Læsetid: 5 min.

Dømt for mistænkelig adfærd

Michael Rasmussen forsvarede endnu en dag sin gule trøje og øgede sin chancer for vinde Tour de France, men mod dopingmistanker, der allerede har fået karakter af dom, har han intet forsvar
Sekunderet af en holdkammerat dukker Michael Rasmussen ud af tågerne på vej op mod Port de Bales. Manden i gult er ikke under mistanke for dopingindtagelse i den forstand, at han er genstand for efterforskning af domstole eller sportslige myndigheder. Han har allerhøjst udvist mistænkelig adfærd ved sine forsømmelser, men det kan ikke være grundlag for hverken anklage eller dom ved nogen retlig eller sportslig instans. Kun for en selvbestaltet folkedomstol, og sportsdirektørerne fra konkurrerende hold burde have holdt deres kæft.

Sekunderet af en holdkammerat dukker Michael Rasmussen ud af tågerne på vej op mod Port de Bales. Manden i gult er ikke under mistanke for dopingindtagelse i den forstand, at han er genstand for efterforskning af domstole eller sportslige myndigheder. Han har allerhøjst udvist mistænkelig adfærd ved sine forsømmelser, men det kan ikke være grundlag for hverken anklage eller dom ved nogen retlig eller sportslig instans. Kun for en selvbestaltet folkedomstol, og sportsdirektørerne fra konkurrerende hold burde have holdt deres kæft.

Bas Czerwinski

Udland
24. juli 2007

Der foregår mange mærkelige ting under Tour de France lige nu, og mange mennesker føler sig kaldede til at være både vidner, politi, anklagemyndig og dommer i en og samme sag. Sagen Michael Rasmussen, for en sag er det jo blevet, at manden i den gule trøje har forsømt at indberette kvartalsvis sit opholdssted og et tidspunkt dagligt, hvor han kan træffes. For det har han fået fire advarsler, men fra to forskellige myndigheder, så en regel om, at tre advarsler inden for 18 måneder udløser en dopingsag, kan ikke anvendes.

Flere sportsdirektører i feltet har offentligt tilkendegivet, at Rasmussen slet ikke burde køre i løbet, og at han vil være en uværdig vinder, hvis han skulle gå hen og beholde den gule trøje helt til Paris. De påberåber sig den etiske kodeks, som cykelholdenes ledelse vedtog før Tour de France sidste år under indtryk af den spanske dopingsag Operacion Puerto, og ifølge denne interne vedtagelse skal alle ryttere under mistanke for doping nægtes start i Tour de France. Det var den direkte årsag til, at sidste års storfavoritter Jan Ullrich og Ivan Basso, blev sendt hjem fra Frankrig umiddelbart før løbets start. De var under mistanke, og ordet kan defineres præcist: De var under politimæssig efterforskning, og deres navne optrådte i gennemskuelige koder i papirer i anklagemyndighedens besiddelse. I Italien foregår flere lignende undersøgelser, og heller ingen ryttere, der optræder her, må køre. At man kan udelukke et menneske fra at udøve sit erhverv på den blotte mistanke, er betænkeligt, men det er ikke diskussionen her.

Burde have holdt kæft

Forskellen mellem Ullrichs og Bassos tilfælde og Michael Rasmussens turde være iøjnefaldende. Han er ikke under mistanke i den forstand, at han er genstand for efterforskning af domstole eller sportslige myndigheder. Han har allerhøjst udvist mistænkelig adfærd ved sine forsømmelser, men det kan ikke være grundlag for hverken anklage eller dom ved nogen retlig eller sportslig instans. Kun for en selvbestaltet folkedomstol, og sportsdirektørerne fra konkurrerende hold burde have holdt deres kæft.

Det burde formanden for den internationale cykleunion, UCI, Pat McQuaid, også. Han har udtalt, at Tour de France mister sin troværdighed, hvis Michael Rasmussen vinder, og det er opsigtsvækkende. Enten kender han til forhold vedrørende Rasmussen, som offentligheden ikke ved noget om, eller også sviner han en af sine egne atleter til på et meget spinkelt grundlag og giver med sin stillings vægt ny næring til rygter og mistanker.

