Baggrund
Læsetid: 5 min.

Et besøg i New Orleans er som en nedstigning i Helvede

Hele byer langs kysten i det sydøstlige USA er forvandlet til mudret kaos, og hjælpen kommer kun langsomt frem
Udland
3. september 2005

Slidell - Tony Neder glemmer aldrig søndag den 28. august 2005. Først på aftenen kom der en tornado som en slags aperitif skænket af selveste Moder Jord. Så fulgte en tre meter høj flodbølge fra Den Mexicanske Golf, og til sidst kom hovedretten: Orkanen Katrina med en vindhastighed på 220 kilometer i timen, der blæste hele Tony Neders tilværelse i stykker.

"Her lå mit hus," siger han og peger på nogle lysmaster, der rager op af kanalen lige ved udløbet til søen. "Da vandet kom, kravlede vi op på taget. Da vandet trak sig tilbage, skyndte vi os væk fra huset, og så løftede vinden det op. Det ligger derovre," fortæller han og peger opgivende på en bunke murbrokker på den modsatte side af vejen. "Det hele ligger derovre."

'Camelia City' blev Slidell kaldt engang. Det var et hyggeligt, lille lokalsamfund omkring 35 kilometer nordøst for New Orleans, placeret midt imellem Lake Pontchartrain og Den Mexicanske Golf. I dag er store dele af Slidell blevet til et ingenmandsland, et gigantisk rod midt i 35 graders varme i en dommedagsagtig sensommer i det sydøstlige Louisiana.

Efter denne nærmest ufattelige naturkatastrofe er opmærksomheden uundgåeligt blevet rettet mod New Orleans, men ødelæggelserne i 'Big Easy' skyldes primært en bristet dæmning. I byer som Slidell kan man bevidne ødelæggelserne efter en af de voldsommeste orkaner, der nogensinde har ramt det amerikanske fastland.

Langs kysten former der sig over flere hundrede meter, hvad der ligner et månelandskab af bjælker, dragere, væltede træer og de indvendige dele af ventilationssystemer. Der ligger en ram stank i den fugtige luft, skabt af en blanding af havvand, døde fisk i forrådnelse og lugten af udsivende gas.

Den syv kilometer lange køretur fra motorvejen og ned til Slidell, havet og søen er som en nedstigning i helvede. Først virker alting forholdsvis normalt bortset fra enkelte væltede træer. Det første synlige tegn på, at tingene ikke er som de plejer, er en stor båd, der ligger væltet rundt ved siden af den røde murstensbygning, der engang var togstationen.

Ikke et hus er gået fri

Så bliver det værre: Plakattavler, der er flåede i stumper og stykker, bunker af indtørret mudder og vragdele, der ligger spredt ud over det hele. Dernæst dukker de første rester af huse op. Delene flyder rundt i et mørkebrunt mudderdynd. Til sidst kommer jeg til det sted, hvor folk som Tony og Edith Neder boede indtil i søndags.

Ikke et eneste hus - nyt eller gammelt, af træ eller mursten - er gået fri. De fleste er i kraft af Katrinas perverse omhyggelighed blevet forvandlet til dynger af skrammel. Overalt ligger hverdagsting: en fuld youghurtkarton er strandet som et fossil i mudderet, stole og andre møbler er blevet slynget ud til alle sider, og lagener, tøj og køkkenredskaber hænger som guirlander på de halvt væltede træer.

Alle kendetegnene ved den skrøbelige amerikanske civilisation anno 2005 - de velplejede græsplæner, de sirlige fortov, moteller, tankstationer og de bungalower, der husede lokale advokatvirksomheder, skønhedssaloner og lægepraksiser - er blevet skyllet væk. Ødelæggelsen er næsten total. Dette var i sandhed 'USA's tsunami.'

Dette er Slidell i katastrofens yderkant, hvor hjælpen kun kommer langsomt frem. Tæt på byens centrum er nogle arbejdere i færd med at rejse telefonmasterne og forsøge at få styr på elektricitetsforsyningen. Cirka en kilometer fra togstationen har nogen åbnet en bod, der sælger frugt og grønt, men tættere på vandet er der ikke sket noget endnu. Ægteparret Neder aner ikke deres levende råd.

"Jeg kan ikke forstå, at de ikke engang har kørt nogle basale fornødninger herud," siger Tony Neder. "Man ser alt det, de sender til Irak og kan ikke lade være at undre sig."

De eneste af ægteparrets ejendele, som overlevede orkanen, har Tony og Edith Neder samlet i to sorte plastiksække: Nogle tæpper, nogle papirhåndklæder, nogle flasker med vand og andre fornødninger. På mirakuløs vis har parrets seks uger gamle labradorhvalp, Yellow, også overlevet.

Kan ikke komme væk

Tony og Edith kan ikke komme ud af byen. Tonys lastbil ligger halvt begravet i mudder. De håber, at nogle af deres venner vil hjælpe dem. Edith river bogstaveligt talt den avis til sig, som jeg rækker til hende. Det er de første nyheder i tre døgn i byen, der ikke kan kommunikere med omverden.

Ingen ved, hvor mange der er omkommet i Slidell. "Det er vist ret heldigt, at vi er i live. Vi troede, at vi skulle dø," siger Tony Neder. Men heldet er relativt. "Vi har mistet alt. Lastbilen var forsikret, men ikke huset, og jeg har mistet 5.000 kroner i kontanter, som jeg opbevarede i huset."

Værktøjet fra hans lille maskinværksted, som lå lige foran det hus, der nu er forsvundet, ligger spredt rundt i mudderet, gennemvædet af saltvand og ubrugelige.

Ægteparret Neder vidste godt, at der var blevet udsendt advarsler om, at indbyggerne skulle forlade området, inden orkanen ramte, men i sidste ende blev særlige omstændigheder i familien afgørende. Tony Neders søn var nødt til at køre sin søn, der lider af leukæmi, til behandling på hospitalet. Tony indvilligede i at tage hen til sønnens hus for at kontrollere, om alle døre og vinduer var blevet lukket. Så kom tornadoen, og det blev umuligt at tage afsted.

Et himmelsk sted

Et mere rammende spørgsmål er, hvorfor Tony Neder overhovedet valgte at slå sig ned her, hvor orkanerne truer med mellemrum.

"Det var et himmelsk sted," svarer Tony og peger ud tværs ud over sumpen og vandet og hen mod skoven i det fjerne. "Man kunne stå og fiske direkte fra altanen. Jeg havde lige købt en båd, men vi havde ikke nået at bruge den endnu."

I første omgang rejser Tony og Edith Neder til Texas for at bo hos nogle familiemedlemmer, men derefter ved de ikke, hvad der skal ske. I øjeblikket er ægteparret ligesom tusindvis af andre mennesker langs golfkysten flygtninge i deres eget land.

"Det er sådan noget, man ser i fjernsynet," er der en, der siger. "Det sker altid i den tredje verden, men nu er det sket her i USA."

Tony og Edith Neder har klaret sig igennem flere voldsomme uvejr - selv den berygtede orkan Camille, der ramte kysten i 1969, og som målt i vindstyrke var endnu kraftigere end Katrina - men naturens seneste angreb har ødelagt alt for ægteparret.

"Hvad der end sker, så flytter vi herfra, når der kommet mere lidt mere styr på tingene igen," siger Tony Neder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her