Læsetid: 4 min.

Forsvaret og den 'aktivistiske' udenrigspolitik

Siden 1990 har Danmark ført en såkaldt 'aktivistisk' udenrigspolitik, hvor forsvaret indgår som en central komponent. Men hvordan har forsvaret selv påvirket skabelsen af denne udenrigspolitik, og hvad har det betydet for den demokratiske kontrol?
Det afgørende øjeblik for Danmarks aktivistiske udenrigspolitik kom med Golfkrisen i sommeren 1990, hvor Danmark sendte korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf. Her er korvetten vendt hjem fra Golfkrigen og bliver modtaget af daværende statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Det afgørende øjeblik for Danmarks aktivistiske udenrigspolitik kom med Golfkrisen i sommeren 1990, hvor Danmark sendte korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf. Her er korvetten vendt hjem fra Golfkrigen og bliver modtaget af daværende statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

ERIK LUNTANG

21. juli 2007

Når den såkaldte 'aktivistiske' udenrigspolitiks historie en dag bliver gransket af historikere, burde særlig stor opmærksomhed rettes mod forsvarets rolle i udformningen af denne politik. Det fortjener opmærk-somhed, fordi forsvaret dels indgår som en central del i denne politik og fordi, at

Forsvaret ud fra det foreliggende materiale på visse afgørende punkter selv var med til at udforme den pågældende politik. Et glimrende eksempel er det nuværende forsvarsforlig fra 2004, som bygger på et udspil kaldet K-notatet fra Forsvarskommandoen. Med dette forsvarsforlig blev internationale operationer forsvarets primære opgave. Det nuværende danske engagement i bl.a. Afghanistan og Irak er kulminationen på denne udvikling.

Rødderne til denne udvikling går tilbage til tiden omkring Berlin-murens fald, da udviklingen i Europa betød, at forsvaret i stigende grad begyndte at overveje deltagelse i 'out of area'-operationer uden for NATO's område.

I Forsvarskommandoen blev der ifølge den daværende forsvarschef, general Jørgen Lyng, omkring 1990 foretaget studier af, hvad Danmark kunne sende ud, hvis det politiske ønske skulle opstå. For det danske forsvar havde disse overvejelser et element af overlevelseskamp, for da Berlin-muren faldt, stod forsvaret reelt uden nogen eksistensberettigelse længere, og noget drastisk måtte ske for specielt at redde hæren fra nedskæringer.

Det afgørende øjeblik kom med Golfkrisen i sommeren 1990, hvor Danmark sendte korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf efter Iraks besættelse af Kuwait. Den daværende forsvarsminister var i begyndelsen imod ideen om at sende et krigsskib ud, men i en usædvanlig alliance gik udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sammen med forsvarsstabschefen, viceadmiral Hans-Jørgen Garde, for at bevise, at det kunne lade sig gøre at udsende et krigsskib. I et afgørende historisk øjeblik blev forsvarsministeriet således skubbet til side af frygt for, at det "ville pille det hele i stykker" med den daværende udenrigsministers ord.

Forberedelser før politisk beslutning

Forsvarets rolle i udformningen af udenrigspolitik gentog sig i 1991, da Hærens Operative Kommando (HOK) allerede i efteråret 1991 i dybeste hemmelighed begyndte at forberede en indsats af danske FN-styrker i det borgerkrigs-hærgede Jugoslavien. Det var mere end et halvt år, før den politiske godkendelse kom til at sende en dansk FN-styrke. Den daværende chef for HOK, general Kjeld Hillingsø, vedstår gerne, at forsvaret måtte deltage i krigen i det tidligere Jugoslavien som FN-soldater for på den måde at redde specielt hæren fra nedskæringer. Med hans ord var det "forbryderisk naivitet" at tro, at Danmark kunne klare sig uden en hær.

Det virker i dag indlysende, at hvis forsvaret skal have en overlevelseschance overfor kravet om besparelser fra et magtfuldt finansministerium, må det kunne bevise sit værd i den 'aktivistiske' danske udenrigspolitik.

Danske krigskibe kan jagte pirater

Dette står specielt klart efter, at forsvaret med forsvarsforliget i 2004 måtte opgive ubådsvåbnet. Søværnet anskaffer i disse år en stribe nye krigsskibe, som reelt er fregatter og destroyere, og chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang, er tilsyneladende fuld af forslag om, hvor disse skibe kan sættes ind. Eksempelvis på jagt efter pirater i Det Indiske Ocean eller på jagt efter narkosmuglere i Caribien.

Somme tider kan de gode ideer også blive lidt for meget af det gode for folketingspolitikere, som da chefen for Jægerkorpset i januar 2006 kritiserede Folketinget for ikke at sætte de danske specialstyrker ind på flere "skarpe" operationer. Risikoen var, at de kunne miste deres kernekompetencer uden flere operationer fx i Mellemøsten eller Afrika.

Det fik den socialdemokratiske forsvarsordfører Per Kaalund til at komme med den følgende knastørre kommentar: "Det kan godt være, at specialstyrkerne mener, at det er fornuftigt ud fra et professionelt synspunkt.

Men det må være de politiske forhold, som afgør, om vi sender dem af sted. Vi skal ikke bare opsøge internationale konflikter for, at de kan få træning for træningens skyld".

Lad det være sagt med det samme: Det var ikke forsvaret, som startede den 'aktivistiske' udenrigspolitik, og det er heller ikke forsvaret, som styrer den, men det kan næppe overraske, at det havde en betydelig interesse i, at denne politik blev en succes. For forsvarets ledelse handlede det slet og ret om overlevelse efter murens fald, og som fjernelsen af ubådsvåbnet efter 2004 viser, er farernes tid ingenlunde over.

Men truslen er mindre al Qaeda end finansministeriet. Pointen her er naturligvis, at forsvaret påvirker de rammer, som er lagt over organisationen af hhv. regeringen og folketinget. Det er så op til vores regering og vores folkevalgte parlamentarikere at sikre, at forsvaret aldrig nogensinde opnår en utilsigtet indflydelse på, hvor vi går i krig henne. I lyset af, at politikerne trods tilbage-trækningen fra Irak fortsat agter at gøre livlig brug af forsvaret til krige som i Afghanistan, er en stærk og sund demokratisk kontrol mere end nogensinde før en nødvendighed. Alt andet ville undergrave tilliden til forsvaret som en demokratisk-styret organisation og skabe mistillid til hvem, der skaber vores udenrigspolitik.

Robert Petersen er Ph.d.-studerende og historiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu