NEUKÖLLN - Sædvanligt morgenkaos i børnehaven. Klokken er lidt over ni, børnene har sat sig ved det store bord for at spise, mens institutionslederen Martina Reicke forsøger at holde lidt orden og selv spise den croissant, hun har taget med fra bageren.
En tyrkisk bedstemor kommer for at aflevere et barn. Martina minder hende om, at der er lukket i morgen.
»Lukket?« spørger den tyrkiske kvinde.
»Ja, alle fik et brev om, at i morgen er her lukket, og i overmorgen er der kun åbent til 15,« siger Martina.
»I morgen lukket?« spørger den tyrkiske kvinde.
»Neukölln er en af Berlins indvandrerbydele, mange nationaliteter lever sammen, og somme tider er kommunikationen svær.
En dreng, som hedder Tuba, har fundet et par pigesko ude i gangen.
»Hvad er det for nogle sko, du har taget på?« spørger Martina og forklarer, at det er Tubas helt særlige interesse; at tage de andre børns sko på.
Martina Reicke er venlig, men virker træt, resigneret, langtidsstresset, feriemoden. Jeg spekulerer over, om hun kun har sagt ja til dette interview, fordi hun ikke havde kræfter til at sige nej. Normalt er de to pædagoger, men hendes kollega er gået på ferie, så Martina Reicke må holde skansen med hjælp fra fire unge piger, som arbejdsformidlingen har sendt i aktivering i Herzkindergarten. De får én euro i timen som supplement til socialhjælpen og passer deres arbejde med sløv ligegyldighed.
»Klara, spis nu din morgenmad,« siger Martina Reicke til en lille pige, der leger med indholdet af sin madkasse.
Mørke rum
Der er plads til 15 børn i Herzkindergarten, som er indrettet i en nedlagt butik med tilhørende beboelse. To mørke værelser og et butikslokale med en lavthængende hems.
»Det er børnenes område. Vi kommer der kun en gang om ugen for at rydde op,« forklarer Martina Reicke.
De færreste af stolene omkring spisebordet er af samme model, gangen er trang, hylderne kan næsten ikke rumme alt det, de skal bære. Hvis danske myndigheder fik opsnuset en institution som Herzkindergarten i deres ansvarsområde, ville den omgående blive lukket, men af en tysk institution at være er børnehaven i Hobrechtstrasse faktisk helt i orden.
Herzkindergarten blev startet på initiativ af en gruppe forældre for 14 år siden. De mente, at der var behov for flere børnehavepladser i kvarteret og fandt den nedlagte butikslejlighed. Kommunen hjalp med en del af pengene til istandsættelse og indretning. Den daglige drift støttes også af det offentlige.
Konstruktionen hedder 'initiativbørnehave' og er langt billigere end de institutioner, kommunen selv driver, bl.a. fordi forældrene udfører en del af arbejdet frivilligt.
»Jeg kom først til for otte år siden, men på billederne kan man se, hvor forfærdeligt her så ud, da de begyndte. Forældrene monterede en håndvask og et lille toilet til børnene. Nogle af møblerne har forældrene selv lavet, andre kommer fra kommunale arbejdsløshedsprojekter. Man skal kun betale materialerne - det synes jeg er flot.«
En totalrenovering var der ikke penge til, og adgang til det fri har børnene ikke. Heldigvis har områdets børnehaver i fællesskab en stor indhegnet have, anlagt på en gammel bombetomt fra Anden Verdenskrig.
Budgettet for vedligeholdelse må være minimalt. På en væg er børnenes højde tegnet ind med blyant, målingerne er dateret til 1998. Siden er her ikke blevet malet. Men børn går ikke op i den slags detaljer - og Tyskland helst heller ikke.
Vuggestuer og børnehaver er et særsyn i store dele af landet. I delstater som Nord-rhein-Westfalen og Bayern har kun hhv. hvert 40. og hvert 30. barn en plads, i Berlin er der trods alt en plads til hvert tredje.
En del af problemet
For 50 år siden, da Tyskland endnu var befolket af kernefamilier med hårdtarbejdende fædre og hjemmegående husmødre, var behovet for pasning begrænset. I dag er de manglende tilbud blevet en del af et samfundsproblem.
Den gamle kansler Konrad Adenauer mente i 1956, at (vest)tyskerne da ville få børn under alle omstændigheder, men tiderne skiftede, og resultatet viser sig nu: Landet har EUs laveste fødselsrate (8,7 fødsler pr 1.000 indbyggere mod 12,0 i Danmark).
Især veluddannede kvinder (40 procent) fravælger børn, fordi ulemperne er for store. Karrieren går i stå, familiens indtægt falder - og hvis kvinderne alligevel insisterer på at anbringe børnene i vuggestue for at passe et arbejde, risikerer de omverdenens misbilligelse. Ravnemødre.
Det østtyske regimes bestræbelser på at bringe kvinder i arbejde og stille børnehaver til rådighed blev betragtet som et udslag af kommunismen, som vesttyskerne af princip vendte sig imod.
Efter genforeningen vækker det svindende fødselstal alvorlige bekymringer for fremtiden; hvem skal betale tyskernes pensioner og sundhedssystem i fremtiden?
De tre arbejdsløse piger i aktivering er gået ud på gaden for at ryge, mens Martina Reicke viser rundt i sit lille rige.
»Her er køkkenet, hvor vi selv laver mad. Jeg laver totalt gerne mad. Vi serverer spaghetti, suppe, salat... kun økologisk fra landbrugskollektivet. Hjemme får de kød, og det er i orden, men her får de kun vegetarisk.«
Køkkenet er upraktisk, alt for mange ting er stablet på alt for lidt plads. Men sådan ser Martina Reicke ikke sin børnehave. Efter hun har rejst sig fra croissanten, er hendes humør steget mærkbart, og mens børnene jubler rundt, slår hun ud med armene:
»Det her er mit kald.«
Mænd vil spare
Selv om hendes løn ikke ligger meget over 10.000 kr. om måneden, og selv om hun ofte er alene på arbejde med de unge piger fra arbejdsformidlingen, virker hun et øjeblik lykkelig.
»Sidste år var vi på koloni ved Stendal med de større børn. Vi havde ti løbecykler af træ med. En af fædrene sælger dem i sin butik oppe i Sanderstrasse. Det var rigtig godt, for nogle af børnene havde aldrig sovet andre steder end hjemme.«
For små midler kan det lade sig gøre at give børnene store oplevelser, men de små midler bliver i fremtiden endnu mindre, for Berlin er fallitten nær.
»For tiden bliver der skåret ned på børnehaverne. Hos kommunen sidder kun mænd, og de ser ingen problemer i at spare på børnehaverne. De har også fundet ud af, at arbejdsløses børn ikke behøver at gå i børnehave.«
