ud af Kosovo.

Maciej Zaremba kalder i sin reportage det internationale samfunds Kosovo-mission for "en gigantisk fiasko". Andre kan ikke tillade sig et sådant sortsyn. Heriblandt præsident Bush for hvem den diminutive plet på landkortet i dag er blevet selve lyset i et dystert mørke af fejlslagne missioner. Håbets flamme som kan nære en skrantende tro på, at såkaldt humanitær militær intervention fra stormagtsside kan være redskab til frihed, demokrati og velstand.

Ikke underligt at George Bush sugede hyldesten i Tirana til sig. Ikke underligt at han følte sig bekræftet i sin mission og lod sig friste til at garantere Kosovos albanere frihed og uafhængighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu