Læsetid: 1 min.

EU ind i sagen om udleveringen af nazisten Søren Kam

EU's justitskommissær vil tage Søren Kam-sagen op med de tyske myndigheder. Frattini sår tvivl om den tyske overholdelse af den europæiske arrestordre
Udland
12. juli 2007

EU's justitskommissær, Franco Frattini, går nu ind i sagen om den drabsmistænkte nazist Søren Kam, som Tyskland har nægtet at udlevere trods en arrestordre fra Danmark.

Det sagde Frattini i går på et pressemøde i Bruxelles, da han gjorde status over medlemslandenes brug af arrestordren, som giver landene vidtgående krav på at få hinandens statsborgere udleveret.

"Jeg er bekymret. Et antal medlemslande prøver skridt for skridt at genindføre initiativer for at kontrollere i substansen en arrestordre udstedt af et andet land," sagde Frattini på et spørgsmål om Kam-sagen.

Arrestordren afhænger af gensidig tillid retsmyndigheder imellem, men Bayerns øverste domstol i München afviste i januar Østre Landsrets opfordring til at udlevere Kam. Nu vil Frattini tage en snak med de tyske myndigheder.

6.900 udleveringskrav

"Jeg må kæmpe for gensidig tillid ved at vise resultater," sagde han og henviste til Italiens udlevering af en gerningsmand bag terrorangrebet i London den 7. juli 2005 som en succes for arrestordren.

Frattinis udtalelser skete i forbindelse med offentliggørelsen af en statusrapport for medlemslandenes brug af arrestordren i årene 2005-07.

Generelt er der tale om en succes, sagde kommissæren. I 2005 udstedte 23 medlemslande over 6.900 krav på sådanne udleveringer.

Tyskland og Belgien leverede ikke tal til statistikken. Kam deltog i bortførelse og drab i Danmark i 1943, men har siden fået tysk statsborgerskab, hvilket beskytter ham mod udlevering.

Han har forklaret, at selve drabshandlingen skete ved et uheld.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her