Det er ofte blevet hævdet, at næstefter præsidentembedet i USA er stillingen som generalsekretær for De Forenede Nationer i New York den mest krævende lederpost, man kan forvalte i hele verden. Ud fra den målestok kan ingen - end ikke den ærkekonservative USA-senator og FN-fjende Jesse Helms - hævde, at generalsekretær Boutros Boutros-Ghalis efterfølger, Kofi Annan, har været en skuffelse.
Tværtimod bliver den 58-årige ghaneser lovprist og besunget i alle verdenshjørner og fra alle politiske kanter. Senest har han været her i landet på et to-dages besøg og blev næppe overraskende fremhævet i pressen som hæderligheden selv. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen sagde i et interview med dagbladet Aktuelt: "Hvis noget menneske på denne klode nogensinde vil kunne bygge bro over de mange modsætninger i vore dages FN, så er det Kofi Annan."
Forventningerne til ghaneseren er altså blevet skruet helt op i vejret. Hvordan kan det hænge sammen? Set med danske og europæiske øjne skyldes det formentligt, at Annan i realiteten blev indsat af amerikanerne, efter at tidligere FN-ambassadør Madeleine Albright iscenesatte et kup mod Boutros-Ghali sidste år. Europæerne havde indtil det sidste forsvaret den distingverede egyptiske diplomat mod den amerikanske offensiv, men gav tilsidst op mod overmagten. Hvilket vil sige - pengeafpresning. Fra Det Hvide Hus hed det, at et forsøg på at overtale Kongressen til at betale restancer på 1,3 milliarder dollar ville mislykkes, med mindre Boutros-Ghali blev slagtet og den mere medgørlige og amerikansk-uddannede Kofi Annan overtog hans plads.
Den nye generalsekretærs første officielle udlandsbesøg blev da også aflagt i Washington. Modtagelsen var hjertelig, og alt tydede på, at den kløgtige og veltalende Kofi Annan havde etableret et mere frugtbart forhold til amerikanske politikere. De europæiske diplomater klappede frydefuldt i hænderne, og satte næsen i vejret efter et reform-initiativ fra Annans hånd, der kan tilfredsstille alle sider, herunder Den tredje Verden. Det kom den 16. juli og blev straks kritiseret sønder og sammen af ledende røster i Kongressen.
Dét til trods for, at et tusinde FN-stillinger skal nedlægges ved naturlig afgang, budgettet for 1998-99 bliver skåret med 123 millioner dollar og udgifter til administration nedbringes fra 38 til 25 procent af budgettet. Fra senatet lød der krav om fyringer her og nu, naturlig afgang var ikke nok. Så i sidste uge kom svaret: FN's generalsekretær har besluttet at fyre 83 fastansatte i Department of Public Information - de første ofre i Jesse Helms kampagne mod verdensorganisationen.
Historien fremhæves, fordi det på ingen måde står klart endnu, om Kofi Annan adskiller sig væsentligt fra sin forgænger. Jovist, hans stil er ikke arrogant og verdensfjern som Boutros-Ghalis, men tværtom jovial og oprigtig. Det afgørende er imidlertid, om Annan med sine reformer kan normalisere forbindelserne mellem FN og USA. Hvis det mislykkes, så kniber det med at forstå, hvorfor Boutros-Ghali skulle forvises i første instans.
Foreløbigt tyder alt på, at Annan opfylder amerikanernes krav på efterbevilling. Ikke fordi Boutros-Ghali var stort bedre. Ham kunne amerikanerne bare ikke fordøje. Punktum. I den forbindelse er det foruroligende, at Annan ligesom sin forgænger forsøger at indsmigre sig hos amerikanerne, når internationale kriser brænder på. I det naive håb at kunne indkassere gevinsten fra Kongressen senere.
FN's vingeskudte undersøgelser af de formodede massakrer på hutuer i Laurent Kabilas Congo er et illuminerende eksempel. Her gik man og troede, at en generalsekretær fra Afrika i det mindste ville bruge sin autoritet og prestige til at manifestere FN's rolle som overvåger af Menneskerettighedskonventionen. I stedet sagde Kofi Annan ja og amen, da Kabila nægtede at lade den modige chilener Roberto Garreton lede undersøgelseskommissionen. Ifølge Informations kilder fulgte generalsekretæren et råd fra USA om at finde en anden.
Garretons efterfølger blev så Koffi Atsu-Amega fra Toto, men i sidste uge sagde Kabila igen nej, angiveligt fordi Togo i sin tid støttede Mobutus Zaire. Men hvem gjorde ikke det? Kofi Annan har med sin kompromisvilje og følgagtighed over for USA's interesser rodet sig ind i en blindgyde, der kan danne en farlig præcedens i denne slags sager. Fra Angola og Cambodja forlyder det nu, at de også gerne vil have udskiftet deres FN-rapportør.
Vi ved godt, at FN er en afsindig svær organisation at lede, men var det ikke Annan, der før sin tiltræden forudsagde, at han som generalsekretær aldrig ville tie, når det gjaldt at forsvare menneskerettighederne? Det minder os om en anden historie, som vores læsere måske vil kunne huske. Sidste vinter bragte dette blad en række artikler, hvori det blev påpeget, at FN's sikkerhedsråd aldrig havde fået overrakt et lyntelegram fra FN's kommandant i Rwanda. I telegrammet citerede han en højtstående kilde i hutu-hæren for de fremskredne planer om et folkemord på tutsierne i landet. Kofi Annan, der på det tidspunkt var øverste leder for FN's fredsbevarende styrker og nr. 2 i FN, valgte efter alt at dømme at blive siddende på telegrammet. Det samme gjorde hans chef, Boutros-Ghali, selv om indholdet råbte til himlen på at blive sendt til Sikkerhedsrådet, hvor man i det mindste havde haft en chance for at tage stilling til, om hutuerne skulle afvæbnes.
Vi har aldrig fortalt læserne, hvad vores mistanke i denne sag er, for det kan ikke bevises. Men her er den alligevel: Boutros-Ghali og Annan mente at vide, at stormagterne efter fiaskoen i Somalia ikke ville udvide eller ændre FN-styrkernes mandat i Rwanda. USA og Frankrig skulle spares for at tage stilling, så telegrammet blev holdt hemmeligt. Det er en fæl beskyldning. Vi håber ikke, at denne tvivlsomme praksis vil blive fortsat under Kofi Annans styre. Verdensorganisationens prestige kan ikke tåle den slags fiaskoer, ej heller i Kabilas Congo, hvor sandheden om myrderierne skal frem, uanset USA's og EU's strategiske interesse i at pleje et godt forhold til den nye diktator.
