Læsetid: 2 min.

Castro tier om comeback

Fidel Castro gav ingen løfter, om at cubanerne får ham som leder igen, da han trådte frem på tv for første gang i 10 måneder
Fidel Castro gav ingen løfter, om at cubanerne får ham som leder igen, da han trådte frem på tv for første gang i 10 måneder
Udland
7. juni 2007

Selvom en frisk Fidel Castro tonede frem på cubanernes tv-skærme for første gang i 10 måneder, gav han ingen løfter om et comeback, og det underbygger teorier om, at Fidel Castro ikke vender tilbage som officiel leder, siger Cuba-ekspert.

- Når han har været så længe væk, er det tvivlsomt, at han kommer tilbage til magten. Men man skal ikke udelukke muligheden for det. Jeg tror, han ville ønske at gøre det, hvis han overhovedet fysisk er i stand til det. Han har altid været en mand, der har drevet sig selv og sin fysik til det yderste, siger Jan Gustafsson, der er lektor ved Center for Study of the Americas på Københavns Handelshøjskole.

I juli i fjor overlod Fidel Castro posten som Cubas officielle leder til sin lillebror, Raul Castro, fordi han selv lå på hospitalet og skulle komme sig efter en mave-tarm operation. Fidel Castros tv-optræden er derfor vigtig, fordi det afliver rygter om, at han er meget svækket eller ligefrem død. Og blandt de interesserede i Castros helbred er, ud over cubanerne, både vennerne i Venezuela og andre latinamerikanske lande og ærkefjenden USA.

- Det har stor udenrigspolitisk betydning, at man ligefrem ser manden i levende live, siger Jan Gustafsson. Han uddyber, at for præsident Hugo Chavez i Venezuela er det vigtigt at se, at symbolet på det kommunistiske Cuba stadig lever, mens USA håber på magtskifte og demokratisering, når Fidel Castro dør.

Ifølge Jan Gustafsson har Fidel Castro meget stor symbolværdi og er en samlingsfigur for cubanerne, og lillebroderen, Raul Castro, kan derfor få svært ved at følge i hans fodspor.

- Raul kan gøre det rent teknisk, forstået på den måde, at han kan overtage pladsen og videreføre nogle ting, han er ikke en dårlig administrator, men han har ikke broderens karisma. Det vil sige, han kan ikke føre den magt og den revolution videre med nye perspektiver, fortæller han. Og livet i storebrors skygge er både godt og skidt for Raul Castro.

- Så længe Fidel Castro er levende og står i kulissen, legitimerer han Raul Castros magt. Men samtidig betyder den legitimering også, at Raul Castro bliver set som en midlertidig magthaver, forstået på den måde, at han kun har magten til låns, forklarer Jan Gustafsson.

Så hvis det fortsat skal være en Castro, der leder Cuba efter Fidels død, må lillebroren træde i karakter.

- I det øjeblik Fidel Castro dør, så skal Raul Castro enten sætte sig lidt skarpere i respekt, altså profilere sig som den egentlige leder af landet, eller overgive magten til nogle andre, siger han. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her