Læsetid: 7 min.

I det alternative Amerikas arme

Yoko Ono lynede med evigung katastrofisk skønhed, Sonic Youth genopførte sit hovedværk, og brandvæsenet lukkede festen. Information har været til musikfestival i Chicago, arrangeret af det uafhængige og toneangivende über-musiksite Pitchfork
Deerhunters skræmmende magre forsanger Bradford Cox besidder en fremragende hjemsøgt sangstemme.

Deerhunters skræmmende magre forsanger Bradford Cox besidder en fremragende hjemsøgt sangstemme.

Ralf Christensen

21. juli 2007

Slaget bølger frem og tilbage i ekstatiske ryk. Piger og drenge med saltvandet sprøjtende fra hver en pore, og kampgejsten i højeste beredskab sejler frem og tilbage foran scenen. Der bliver kæmpet til sidste sveddråbe. Men for hvad? For retten til at slå sig løs og blive slået løs.

Dan Deacon er årsag til al balladen. En korpulent, tyndhåret sanger og elektronisk musiker, der har placeret sit udstyr på et bord foran barrieren op til scenen, altså ude hos publikum. Med ryggen til folket, bøjet eller rettere dansende foran et bord med farvestrålende elektronisk musikgrej: Sammentapede effektenheder, guitarpedaler, billigt keyboard, en iPod monteret på en plasticbanan og mikrofonen, som Deacon synger med på sine kulørte plastichymner igennem. Og festen skifter gear fra opstemt bønnemøde til ekstatisk borgerlighedsuddrivelse...

Enhver festival er et minisamfund. Som her i Chicago, i Union Park, der til daglig lægger græs til blandt andet basket- og baseball for folket. Sammen med 18.000 betalende gæster er jeg til Pitchfork Music Festival. Arrangeret af musiksitet Pitchfork for andet år i træk.

De eksotiske træk ved Pitchfork Music Festival viser sig ikke så meget i musikprogrammet, det er et til tider decideret fremragende udpluk af bands, der har gæstet eller vil gæste vore himmelstrøg. Nej, det er mere stemningsmæssige og logistiske fænomener, der gør sig gældende. Folk drikker sig slet ikke som herhjemme. Ja, det lykkes mig faktisk ikke at se decideret fulde mennesker og heller ikke mænd i færd med at aflevere deres alkohol-berigede urin til hegn. Folk opfører sig ganske enkelt pænere, end vi er vant til. Men på den anden side så er de også kun på besøg: Der er ikke nogen teltlejr, og vi skal alle være ude klokken 23.

Musikken er i centrum, men den har det også med at forsvinde på de to mindre af de i alt tre scener, hvor både vind og formentlig underdimensionering sørger for, at musik er noget man får besøg af i vindstød eller ved lav volumen. Også den første dag, der former sig som en slags kanon for alternativ rock og hiphop med tre opførsler af tre klassiske album: Sonic Youths Daydream Nation fra 1988. Slints proto-postrock-vision Spiderland fra 1991. Og Wu-Tang Clan-medlemmet GZA's Liquid Swords fra 1995, som var med til at skabe renæssance for den komplekse eastcoast-hiphop.

Tre klassiske plader fra tre store amerikanske navne. Vi bliver kastet i favnen på tre fragmenter af et alternativt USA, og det er en fornem indgang til tre dages udsolgt musikfestival, samtidig med at det er en klar positionering og definering af Pitchforks identitet: Med andre ord: Tre plader og navne fulde af gnistrende oprindelig indie-ånd og eksperimental tyngde uden tab af det umiddelbares og det kropsliges kunst.

Kropskontakt og sveddans

Sonic Youth er aftenens trækplaster, og det er en lysende fejring, vi får, da den evigt unge kvartet helt ubesværet puster liv i deres kanoniserede hovedværk. De er for længst blevet en enhed af høj intuitiv orden, og det er en nydelse at høre, hvordan strengene smelter sammen, vrister sig fri, skater på tværs af hinanden, river og rusker i det rytmiske, melodiske, harmoniske, klanglige, åndelige firmament, der udgør disse støjrock-klassikere.

Det kildrer ganske enkelt ud i fingerspidserne og op i kraniet, hver gang dette sublime band rører ved deres instrumenter. I aften for at transmittere en lyd og et vred sange ,der har blæst låget af rockhistorien og inspireret generationer på måder, jeg under ingen, ingen! omstændigheder ville være foruden.

Lørdag begynder det regulære program med helt ned under 30 minutter korte koncerter. Den lille Connector Stage pakket ind mellem to hegn viser sig at være for lille til de navne, den får besøg af. Og dermed er vi tilbage ved Dan Deacon.

Jeg skal sent glemme den skurrende elektroniske lyd, og de ekstatiske billeder, der pt. er klistret på min nethinde og heldigvis også mine fotografier fra det ragnarok, som Dan Deacon fra Baltimore pisker op lørdag eftermiddag.

Det handler om kropskontakt og om kollektiv ekstase og om at give slip i fælles flok. Forenet i sang, sved og dans. Og ganske rigtigt: Snart bliver hæmningerne brændt af, snart er vi alle en del af ypperstepræstens menighed, hvor glæden og uhøjtideligheden bliver prædiket for fuld forstærkning.

