Læsetid: 7 min.

De forsvundne japanere

Anholdelsen af en kvindelig agent og et mislykket selvmordsforsøg satte for alvor skub i forsøget på at klarlægge talrige japaneres forsvinden i Nordkorea. Men det gør ikke våbenforhandlingerne lettere
27. maj 2006

Megumi Yokota var 13 år gammel, da hun forsvandt på vej hjem fra skole i en lille by på den japanske vestkyst. Ingen vidner, ikke det mindste lille spor, og det tog 24 år, inden mysteriet blev delvist opklaret.

Efter yderligere fire år er skolepigens skæbne blevet til et storpolitisk spørgsmål. For nylig blev hendes mor modtaget af præsident Bush i Det Hvide Hus og vidnede for en senatskomite. Kidnapningen af mindst 13 japanere - måske op imod 80 - bidrager til at modarbejde fremskridt i forsøget på at afvikle Nordkoreas kernevåbensudvikling.

Også Sydkorea rystes nu af afsløringer om, at 482 medborgere, der siden 1970 er blevet meldt forsvundet eller savnet, i virkeligheden er blevet kidnappet.

Hele dramaet er blevet mere gennemskueligt, efter at fem af de forsvundne japanere, der i efteråret 2003 fik tilladelse til at besøge familien i hjemlandet, blev 'afprogrammeret' og kunne berette om deres tilværelse i Pyongyang.

"Vi blev alle bortført for at hjælpe med at uddanne agenter i forskellige nordkoreanske spionorganisationer," fortæller et af ofrene, Kaoru Hasuike, nu 48 år gammel. Hun blev kidnappet i juni 1977 sammen med sin veninde. Den første antydning om kidnapning kom i december 1987, da en kvindelig 25-årig nordkoreansk agent, Kim Hyung-hee, der rejste på japansk pas under navnet 'Mayumi Hachiya', blev anholdt i Bahrain, anklaget for at have placeret en bombe ombord på Korean Airlines fly 858 og dræbt alle 155 ombordværende.

Under et forhør i Seoul tilstod hun, at hun var blevet trænet i Pyongyang til at udgive sig som japaner og fortalte om sin lærer, en japansk kvinde, der gik under navnet 'Lee Un-hye', der havde fortalt, at hun var blevet kidnappet i Tokyo. Ved anholdelsen havde både Kim og hendes 'japanske far' forsøgt at tage cyankalium, men hun overlevede.

Hvorfor?

I begyndelsen var mistroen stor i Japan. Hvorfor skulle Nordkorea kidnappe folk i Japan, når 3.000 japanske kvinder var fulgt med deres koreanske mænd, der vendte tilbage til 'arbejderparadiset' blot nogle få år tidligere? Og blandt de 300.000 koreanere i Japan, der støttede Kim Il Sung, fandtes mange, der kunne have udført jobbet tilfredsstillende.

Det tog næsten 10 år, inden 'Lee Un-Hyes' identitet kunne fastslås som Yaeko Taguchi, savnet siden 1978.

Da premierminister Junichiro Koizumi i efteråret 2002 fløj til topmøde i Pyongyang, var 'den elskede leder' Kim Jong-il så opsat på en normalisering af forholdt til Japan, at han indrømmede, at en afdeling af hans sikkerhedstjeneste på 'eget initiativ' havde kidnappet 13 japanere, af hvilke de otte allerede var afgået ved døden.

Blandt de kidnappede var en 13-årig skolepige, en midaldrende kok, der blev drukket fuld, samt unge studerende eller turister, der blev bortført i Europa. En af dem, Keiko Arimoto, forsvandt i København i juli 1983. Andre blev kidnappet under romantiske møder med deres veninder og blev puttet i sække før transporten med fiskerbåde til Nordkorea.

Chok og undren

Afsløringerne vakte både chok og undren. At staten stod bag, syntes indlysende, men hvad havde fået sikkerhedstjenesten til at kidnappe en så broget samling individer? Hvad nytte kunne man have af en alkoholiker og en 13-årig skolepige? Bizar inkompetence eller hvad?

Åbenbart var det ofte tilfældet, der afgjorde, hvad eller hvem agenterne fik i garnet. En 46-årig mor, der blev taget til fange, mens hun var på indkøb, blev sandsynligvis smidt i havet, da man anså hende for uanvendelig, mens hendes 19-årige datter, der var uden særlig uddannelse og havde et job som sygemedhjælper, efter en lang karantæne og indoktrinering fik arbejde som 'sproglærer'.

I visse tilfælde anvendtes de kidnappedes identitet senere af agenter, der rejste til Japan og Sydkorea.

Det grundlæggende formål var at hjælpe med infiltrering i fjendeland og gøre det muligt for egne agenter at indpasse sig og bevæge sig frit i de fremmede omgivelser, uden at blive bemærket.

I Japan fik man også hjælp af Chingryun, den nordkoreanske organisation, der udgør en slags uofficiel diplomatisk kanal, og som har kontorer over hele landet.

Men de kidnapninger, der udførtes i Europa, var mere selektive og tjente mere amourøse endemål. Det er forbudt udlændinge - og selv sydkoreanere bosat i 'Hermit Kingdom' - at gifte sig med nordkoreanere. Regimet værner om befolkningens 'racerene karakter' og ser også risici for nationens sikkerhed. Adskillelsen er total, og selv ideologisk loyale 'indvandrere' er tvunget til at søge en partner på anden vis.

Ifølge japansk politi udførtes flere af kidnapningerne i Europa, bl.a. den i København, af medlemmer af Sekigun (Den Røde Hær), der har holdt til i Pyongyang siden de i 1970, bevæbnede med samuraisværd, kaprede et fly fra Japan Airlines og efter tre dage fik asyl af 'den store leder' Kim Il-sung.

Indrømmelse

Det tog sin tid, inden tågerne lettede omkring mange af de personers uforklarlige forsvinden, der blev rapporteret til det japanske politi i årene 1976 til 1988.

Da premiereminister Koizumi tog til topmødet med Kim Jong-il, medbragte han en liste med 46 navne, og i medierne offentliggjordes en anden med 81 navne. Kim, der håbede at få Japan til at betale en stor krigsskadeerstatning, indrømmede 13 'tilfælde'. Blandt de, der er blevet erklæret døde, var den nygifte Keiko Arimoto, hendes mand og deres datter, alle dræbt af kulosforgiftning.

Andre - blandt dem Yaeko Taguchi - påstod man var blevet dræbt ved biluheld. En var druknet, en anden døde af et hjerteanfald. Megumi, den 13-årige, der blev kidnappet på vej hjem fra skole, siges at være blevet mentalt syg og at have begået selvmord i 1993, efterladende sin mand og en nu 15-årig datter, Kim Hye-gyong.

En minister kunne fortælle, at deres grave desværre var blevet skyllet bort under de store oversvømmelser i 1995. Japan reagerede med vrede og mistro. En måned senere fik de fem overlevende lov til at flyve tilbage til Japan for et kort besøg og et møde med deres familier. Det var to par, der blev kidnappet sammen, og så Hitomi Soga, der blev bortført fra Sado sammen med sin mor. Alle bar stolt Kim Il-Sung-mærker på brystet og optrådte nøjagtigt, som man forventer en nordkoreaner opfører sig: disciplineret, bange og mistænksom over for alt og alle.

Hjernevask

Efter 24 års hjernevask betragtede de fædrelandet som en fjendtlig stat og en trussel mod freden.

Da den japanske regering besluttede ikke at lade dem rejse tilbage, anklagede Nordkorea ironisk nok Japan for kidnapning af de kidnappede.

I dag har protestbevægelsen udviklet sig til en magtfuld politisk faktor. Man har indsamlet over to millioner underskrifter, og Koizumi er tvunget af opinionstrykket til at tage spørgsmålet op, hver gang seksnationerssamtalerne om Nordkoreas kernevåben genoptages.

Længe stod Japan isoleret, og Kim - der betragter kidnapningerne som 'opklarede' - brændemærkede Tokyo for 'sabotage' og udnytter nu kontroversen til enten at tage hjem eller også boykotte forhandlingerne.

Det er først i løbet af de seneste uger, Japan har kunnet bryde sin isolation. Fejlagtige oplysninger fra Pyongyang har øget mistanken om at mange af de kidnappede stadig er i live. Det lykkedes for nylig Megumis mor, Sakie Yokota, at få en invitation fra Det Hvide Hus, og præsident Bush lovede USA's fulde støtte i kampen.

Nye afsløringer om Megumis mystiske mand - som nordkoreanerne hævder har en vigtig post inden for sikkerhedstjenesten - har bidraget til, at Sydkorea nu også tager stilling. Mange har sat spørgsmålstegn ved hans identitet, eftersom en mand i hans position aldrig ville få tilladelse til at gifte sig med en 'outsider'. Han har nægtet at stå frem og har kun mødtes med to japanske diplomater for at bekræfte sit faderskab til parrets datter, Kim Hye-gyong.

Mysteriet blev opklaret i begyndelsen af maj. En DNA-test af et hår, som han gav til diplomaterne, identificerede ham som Kim Yong-nam, en ung sydkoreaner, der blev kidnappet i 1978 på en badestrand i hjembyen Kunsan.

Kamp om de forsvundne

Det var alt, man behøvede for at sagen også eksploderede i Seoul. Officielt er mindst 482 sydkoreanere blevet kidnappet eller taget til fange af nordsiden efter 1970. Fiskere, der er havnet på den anden side af grænsen eller i nærheden af den, er blevet opbragt og har aldrig fået lov til at vende hjem igen. I mange tilfælde har Nordkorea hævdet, at de er 'hoppet af til fædrelandet'.

Trods tæt overvågning er hundredvis også blevet bortført fra kystbyerne om natten. Ingen af regimerne i Seoul har taget spørgsmålet op siden 1998, fordi man søger en afspænding på den koreanske halvø via en 'solskinspolitik' og forskellige venskabelige tiltag.

Interview med de nu befriede kidnapningsofre og en bog skrevet af Hitomi Sogas mand, den amerikanske desertør Charles Jenkins, bekræfter den nordkoreanske paranoia og samfundets totale segregation. Alle de kidnappede udlændinge har boet i specielle 'villakvarterer' og arbejdet på forskellige institutter og skoler tilknyttet en række sikkerhedstjenester. De har kun haft begrænset omgang med hinanden, og med tanke på aflytningssystemer - som de selv fandt helt naturlige på grund af krigsrisikoen - diskuterede de meget sjældent deres baggrund med andre. De kidnappede japaneres børn var totalt uvidende om forældrenes baggrund, og flere af dem fik alvorlige chok, fordi de var vokset op med bevidstheden om, at Japan var det koreanske folks 'evige fjende'.

For to år siden løslod Nordkorea de fem kidnappede japaneres børn, til trods for at de var elever på Arbejderpartiets eliteskoler. Nu begynder kampen om alle de 'forsvundne' og de, som er rapporteret døde. Og naturligvis også på den 18-årige Kim Hye-gyong og hendes kidnappede sydkoreanske far. Som situationen er i dag, kræver det store og usandsynlige kompromisser fra 'den elskede leder' Kims side, hvis der skal gøres fremskridt i forhandlingerne om Nordkoreas kernevåbenarsenal.

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu