Nyhed
Læsetid: 3 min.

En forudsigelig katastrofe

For tre år siden blev den aktuelle katastrofe i New Orleans nøje forudsagt, men ingen gjorde noget for at forhindre en virkeliggørelse
Udland
3. september 2005

Fire døgn efter orkankatastrofen flyder opsvulmede lig stadig rundt i New Orleans oversvømmede gader. Imens fortsætter overlevende med at plyndre butikker og huse, der er blevet forladt af borgere, der nåede at blive evakueret. Så anarkistiske er forholdene i byen, at der blev sammenlignet med en krigszone, samtidig med at Louisianas guvernør, Kathleen Blanco, gav sine nationalgardister tilladelse til at skyde og dræbe uromagere. Ifølge guvernøren er det muligt, at endnu op imod 300.000 mennesker skal evakueres fra regionen efter den katastrofe, som - viser det sig - var ganske nøje forudsagt for år tilbage.

For tre år siden vandt New Orleans avisen The Times-Picayune journalistiske priser for artikelserien Washing Away. Serien blev indledt med ordene: "Det er kun et spørgsmål om tid, før det sydlige Louisiana vil blive ramt af en stor orkan. Milliarder af dollar er brugt på at beskytte os. Alligevel bliver vi stadig mere sårbare for hver dag, der går".

I 2002 stillede journalisterne John McQuaid and Mark Schleifstein skarpt på myndighedernes beredskab og forsvar mod orkaner i det sydlige Louisiana, hvor der gennem årene har været brugt milliarder af dollar på diger, floddæmninger, pumpesystemer og satellitovervågning af orkaners bevægelsesmønstre.

Skræmmende præcist

Journalisterne fandt frem til, at det sydlige Louisiana på trods af milliardinvesteringerne var mere sårbar end nogensinde over for orkaner. Synkende landområder og erosion af kyststrækningen - som delvist skyldes beskyttelsesforanstaltningerne mod oversvømmelser - skabte mulighedsbetingelserne for en en katastrofe ved selv svage orkaner og mindre tropiske storme. Det bekræftede lederen af South Laforce dæmningsdistriktet, Windell Curole, over for journalisterne fra The Times-Picayune.

"Den største trussel ved en orkan er tabet af land. Den Mexicanske Bugt er 32 kilometer tættere på os nu, end den var i 1965", da orkanen Betsy ramte os, sagde Windell Curole.

Artikelserien forudsagde skræmmende præcist, hvad omfanget af skaderne ville blive, hvis en kraftig orkan skulle ramme New Orleans: "Kombinationen af vand og vind vil sandsynligvis ødelægge 90 procent af byen i en kategori fem-storm. Det vil blive, som da World Trade Center kollapsede, men med vandmasser oveni", sagde Robert Eichorn, tidligere direktør for katastrofeberedskabet i New Orleans.

I mange år har eksperter advaret om, at byen, der delvist ligger under havoverfladen, stod over for en katastrofe af usete dimensioner, og at risikoen ville stige i takt med, at omkringliggende vådområder, der kunne afbøde skaderne, blev fjernet og inddraget til erhverv. I sin tid blev New Orleans grundlagt på oversvømmelsestruet terræn. Men da de førte europæiske bosættere slog sig ned i 1718 gjorde de samme overvejelser, som generationerne efter dem gjorde. Stedet er velegnet til at gøre gode forretninger, og udsigten til pekuniær velstand kom til at veje tungere end truslen fra mulige naturkatastrofer.

Men hvad der er sket i de seneste årtier, har kun gjort tingenes tilstand værre ikke kun i New Orleans, men langs hele den amerikanske kyst ud til Den Mexicanske Bugt. Uden stop og med stigende hastighed er stadig flere områder uden skånsel blev opdyrket eller bebygget. Naturlige vandløb og floder som Mississippi blev rettet ud og vådområder drænet og opdyrket.

Tager det ikke alvorligt

En da dem, der har kritiseret de mange fejltagelser er John Barry, der har skrevet bogen The Rising Tide om den store oversvømmelse, der ramte New Orleans i 1927.

"Folk har i lang tid sagt, at vi ikke kan fortsætte, som vi har gjort. Men reelt tager vi ikke naturkatastrofer alvorligt, før de er sket", siger han til The Independent.

Flere har henvist til den sandsynlige sammenhæng mellem den globale opvarmning og Katrina. Men mange forskere vurderer, at tabet af vådområder i hele regionen var en mere kritisk faktor. Vådområder har tidligere sammen med floder og kysten været helt afgørende for at absorbere oversvømmelser. Vådområder har tidligere fungeret som et naturligt forsvar for New Orleans mod orkaner og oversvømmelser som Katrina. Men ifølge amerikanske geologer har Louisiana mistet over 5.000 kvadratkilometer vådområder i løbet af det seneste halve århundrede.

Dræningen af vådområder er sket for at skabe plads for veje, beboelser, indkøbscentre og havne, og flere mennesker end nogensinde tidligere bor i dag i områder, der er ligger udsat for orkaner og oversvømmelser.

"Jeg er bekymret for den naturlige beskyttelse langs Louisianas kyster. Med tabet af vådområder må vi bygge kunstig beskyttelse mod orkaner", siger Robert Flowers, der længe har været chef for byens tekniske institut til The Independent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her