Deacons sange er skurrende elektroniske, kulørt sammenskruede og stærkt melodiske synthpop-sange i en moderne hjemmelavet lo-fi-stil udbygget med solosang og kor, der former sig som fanfarer til alt med en puls. Der er en vis melankoli i hans melodier, men den overvindes konstant i højstemte klimakser. Det uregerlige afkom og resultat af et uhæmmet orgie mellem Chicks On Speed, Architecture in Helsinki og tidlig Depeche Mode.

Og når Deacon ikke synger for i det kogende orgie foran Connector Stage, så får han mængden til det. Alt bliver rystet løs, og ikke et fiber får ro. Saltvandet sprøjter, morskaben seriedetonerer og pladsen dunker i orgastiske kramper. Som bliver stoppet brat, rigtig brat. Chicagos brandvæsen lukker pludselig for festen. Det er ganske enkelt for farligt, vurderer myndighederne, mængden er til fare for sig selv. Og de kapper strømmen midt i et nummer.

Det er kun med nød og næppe, at mashup-festaben Girl Talk (alias Gregg Gillis) fra Pittsburgh får lov at spille efter Deacon og affyre en fest, hvor popreferencerne står på skuldrene af hinanden. Girl Talk er lige så meget fan af musikken som os andre og danser lige så meget med. Kun afbrudt når den feterede og forrygende selector skal bygge nye lag på lag af samplinger fra hiphop, indierock, r&b og levn fra 70'erne og 80'erne lagt oven i hinanden i babelstårne af postmoderne flødeskum.

Connector Stage giver os denne lørdag to ambassadører, der er rejst tilbage til os for at åbenbare fremtidens fest, som de er en langt mere integreret del af end tidligere tiders musikere. Hierarkiet stjerne-fan er stærkt udjævnet. Dan Deacon står nede blandt publikum, Girl Talk er dernede meget af tiden, mens han laptop klarer ærterne oppe på scenen, hvor der i øvrigt står 10-15 festaber i fuld sving. Skellet mellem modtager og afsender udviskes, bl.a. fordi dette er musik, der er ekstraordinært afhængig af publikumsrespons og -deltagelse. Som når Deacon får folket til at synge med af fuld hals, eller Girl Talk får publikum til at brøle i genkendelsens glæde over endnu en parring af en rapper og et indierock-guitarriff.

Yoko Onos intensitet

Tilbage gemmer lørdag aften på endnu en stor oplevelse: Den evige Yoko Ono, 74 år gammel og stadig i stand til at skære sig gennem de mange lag af blasert krølfedt og aldrende panserhud, man bærer rundt på.

Yoko Ono lyser op med en sjælden nerve, en vakkelvorn funk og en gribende eksperimentalisme. Et yngre, intenst band med en uendeligt intens dame i front. Med en stemme af det sejeste pergament, som hun stadig formår at forme til stift rytmiske figurer, krukkede udbrud og skærende fortællinger fra følelsernes overdrev og menneskehedens katastrofer.

Midtvejs i koncerten får vi en gæstevisit af ingen ringere end Sonic Youths Thurston Moore, der opfører "Mulberry" sammen med førstedamen. Den har hun kun tidligere opført med John og Sean Lennon tilbage i 1968, og den var og er et flosset postkort fra Anden Verdenskrig, fra dengang en lille Ono ledte efter mad i sit sønderbombede Japan.

"They were bombing Hiroshima and Tokyo was burning, so this sound was really very appropriate," siger hun på scenen, efter at Thurston Moore havde spændt sin støjende kunnen op mod Onos på én gang hudløse og kunstlede ekspressionisme. Et musikhistorisk møde mellem to generationer af newyorkere og eksperimentalkunstnere, og et hjertestikkende eksempel på Onos evne til at besøge de mest smertefulde steder og historier uden at blive sentimental eller billig, tværtimod råt følsom og kunstnerisk uerstattelig.

En emotionel skærebrænder, som det er en ære at være i selskab med i Union Park, ja, hvor som helst når som helst.

Mager Jeanne d'Arc på lsd

Søndag flader det kvalitativt noget ud i i forhold til lørdagens store oplevelser. Deerhunter giver dog en storartet koncert. En inficerende blanding af 80'er-fjern shoegazer-sang og moderne psykedelisk støjrock. På én gang stærkt kropslig og fjernt fra kødet - ekspliciteret i den mildt sagt radmagre forsanger, Bradford Cox, der ikke kun besidder en fremragende hjemsøgt sangstemme, men også en excentrisk, urovækkende fremtoning i sin brynje-lignende kjole og kors om halsen. En ironisk distanceret, men alligevel ikke mindre anfægtende rock'n'roll-martyr. Jeanne d'Arc på lsd?

Stemningen er hyggelig og afslappet. Den forunderlige oplevelse at høre veteraner som Sonic Youth og Yoko Ono excellere i den ene ende af aldersspektret med deres klassikere, og i den anden ende. En ny tids rock'n'roll og amok udfoldet af Girl Talk og Dan Deacon bøjet over elektronikken. En festival med fødderne plantet i musikhistorien og fremtiden for enden af fingerspidserne. Så mangler vi bare lidt mere dansk inspireret organisationstalent.

Union Park, Chicago, USA. Fredag den 13. til søndag den 15. juli. www.pitchforkmedia.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu