Blandt Irlands bølgende bakkedrag ligger guerillaernes skat begravet. Tonsvis af sprængstof, rifler, dysekanoner og granater venter på at komme i brug langt væk fra drømmenes Tipperary.
På at eksplodere i det britisk styrede Nordirland, hvor protestanter endnu hader katolikker og tanken om en udelt, irsk republik. Akkurat som katolikkerne ikke kan fordrage den britiske tilstedeværelse og de loyale protestanter.
At fredsprocessen nu er begyndt i Belfast, betyder blot, at høgene i begge lejre venter på chancen for at knuse den. Dissidenter, der ikke kender begrebet kompromis i striden om Nordirland, men sagtens kan stave til Kalashnikov.
Forhandlingerne om Nordirlands mulige fred startede i mandags på Stormont Castle i Belfast. Mødernes historiske karakter understreges ikke mindst af, at partiet Sinn Fein var inviteret i egenskab af Den Irske Republikanske Hærs (IRA) politiske gren.
Invitationen kom, fordi IRA har overholdt en våbenhvile fra 20. juli i år. Våbenhvilen var på én og samme tid så langt, som IRA ville gå, og den mindste indrømmelse, som lederen af det protestantiske Ulster Unionist Party (UUP), David Trimble, kunne acceptere. Hans parti er den største politiske gruppering i Nordirland og har tidligere forlangt, at IRA skulle aflevere våbnene før forhandlinger, ligesom den britiske regering gjorde under Margaret Thatcher og John Major. Ellers tror han ikke på, at IRA vil holde fred efter maj 1998, hvor Nordirland enten forbliver britisk eller løsrives helt eller delvist.
Tirsdag var Trimble for første gang på vej til Stormont efter endelig at have overbevist sine partifæller om, at det gik an at forhandle med republikanerne i Sinn Fein. Men Trimble nåede ikke frem.
Han hastede i stedet til byen Markethill for at inspicere skaderne på en politistation, som 200 kilo sprængstof netop havde flået til ukendelighed. IRA, der ikke tidligere er veget tilbage for at indrømme bomber og mord, nægtede at stå bag.
Men til flokken af reportere sagde David Trimble, at bomben garanteret var IRA's, og at han allerede havde bedt den britiske minister for Nordirland, Mo Mowlam om at kyle Sinn Fein ud.
Trimble burde lade politiet opklare sagen og undgå fremtidig optræden som clairvoyant politiker. Han kunne nemt fortryde det, hvis bomben skulle vise sig at være protestanternes.
Sinn Feins forhandler Gerry Kelly havde også sin forståelige, men lige så uacceptable reaktion på tirsdagens bombe. Han fordømte den ikke, men kaldte den "skuffende" og "beklagelig".
Det svar du'r ikke, eftersom Sinn Fein har underskrevet forhandlingsleder Mitchells principper om fredelige mål og midler samt nedlæggelse af paramilitære grupper.
Kelly må ligesom Trimble acceptere, at retorikken nu skal høres af modparten og kunne fordøjes. Sinn Fein må vænne sig til, at volden hører til i Nordirlands fortid, selvom et flertal til maj stemmer for at beholde forbindelserne til London.
Og med sin position som dissidenterne, der kom ind fra kulden, kan Sinn Fein ikke tillade sig at kalde bomber "beklagelige". Det manglede også bare.
Det kedelige ved Trimbles stil er, at han kan tillade sig den. Mandag formiddag sagde den britiske og irske regering i en fælles udtalelse, at intet - hverken ved forhandlingers form eller en endelig aftale - kan vedtages uden Trimbles deltagelse som repræsentant for et unionistisk flertal.
Udtalelsen fik Trimble i gear, for den betyder, at han kan gøre. som han vil - intet kan vedtages, hvis han bliver væk.
Uden for cirklen af UUP, Sinn Fein og de katolske nationalister SDLP står de kompromisløse.
På den katolske side Continuity Army Council (CAC) og Loyalist Volunteer Force (LVF) på protestanternes. Ingen af dem har erklæret våbenhvile og CAC mistænkes for at stå bag angrebet tirsdag.
For fanatikerne i de to organisationer er de forhandlerne forrædere, der sælger ud af - enten de republikanske aspirationer eller det britiske kongedømme med Nordirland som en naturlig del.
Hvad disse grupper har tænkt sig i de kommende dage, tør ingen gætte på, men David Trimbles aftræk mod Sinn Fein var så kvikt, at bombemændene må juble. For selvom Sinn Fein ikke repræsenterer en majoritet blandt nationalisterne, er de uundværlige for en fred. Uden Sinn Fein ved bordet er 28 års borgerkrig med 3200 dræbte ikke forbi.
Det ved Trimble, og derfor er hans opførsel både før og under forhandlingerne svær at tage alvorlig. Ikke mindst fordi meningsmålinger i baglandet viser massiv opbakning til at forhandle. Men opførslen er farlig.
Trimble er som leder af UUP den mest sandsynlige leder af et kommende nordirsk parlament. Det er hans ansvar mere end nogen andens, hvis Nordirland forpasser sin chance for fred, fordi guerillagrupper, som ikke kan tages i ed, fortsætter forbrydelserne.
Bedre bliver det ikke af, at Trimble i går vendte tilbage til forhandlingerne med en lussing i lommen:
"Med UUP ved bordet bliver der intet forenet Irland, ingen delt suverænitet eller delt myndighed over
Nordirland".
Teatertorden, måske. Men det samlede billede af manden, der holder Nordirlands skæbne i sine hænder, er ynkeligt. Hans udtalelser passer perfekt i dissidenternes spil. CAC og LVF håber af al magt, at Trimble vil fortsætte sit hysteri ved selv den mindste provokation. Dog lurer faren for, at David Trimble med sit hysteri får ødelagt og forsinket fremskridt så meget, at ekstremisterne i IRA mister tålmodigheden og sprænger noget, og freden, i luften. Men måske gavner den fare i virkeligheden nordirerne. Trimble ønsker næppe at blive husket som politikeren, der knuste sin egen karriere sammen med det, alle parter har kaldt Nordirlands største chance i tre årtier.
