Læsetid: 4 min.

Præsidentvalg med fredsudsigter

Shimon Peres betragtes som Israels evige taber med det store internationale omdømme, der måske kan bevæge regionen i retning af en fredsproces
Udland
13. juni 2007

TEL AVIV - Den absolutte veteran i israelsk politik har rettet blikket mod præsidentposten, og ved dagens valg er der store, om end stærkt omskiftelige, chancer for, at Shimon Peres kan løbe med sejren.

Den 83-årige politiker har indrømmet, at dette muligvis bliver hans sidste officielle hverv. Men ved siden af at mange finder ham for gammel til at bestride posten, møder hans kandidatur hævede øjenbryn fra flere sider, idet han forventes at give det primært ceremonielle job politisk indhold, hvilket på den anden side kan blive et politisk vendepunkt, der kan skabe ny tro på, at en israelsk-palæstinensisk fredsproces alligevel kan rejse sig af den dystre konflikt.

Taberen

Israel vælger sine præsidenter ved en afstemning blandt Knessets medlemmer. Derfor er der et betydeligt mål af politisk intrige og studehandler i krogene forbundet med udpegningen, og naturligvis et stort mål af partipolitik. Peres er således den officielle kandidat for regeringspartiet Kadima, mens Arbejderpartiet, der er partner i koalitionsregeringen, stiller med Colette Avital og dermed gør sig forhåbninger om, at Israel for første gang får en kvindelig præsident. Som tredje kandidat stiller højrefløjens Likud med Reuven Rivlin, der blandt andet har været formand for Knesset.

Sædvanligvis er præsidentvalget en relativt afdæmpet affære, fordi embedet formelt set er ceremonielt og derfor traditionelt har været brugt som retrætepost for veltjente politikere. Men fordi den afgående præsident, Moshe Katzav, forlader posten midt i et retsligt stormvejr af anklager om voldtægt og sexchikane, samler der sig en betydelig interesse om de tre kandidaters løfter om at genrejse embedets værdighed. Og hertil kommer så, at fordi netop Peres nu kandiderer, har valget fået en tilsvarende betydning, idet han forventes at politisere embedet voldsomt.

Også derfor har udfaldet i de sidste dage vist sig at være vanskeligt at forudsige. Peres sagde oprindeligt, at han kun ville opstille, hvis han på forhånd havde sikret sig det nødvendige flertal. Dette har han givetvis også gjort, men efterhånden som valgdagen er rykket nærmere, er den sædvanligvis jernhårde partidisciplin faldet fra hinanden over hele spektret, og et stort antal politikere formodes at være klar til at svigte indgåede løfter ved at lægge deres stemmer andre steder.

Grunden til alt dette er personen Shimon Peres.

Visionerne

Selv i perioder, hvor han som nu har beklædt mindre betydningsfulde ministerposter, har Peres, navnlig gennem de senere år, ubetinget været den israelske politiker, som har nydt størst international respekt. Mens partibossen Ehud Olmert har haft travlt med at holde sammen på sin samlingsregering og sit eget politiske liv, er Peres fortsat i gang med at tale om fredsproces og dialog på sine mange rejser i verden, og det er dette, alle regner med at se ham fortsætte med som præsident.

På denne led kan udsigterne til Peres som præsident give nogle fredshåb for regionen, som ellers kan være vanskelige at øjne. Olmert kommer næppe videre, så selvom Peres' visioner vækker både skepsis og modvilje blandt palæstinensere og længere ud i den arabiske verden, kan han i det mindste betragtes som et håb om noget bedre. Han ønsker, som resten af den israelske ledelse, ingen forbindelse med Hamas, men han har udbredte kontakter til Fatah og taler herudover om dialog og økonomisk samarbejde. Dette har han i årevis gjort gennem sit eget fredscenter, der er et produkt af Oslo-processen, hvor Peres selv var central medspiller og som har belønnet ham med Nobels fredspris.

En stinkende manøvre

Alt dette er oplæg til kontrovers. Mens mange israelske politikere deler hans syn på forholdet til palæstinenserne, ser andre det som en fare, at præsidentembedet med Peres skal blive et magtcentrum, der vil komme til at stå i et konkurrenceforhold til ministerpræsidenten. Og dette har ikke mindst fået mange politikere på tæerne ved det forhold, at Peres er kendt for at være arrogant og hensynsløst intrigant, samtidig med at alle betragter ham som manden, der altid har forfejlet sine mål på det afgørende tidspunkt.

Fra rollen som politisk rådgiver for Israels første ministerpræsident, David Ben Gurion, har Peres været i det politiske rampelys gennem hele staten Israels historie. Han har været ministerpræsident og bestridt et stort antal øvrige ministerposter, men han er også kendt for ikke at have vundet et eneste valg. Kendetegnende er da han i år 2000 tabte præsidentvalget til den politisk farveløse Moshe Katzav.

I stedet synes Peres at have bevæget sig frem ved politiske intriger, der godt nok har fremmet hans politiske mål på fredens vegne, men også har skaffet ham politiske fjender. Da Peres således på et tidspunkt bragte sin egen politiske chef, Yitzhak Rabin, til fald for selv at komme til magten, kaldte denne det en "stinkende manøvre", og dette prædikat har i mange sammenhænge klæbet til Peres lige siden.

Så mens han er under svær kritik for at være for gammel, ligger en mængde andre forhold bag, som gør Peres til en stærkt omstridt præsidentkandidat, der nok vil kunne flytte nogle ting internationalt, men lokalt vil møde stor skepsis for sine handlinger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her