Læsetid: 4 min.

Et ensomt kram i Cusco

Turisterne strømmer til Perus gamle inkahovedstad, Cusco, hvor børn sendes på gaden for at tjene på turisterne i stedet for at gå i skole. En lokal ildsjæl prøver at give børnene den kærlighed, de mangler
26. juli 2007

Cameron Diaz smiler til Peru fra avisforsiden. Det er Cus-co-uge, og inkabyen er fuld af optog, der danser for Diaz og de andre turister. Men for mange børn i byen er turister lig med hårdt arbejde.

Hver nat ser man dem gå fra bar til bar for at sælge cigaretter. Børnearbejdere helt ned til syvårsalderen, som forældre eller andre voksne har sendt på gaden for at tjene på turisterne i stedet for at gå i skole. Der er mindst 3.000 børnearbejdere i Cuscos gader, fortæller Livia Tapia Rios, hvis institution Qosqo Maki har arbejdet med gadebørn i 20 år.

"I hele Peru er der op til tre millioner arbejdende børn - typisk på gaden, i miner eller som prostituerede. Og politiet hjælper ikke stort. De har ingen redskaber til at håndtere børn, så når de endelig griber ind, sker det med psykisk - og tit fysisk - vold," siger hun.

Mange af børnene har fulde, voldelige eller slet ingen forældre. Nogle af de unge ender selv i bander og misbrug. Men i Cusco er bysbarnet Yuri Valencia begyndt at skabe et alternativ. I den gratis skole Aldea Yanapay ('hjælpsom landsby') står Valencia og en hær af frivillige hjælpere parat med kram, kærlighed og undervisning til op mod 100 børn om dagen.

Må selv bygge landet op

Her er leg lige så vigtig som læring, og selv de seje store drenge får et knus af lærerne. Børn har brug for nærkontakt, siger 29-årige Valencia, som finansierer skolen gennem sin restaurant og sit hostel, hvor de frivillige bor. Økonomisk selvstændighed er en grundsten i den vision, han har arbejdet på i 12 år.

"Jeg vil bygge et børnehjem. Derfor læste jeg på handelsskole i seks år for at lære, hvordan man bygger holdbare projekter op, og tjente samtidig penge til det. I 2004 havde jeg nok til i første omgang at bygge en lille skole, og siden har jeg startet et nyt projekt hvert år."

Endemålet er en landsby med skole, børnehjem, klinik, kulturcenter og en magisk have. Og Valencia er ikke i tvivl om, at han vil nå det. Men indtil videre er hans assistenter mest udenlandske rygsækrejsende, og han vil helst have peruanerne i gang med at hjælpe.

"Det er nødvendigt for mit land, at vi selv skaber noget. Et af Perus store problemer er peruanerne. Så mange drømmer om revolution eller brokker sig over alt, der er gjort imod os, men gør selv intet for at modvirke det. Mange betaler ikke engang skat; hvordan kan vi så bygge landet op? Det er hårdt arbejde at forandre noget," siger han.

Afstraffelse og afmagt

Valencias nyeste projekt er på en politistation i byens fattige kvarter. Her bor nogle af de børn, politiet samler op på gaden, i et lille rum med gule stenvægge og tremmer for vinduerne. Nu har de frivillige fra Yanapay fået lov til at komme her dagligt for at forsøge at give børnene den varme, de ikke får fra myndighederne.

24-årige Yonatan Dayan fra Israel forklarer, at han og andre frivillige i starten fik lov til at tage børnene med udenfor, men at det endte, da to børn stak af.

Nu lærer de børnene engelsk i det lille lokale og hænger plakater op med de børnerettigheder, børnene ikke har: En opvækst i frihed og værdighed, en gratis uddannelse, ikke at blive slået.

De kvindelige politivagter håndterer børnene kontant. Da 14-årige Victor skubber til en af de andre, bliver han hentet af vagten Betty.

Da hun senere låser døren op igen, ser vi ham rejse sig fra alle fire. I de situationer træder de frivillige et skridt tilbage.

"Jeg holder ikke af deres afstraffelser, men jeg kan ikke sætte spørgsmål ved deres autoritet. Hvis vi ikke har et godt forhold til politiet, får vi slet ikke lov til at være her," siger Yonatan Dayan.

Den otte-årige djævel

15-årige Karol har været her i to dage efter at have boet et år på gaden. "Hendes far er en drukkenbolt," råber Victor, og Karol slår sine røde øjne ned.

"Min mor døde, da jeg var lille. Jeg tjener til mad ved at sælge turisterne stofdukker, jeg selv har lavet. Men det er koldt at sove på bænke i parkerne," siger hun.

Da døren går op igen, bliver der helt stille, mens Betty skubber en lillebitte grædende dreng ind. Det er otte-årige Fernando, drengen ingen vil vide af. Fernando har ADHD og skifter konstant fra det kæreste barn i verden til en hvirvelvind af vrede, der river de andre børns papirer i stykker eller hamrer sit hoved imod væggen. De offentlige instanser kæmper om ikke at skulle håndtere ham. Politiet håndterer ham med en kost og kolde brusebade, indtil hans skrig dør hen.

For Fernando og Perus andre gadebørn og børnearbejdere er der langt til løsningerne. I Cusco er der indtil videre kun små projekter som Aldea Yanapay og det ældre Qosqo Maki, som stiller 30 senge og lidt mad til rådighed for de mest trængende. At de rige turister giver børnearbejderne flere skillinger er desværre ikke en løsning, siger Livia Tapia Rios.

"Det kan være svært at sige nej til børn med fremstrakte hænder, men de penge fastholder dem blot i arbejdet. Det, de har brug for, er skolegang."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu