Læsetid: 7 min.

Efterdønningerne fra Det Tyske Efterår

I 1977 blev tre ledere af Rote Armee Fraktion fundet døde i deres celler i det topsikrede tyske fængsel Stammheim. Den officielle årsag var selvmord, men 30 år efter deres død lever myten om, at det var den tyske stat, der 'sørgede' for de tre RAF-lederes endeligt, fortsat og har mange tilhængere. Informations Berlin-korrespondent holder tungen lige i munden og refererer her konspirationsteorien, som store dele af den tyske venstrefløj mener er sandheden
Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe blev begravet den 27. oktober 1977. Tv. ses Gudrun Ensslins far. Godt 30 år efter er der fortsat mange på den tyske venstrefløj, der mener, at de tre RAF-folk blev myrdet af den tyske stat.

Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe blev begravet den 27. oktober 1977. Tv. ses Gudrun Ensslins far. Godt 30 år efter er der fortsat mange på den tyske venstrefløj, der mener, at de tre RAF-folk blev myrdet af den tyske stat.

19. juli 2007

Den 18. oktober 1977 var en af de mest dramatiske dage i den tyske Forbundsrepubliks historie. Samtidig med, at befolkningen gennem radio og tv blev informeret om, at tyske specialstyrker havde stormet et kapret Lufthansa-fly i Mogadishu i Somalia, dræbt gidseltagerne og befriet gidslerne, kom nyheden om, at man i det topsikrede fængsel i Stammheim ved Stuttgart havde fundet de tre ledere af Rote Armee Fraktion, Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe døde og et fjerde RAF-medlem, Irmgard Möller, hårdt såret.

Den officielle version, der i al hast blev udbredt i de borgerlige og statslige medier, lød på, at RAF's historiske ledere havde begået selvmord, efter at de omkring midnat havde erfaret, at gidselaktionen i Somalia var mislykkedes, og at de derfor ikke ville blive befriet af kammerater uden for fængslet.

Tør hvor andre tier

Men endnu i dag tror få på den tyske venstrefløj, at det er sandheden. Langt mere sandsynligt er det, at de tre ledere blev koldblodigt myrdet af agenter for de tyske politistyrker efter ordre fra højeste sted. De gjorde ikke deres arbejde ordentligt, og derfor overlevede Irmgard Möller, så hun til det officielle Tysklands forbitrelse kunne tale magten midt imod og tilintetgøre selvmordspåstandene.

Det er da også en kendsgerning, at en meget stor del af den tyske venstrefløj endnu i dag nægter at acceptere den officielle version. Det er meget få bøger og avisartikler, der bruger ordet 'selvmord' om de tre lederes død i Stammheim. Også i Danmark har man haft en sund skepsis over for den tyske statsmagts forklaringer. Ekstra Bladet skrev den 18. oktober på sin forside, at Baader, Ensslin og Raspe var myrdet i deres celler. Avisen turde, hvor andre tiede.

Schleyer var nazist

Baader, Ensslin og Raspes mord i Stammheim var kulminationen på det, man dengang kaldte 'det tyske efterår'. I september bortførte RAF-Kommando Sigfried Hausner den tyske arbejdsgiverformand Hanns Martin Schleyer efter at have lokket ham og hans livvagter i et baghold i Köln. Schleyer havde været en højtstående nazist i den tyske værnemagt under krigen.

Kommandoen krævede RAF-fangerne frigivet og fløjet til et land, de selv ville vælge.

Den tyske regering nægtede at give sig og lod politiet holde Schleyers bortførere hen med alle mulige udflugter. Mere end en måned senere satte RAF's kammerater i den palæstinensiske bevægelse PFLP så trumf på med kapringen den 13. oktober af et Lufthansafly på vej til Mallorca fra Frankfurt. Flere arabiske lande nægtede flyet landingstilladelse, og efter en farefuld rundrejse, hvor flyet blev tanket op et gange undervejs, endte det i Moga-dishu, hvor det i ly af natten blev stormet af en tysk eliteenhed, der gjorde kort proces med de palæstinensiske frihedskæmpere.

