Frit valg på taberhylden

Den sorte skole er aflyst, og det er også slut med rundkredsene; til gengæld skal de danske børn nu være strategikere i samfundets store maskespil fra første dag i folkeskolen Med den nye enighed om folkeskolen er dens skæbne beseglet, og med den en af de allermest centrale elementer i danskernes, socialdemokraternes og den nye velfærdsstats selvforståelse. Den nye skole handler om ledelse og selvledelse, om kontrakter og underskrifter, om at sætte sig mål og om at evaluere. Men lad os alligevel lige bemærke afsenderen: Var det virkelig Socialdemokratiet, Kampmanns og Krags og Bjerregaards gamle parti, der brugte den slags ord? Hvad blev der af ligheden, hvad blev der af trivslen? Dem er der lagt afstand til, siger lektor Hans Hauge fra Århus Universitet. Det fremlægges bare dobbelt i teksten: "Teksten er præget af en enestående forsoningsiver. Taktikken synes at være den, at de steder, hvor alle ved, der er uforsonlige modsætninger og konflikter, siges det, at det er der ikke. De vil det samme som før og det samme som regeringen, bare mere af det altsammen. Altså ikke noget andet, og ikke noget nyt. Alene derved kan udspillet adskilles fra regeringens. Denne tekst skal skjule, at socialdemokraterne har ændret mening, hvad enhver kan se, de har." Ifølge Claus Bryld, historiker fra RUC, passer det nye socialdemokratiske skoleoplæg ind i den ideologiske drejning i partiet siden sidste folketingsvalg og Lykketofts afgang mod en mere national, måske endda nationalpopulistisk linje, hvor man lægger sig tættere op ad regeringen og Dansk Folkeparti. Det historiske fortilfælde i partiet er samlingen omkring det nationale fra Stauning og helt op til H.C. Hansen i 50'erne. Skoleoplægget skal ses som et signal i de genopstandne vinde, der vil indrette samfundet efter nationale kriterier, snarere end som et reelt politisk forslag, mener Bryld: "Socialdemokratiet har aldrig haft nogen større indflydelse på uddannelsespolitikken, som de radikale altid har tegnet. Så det her er også en afstandstagen fra de radikale og de kulturradikale, som kommer fra Henrik Sass-Larsens fløj. Selv om man ikke kan se det nationale direkte i teksten, ytrer det sig som en mere normativ og autoritær linje med flere tests og stærkere ledelse, en rekapitulation af nogle træk, som egentlig burde være afskaffet allerede i 70'erne." "Det er retorik at ville opruste på uddannelsesområdet, så længe der ikke er nogen politisk vilje til at gøre noget ved de store klassestørrelser, de nedslidte bygninger, pengemanglen på seminarierne og de dårlige lønninger. Men det er interessant retorik, ikke mindst fordi der tegner sig nogle helt nye parlamentariske konstellationer, hvor blandt andet Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti synes meget tæt på hinanden," siger Bryld. Retorik eller ej, enigheden breder sig med rasende fart omkring nye folkeskoleord som "kontrakter", "evalueringskultur", "tests" og "kompetencer". Et andet gennemgående ord er "dialog", men her er der ganske enkelt tale om orwellsk nysprog, siger professor i ledelse ved Handelshøjskolen Niels Åkerstrøm: "Dialog som i forældresamtaler og forældrekontrakter er jo en ensidig og organiseret størrelse, hvor forældrene skal tale med klasselæreren på klasselærerens betingelser. Det er ikke dialog. Ordet anvendes snarere til at undertrykke en masse modsætninger omkring folkeskolen under dialogens camouflage. Men laver du for eksempel en kontrakt, skaber du en forventning om en samtale, hvor man altid kan droppe ud, hvis man ikke er tilfreds. I skolen er kontrakterne snarere et redskab til at frasortere problembørn og problemforældre og dem, som er vrangvillige i forhold til at acceptere samtalens termer. Samtidig placeres ansvaret så hos elever og forældre, for man har jo prøvet at skabe en dialog." Det er svært at lave ligeværdige dialoger i pædagogik, fordi pædagogik handler om at forme den ene part: barnet. "Barnet er i pædagogikken ikke en, man snakker med, men et medie i en kommunikation, der har til formål at forme. Og her bliver forældrene så også gjort til børn, mens der ikke står meget om, at det jo også kan være lærerens skyld eller relationerne i skolen, når det ikke går godt. Men hvis pædagogikken ophæver alle grænser mellem privat og offentligt på den måde, fører det altså kun til afmagt og konflikt. Så den del af forslaget er noget makværk," siger Åkerstrøm. Han vil ikke afvise, at man kan skabe skoler med større gensidighed, men det kræver en enorm omstrukturering til et langt mere fleksibelt