Men mest næring giver lige nu en amerikaner, Whitney Richards, der har meldt sig med en historie til det amerikanske cykelsite, Velonews, hvor han fortæller, at Rasmussen i 2002 forsøgte at at få ham til at smugle en skotøjsæske med hæmaglobin fra USA til Italien. Både UCI og DCU vil gerne høre på ham og teste hans troværdighed, men lige nu ligner det en påstand mod påstand, og hvad amerikanerens historie kan bruges til i retning af sanktioner mod Rasmussen, har jeg i hvert fald ingen forstand på. Jeg tvivler.

Om Rasmussen har brugt de dage, hvor han har været uden for overvågning, til at træne til Tour de France med brug af alverdens forbudte medikamenter, er i denne sammenhæng underordnet. Jeg ved det ikke, ingen andre ved det, men så længe ingen ved det, burde der ikke være nogen sag. Dette er ingen plædering for Rasmussens uskyld, men et forsvar for retsprincipper, som er selvfølgelige ude i samfundet, men som i idrættens og især i cykelsportens parallelverden krænkes og tilsidesættes, langt ud over hvad dopingbekæmpelsen påstås at kræve. Lige nu særdeles groft. Og så længe Michael Rasmussen blot har udvist mistænkelig adfærd, synes jeg, at han klæder gult ualmindelig godt og værdigt.

Vinokourovs dag

Hans opgave i går og på løbets sidste bjergetape på onsdag er dobbelt og ganske vanskelig: Lade sit hold køre defensivt og kontrollerende for at forsvare det forspring, han allerede har, og samtidig sørge for at udbygge forspringet til en betryggende afstand inden enkeltstarten på lørdag, hvor det hele sandsynligvis afgøres. Men det var i går ikke Rasmussen og Rabobank, der kom til at diktere udviklingen. Det gjorde Aleksander Vinokourov, som dagen forinden først havde været i vanskeligheder på en tidlig stigning og siden styrtede, men som i går ville tage sin revanche med i hvert fald en etapesejr til at lindre sine smerter i knæet og dem i ambitionerne om den samlede sejr. Han angreb simpelthen på den allerførste og mindste af dagens fem bjerge og fik etableret et meget stort udbrud på 25 ryttere, der en overgang havde et forspring på over 10 minutter. Så stærkt blev der kørt, og så stort var mandefaldet 150 km fra mål, at Rasmussens tropper i front simpelthen måtte slække på tempoet for at holde sammen på deres egne. Et svært forsvar, hvor truslen var, at Rasmussen kunne blive isoleret fra sine hjælpere på et alt for tidligt tidspunkt, og dermed være meget sårbar over for de forventede angreb på næstsidste og sidste bjerg. Men med samling på sine folk og med sin detroniserede holdkaptajn liggende ude som hjælperytter i udbruddet med mulighed for at lade sig falde tilbage og tage del i forsvaret, holdt holdets massive preskørsel opad de andre favoritter fra angreb.

Status quo i toppen

Der kom faktisk kun et eneste seriøst og ikke uventet fra nærmeste rival; Alberto Contador, som med sit eksplosive antrit angreb få kilometer fra toppen af sidste bjerg, Col de Peyresourde, og Rasmussen var den eneste, der kunne følge ham i den første og efterfølge byge af accelerationer. Sammen kørte de over toppen og de godt 11 km ned til målet i Loudenvielle. Status quo mellem de to, men endnu en gevinst - for dem begge - på næsten et minut til de øvrige favoritter.

Men da var Vinokourov for længst kørt over stregen som etapevinder, med resterne af det tidlige og i klassementssammenhæng ufarlige udbrud dryssende efter sig. Han havde angrebet ved foden af Peyresourde og kørte så magtfuldt, at han lignede den Tour-vinder, han aldrig blev - på grund af efterveerne efter sit styrt allerede på femte etape, men mest på grund af den enestående mangel på stabilitet, han altid har vist.

I dag er hviledag, og i morgen venter sidste og nok sværeste bjergetape med mål oppe på Col d'Aubisque. Rasmussen og Contador har skilt sig ud, men så svær er etapen, at intet kan regnes for afgjort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her