Staten havde en plan

Undervejs i forløbet havde en krisestab omkring den daværende tyske kansler, Helmut Schmidt, diskuteret alle muligheder - og også den mulighed, at man henrettede fangerne i Stammheim. Det var den bayerske ministerpræsident, Franz Josef Strauss, der stod for den idé.

Oliver Tolmein, der er tv-journalist og forfatter, har skrevet flere bøger om sagen. Og de går som varmt brød på den tyske venstrefløj.

Tolmein skriver blandt andet, at den tyske industri det seneste år inden drabene i Stammheim havde pumpet penge i den tyske efterretningstjeneste og det tyske anti-terrorkorps. Men medierne syntes ikke, det var en god idé at lægge to og to sammen og sætte pengestrømmen i forbindelse med de tre lederes uforklarlige død, skriver Tolmein.

Dertil kommer, at Forbundsrepublikken netop havde overstået en flere år lang proces mod RAF-fangerne i Stammheim.

Processen endte med, at RAF-fangerne blev idømt livsvarigt fængsel for en række politiske drab og attentater, men undervejs havde retsvæsenet måttet bøje alle paragraffer i retsplejen.

De anklagede var f.eks. kke til stede under forhandlingerne, ja, end ikke da deres domme blev læst højt, beretter Tolmein.

Ustandselig udelukkede dommerne de anklagedes forsvarere fra retshandlingerne, og nye forsvarere måtte overtage sagerne. Samtidig kørte medierne en uforbeholden hetz mod de anklagede, så det lå i kortene, at de ikke ville få en fair retssag.

Kort sagt: RAF-folkene var blevet den kapitalistiske og revanchistiske tyske stat en klods om benet. Det klogeste ville være at bringe problemet ud af verden én gang for alle. Og det var også, hvad der rent faktisk skete, konkluderer Tolmein.

En mislykket henrettelse

Den første fange, fængselsbetjentene fandt om morgenen den 18. oktober, var Jan Carl Raspe. Han lå hårdt såret på gulvet i sin celle skudt med et enkelt pistolskud gennem tindingen. I stedet for at tjekke de andre celler straks, tilkaldte man redningsmandskab og fængselsledelse.

Raspe blev ført til en operationssal i fængslet, men overlevede ikke attentatet. Betjentene 'glemte' at sikre sig, hvor pistolen lå, da de samlede den op, og i øvrigt var så mange mennesker trampet igennem cellen, at alle mistænkelige spor var slettet.

Først efter at Raspe var båret ud af sin celle, åbnede man Andreas Baaders. Her fandt man RAF-lederen død på gulvet, hans pistol lå ikke langt fra ham. Det fremgik senere, at der havde været ildkamp i cellen. To skud havde ramt hans madras og cellevæg, og patronhylstrene var omhyggeligt fejet sammen. Baader var dræbt af et nakkeskud.

Betjentene lukkede igen døren til cellen og åbnede derefter døren til Gudrun Ensslins celle på den anden side af gangen.

Efter nogen søgen fandt man hende hængt bag et forhæng. Hun var død. Derefter åbnede man døren ind til Irmgard Möllers celle og fandt hende liggende sammenkrøbet på en madras. Hun stønnede, og hendes hænder var oversmurt med blod. Det viste sig, at nogen havde stukket hende fire gange i brystet med en bordkniv fra fængselskantinen, dog uden at ramme hjertet.

Irmgard Möller overlevede.

Meget, meget mystisk

Tolmein har svært ved at acceptere den officielle forklaring. Han spørger, hvordan det overhovedet var muligt at indsmugle to pistoler i Stammheimfængslet, der var det bedst bevogtede i Tyskland.

