Økonomiminister Marianne Jelved vrikker og vrider sig i bestræbelsen på at overbevise de "dumme" danskere om alle lyksalighederne i nødvendighedens rige, Den Økonomiske Monetære Union. Hver eneste gang lejlighed byder sig griber Danmarks Marianne chancen for at prise Euro'ens tricolore; den uafhængige europæiske centralbank i Frankfurt, euro-mønternes komme, og den stramme finanspolitiske disciplin.
I denne uge fik hun en anledning til at bearbejde de danske euroskeptikere, hvis det overhovedet lader sig gøre. Den fransk-tyske akse foreslog officielt i et brev til det luxemborgske formandsskab, at der dannes en kernegruppe, Euro X, en klub for de EU-lande, der opgiver den nationale mønt til fordel for euroen. Generation X eliten i europæisk politik skal ifølge Frankrigs og Tysklands finansministre udveksle informationer, overvåge makroøkonomiens stabilitet og tage X-beslutninger om de centrale valutakurser i forhold til de EU-lande som Danmark, Storbritannien, Sverige og måske Grækenland, der ikke vil eller kan være med i den fælles mønt.
Uhh ha. "Jeg er ikke glad for det her, men det viser noget om de politiske omkostninger," sagde Marianne til Information i onsdags. Og sådan har melodien lydt siden et flertal af den danske befolkning i 1992 sagde nej til Maastricht-traktaten og politikerne efter samråd med befolkningen i 1993 enedes om at fortolke det som, at befolkningen elsker den danske mønt og ikke vil være med i den europæiske møntunion. Beklagelserne kender ingen grænser.
Marianne har i Bruxelles talt med store bogstaver mod den fransk-tyske idé: "Det er et brud på ånden i traktaten at lave et fasttømret bloksystem," siger hun og kommer med atter en beklagelse: "Det her er virkelig synd for Europa. Vi risikerer at dele Europa op i blokke." Eller hvad med denne her udtalelse møntet på bearbejdning af de danske nejsigere: "Der er jo foreningsfrihed, så det kan jeg ikke forhindre dem i. Hvad er Danmarks handlemuligheder?"
Ja, der er netop foreningsfrihed. Og lande som Danmark, der frivilligt har stillet sig udenfor ØMU'en, kan ikke med nogen ret forlange af kernelandene, at de ikke mødes uformelt, eller hindre Den Europæiske Centralbank (med mere eller mindre aktiv støtte fra ØMU-landenes ministre) i at ændre euro-rentesatsen til et nyt X-niveau.
Forskydninger i X-renten vil selvfølgelig kunne ændre levevilkårene og rammerne for dansk økonomisk politik og til tider sætte danske politikere i en klemme mellem X-klubben og de ydre valutariske chok under dollarens eller de asiatiske valutaers svingninger. Men den usikkerhed kan danske politikere, også økonomiminister Marianne Jelved, mindske ved at føre en globalt set tillidsvækkende politik, i stedet for at bruge tiden på beklagelser.
Danmarks - og Sveriges - forargede reaktioner på det fransk-tyske forslag er dybest set en politisk overdramatisering, der måske i sidste ende drejer sig om at bearbejde den hjemlige opinion til at acceptere et ØMU-medlemsskab.
På trods af overdramatiseringerne taler brevet fra Paris og Bonn eksplicit om, at de almindelige økonomi- og finansministerrådsmøder i det brede EU "forbliver det centrale center for økonomisk koordination". Det gør de klogt i, fordi en alt for ukoordineret politik mellem X-klubben og periferilande som Danmark, Sverige og Storbritannien vil kunne få EU's indre marked til at brække over i det tilfælde, at en bølge af valutaspekulanter kaster sig frådende over de relativt svagere periferi-valutaer, som f.eks. den svenske krone eller et overvurderet britisk pund, med henblik på også at score gevinster på at ryste euro-kernen. De potentielle spændinger og spekulationer er langt mere betydningsfulde at få diskuteret end den aktuelle debat om uformelle klubmøder for X-landene.
Unionens enhed er ofte stærkt overvurderet, hvad man kan forvisse sig om i disse dage. Et upassende fransk forslag er blevet lanceret på det allermest upassende tidspunkt: Midt i den franske lastvognsblokade, der i disse dage vækker vrede i nabolandene og hindrer varernes frie bevægelighed og det indre marked i at fungere optimalt. Netop på dette tidspunkt insisterer Frankrig uden blusel på, at det prestigefyldte job som den første chef for Den Europæiske Centralbank i Frankfurt "naturligt" skal gives til en franskmand eller mere præcist til nationalbankdirektør Jean-Claude Trichet. I Paris kan man ikke frigøre sig fra tanken om Frankrig som Europas/EU's ledende stormagt, men denne gang kan det dog give tilbageslag. Den tyske finansminister Theo Waigel har, direkte adspurgt om Tyskland støtter Trichets kandidatur, svaret "nej". Og hollænderne er sure over den franske frækhed, for de kæmper indædt for at fastholde deres egen Wim Duisenberg som manden, der skal lede Den Europæiske Centralbank. Og Italien har grebet øjeblikket og forsøgt at slå en kile ind i mellem Frankrig, Tyskland og Holland ved at bringe den nuværende chef for den tyske Bundesbank Hans Tietmeyer i spil. "Det er ikke en provokation eller en joke," forsikrer ministerpræsident Romani Prodi og tilføjer, at "den tyske befolkning har igen brug for forsikringer i opløbet til den monetære union." Det er ikke blot den tyske befolknings flertal af ØMU-modstandere, der har brug for forsikringer.
Det har omverdenen også. Debatten om Euro X til spillet om chefposten viser, at der er endog mange politiske ubekendte X-størrelser i den store ØMU-kabale. Forudsigelighed og politisk klarhed er en nøgleforudsætning for, at projektet bliver en økonomisk succes fra starten. Men den kan Euro-X'erne endnu ikke levere, for de er mere optaget af at pleje de nationale særinteresser eller bearbejde den hjemlige opinion.