apparat, hvor læreren for eksempel har kompetencer og ressourcer til at forhandle individuelt. Sådan en folkeskole ville formentlig være 10 procent dyrere end i dag, anslår han. "Men man kunne jo holde modsætningerne i dagens folkeskole åbent frem og erkende, at de er der, fordi skolens domæne nærmest er eksploderet: Den skal uddanne til arbejdsmarked og til livet, integrere indvandrere, lave samfundsborgere, miljøfreaks, sundhedseksperter, listen bliver ved. Hvis skolen skal kunne håndtere alt det, skal den i stedet for en institution blive til en organisation, som kan være ledelsesfølsom og omverdensfølsom. Og her har oplægget en blind plet, for kan man reformere folkeskolen uden at reformere kommunerne?" Der er altså en blød/hård-skizofreni på spil på to niveauer: i den såkaldte dialog mellem skole og forældre, som iscenesætter sig som forstående, men i praksis snarere er disciplinerende; og i forholdet mellem skole og centraladministration, hvor skolen skal være aktiv og fleksibel, men dens virkelige overordnede stadig er kommunerne. Hanne Knudsen, der skriver ph.d. om skoleledelse på Danmarks Pædagogiske Universitet, har bidt mærke i oplæggets mange krav til skolelederen. "Det er ærgerligt, at man tænker det som 'en leder' som er stærk og synlig, i stedet for at skabe en organisation, der øger sin ledelseskapacitet gennem teams, der hjælper hinanden, og andre metoder, der gør, at organisationen kan omstille sig selv. Og det er i øvrigt slet ikke sikkert, at skolelederne har det rum at operere i. Skolernes ledelse foregår i en løbende kamp mellem lederne, lærerne, forvaltningerne og især fagforeningerne. Oplægget mangler at skrive, hvordan ideerne skal kunne lade sig gøre." Men mange af ideerne er allerede virkelighed. Steen Nepper Larsen fra RUC har med børn på 15, 12 og tre oplevet Helsingør Kommunes begejstring for kontraktskolen på første hånd: "Jeg har været til møder, hvor eleverne forpligter sig over for lærerne, og man skriver under på et aftalepapir som ansvarshavende forælder. Kontrakterne er en blanding af globaliseringsideologien, hvor skolen er en investering, som hurtigst muligt skal give samfundsmæssigt afkast, og så at arbejdskraften er blevet så utroligt personliggjort, og personligheden er blevet en vare. Her er selviscenesættelsen den nye kompetence: Man træner børnene i begavet at skifte maske, at blive spillere i sådan en selvomsorgs-psykologisk pladderdiskurs, som overhovedet ikke handler om faglighed, men om udenomsværk. Når min kvikke datter skal sidde og give sig selv karakterer under sit niveau for ikke at være en stræber, er det ikke fordi hun i realiteten bestemmer. I sidste ende bestemmer læreren altid alligevel, men eleverne sidder i det her usikre psykologiske rum og vurderer og profilerer sig selv. Det er helt sindssygt, at det spil skal starte allerede i skolen." Åkerstrøm er enig: "Med ansvar for egen læring lægger du ansvaret for ikke bare læringen, men også eksklusionen og sorteringen over på eleven, så man ender med at sortere sig selv fra. Man får ikke lov at tænke, at det med bøger aldrig var mig, for man har selv taget ansvaret for, hvad man skulle læse og på hvilket niveau - og der har man valgt forkert og har således selv valgt at blive en social taber. Det er en rigtig hård form for social sortering, som bliver langt sværere at rette op på end den, vi har i dag, som er baseret på andres bedømmelse." "Der er jo altid eksklusion og inklusion," siger Steen Nepper Larsen, "og det forstår børn godt. Men da min ene datter startede efter sommerferien, og de skulle vente tre uger med at danne klasser, fordi læreren lige skulle se, hvem der passede sammen, da blev de udsat for en psykologisk - ikke faglig - udvælgelse bag deres ryg, som er grotesk. Der er vildt mange regler og kriterier, men de er psykologiske og usynlige. Skolen skulle besinde sig på at være skole og skabe kundskaber og tænkning og respekt for indsigt, men i det her oplæg står der ingen steder, hvorfor vi overhovedet skal have en skole." Nu kommer konflikterne også, forudsiger han: "Alle disse venlige lærere har prøvet at mime arbejdsmarkedet så længe, at også forældrene begynder at se skolen sådan. Og så begynder de at skulle have noget for pengene, at spille med deres eget barn som indsats, at blive til en kæmpe pressionsgruppe, som altid tænker kortsigtet og altid tænker privat. Hvis skolen ikke har noget modspil til det, hvis den ikke kan lave et frirum, der handler om kundskaber, kommer det hele til at handle om marked og intimisering og evalueringskultur."