Fangernes advokater skulle igennem noget, der ligner en lufthavskontrol, før de kunne mødes med deres klienter.

Advokaterne har pure afvist, at de skulle have smuglet våben ind i Stammheim. Gangen foran cellerne var tv-overvåget, og der er al mulig grund til at tro, at fængslets ledelse kunne aflytte fangernes samtaler. Det har ledelsen naturligvis benægtet.

Og selv hvis der på en eller anden måde blev indsmuglet våben, hvor skulle fangerne så have gemt dem? Politiet siger, at Baaders pistol var gemt i en pladespiller, men netop denne pladespiller havde politiet beslaglagt og undersøgt i september, inden Baader fik den tilbage. Og hvordan forestiller man sig, at Baader skal have skudt sig selv bagfra og i en afstand af måske 30 centimeter fra nakken? Prøv selv, om man kan få sine arme anbragt i den akavede stilling!

Raspe skulle have skjult sin revolver i et hemmeligt rum i cellevæggen. Men så må man undre sig over, at der ikke var det ringeste spor af puds eller mørtel på revolveren. Raspe blev i øvrigt undervejs tvunget til at skifte celle. Er det sandsynligt, at han kan have taget en revolver med fra én celle til en anden?! Og så var der ingen fingeraftryk på revolveren!

Bevidstløst vidne

Endnu mere mystisk bliver det med Gudrun Ensslin. Hun hang i et elkabel, men dette kabel knækkede, da man tog hende ned. Kan man forestille sig, at hun i sin dødskamp har dinglet i et så spinkelt kabel? Desuden var der sår på hendes krop, der ikke kunne stamme fra hængningen.

Stefan Aust, der har skrevet en stor bog om Rote Armee Fraktion, fortæller uden kildeangivelse, at Irmgard Möller skal have sagt, at hun råbte til Raspe omkring kl. fire om morgenen og fik et svagt svar tilbage. Omkring kl. fem hørte hun skud og larm og lyden af noget tungt, der faldt på gulvet. Hun identificerede det ikke straks som skud, og hun faldt kort efter i søvn. Herefter mistede hun bevidstheden.

I et langt interview med Tolmein forklarer Irmgard Möller, hvad der egentlig skete i hendes celle. Hun siger, at hun natten til den 18. oktober var gået omkuld, fuldstændig udmattet af sultestrejker og dårlig ernæring i fængslet. Hun vågnede ved, at der stod flere skikkelser omkring hende, og de greb fat i hende. En stemme sagde: "Baader og Ensslin er døde". Så mistede hun bevidstheden, og hun kom først til sig selv flere dage senere.

Tolmein tilføjer, at det slet ikke kan udelukkes, at Baader blev dræbt, før nyheden om den mislykkede gidselaktion i Mogadishu kom ud over radioen en halv time time efter midnat. Og kan man i øvrigt være sikker på, at fangerne havde mulighed for at høre radio?

En anden detalje: Kort før sin død advarede Gudrun Ennslin en besøgende præst om, at hun kunne blive myrdet. Derfor var det vigtigt at fortælle, at der i hendes celle lå en rød arkivmappe med meget vigtige meddelelser til højtstående politikere, herunder den tyske kansler. Ingen har nogen sinde fundet disse papirer.

En række tidligere RAF-folk har senere fortalt alle, der gad høre på det, at det var en kendt sag, at lederne ville tage sig af dage, hvis Mogadishu-aktionen mislykkedes, og at det ville ske sådan, at det ville tage sig ud som mord.

Men, som Tolmein fremhæver, er deres udsagn ikke meget værd. De er fremsat af notoriske løgnere eller folk, der fik deres straf nedsat, hvis de spredte den slags misinformation.

30 år efter er der fortsat mange på den tyske venstrefløj, der ikke kan acceptere den officielle forklaring på, hvad der egentlig skete den nat i Stammheim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu