Det, at det regerende konservative Liberale Demokratiske Parti (LDP) og deres koalitionspartner, det lille parti ved navn Ny Komeito, tabte stort ved valget til det japanske overhus i søndags og dermed mistede deres flertal i dette kammer, er ikke sidste udkald for premierminister Shinzo Abe. Nederlaget betyder ikke nødvendigvis, at han går af, da koalitionen indtil videre stadigvæk har flertal i underhuset, men der har været flere kritiske røster fremme, ikke mindst fra valgets store vinder, Japans Demokratiske Parti (DPJ), der kræver, at Abe går af og udskriver valg til underhuset, som hans forgængere har gjort i lignende situationer.
DPJs sejr kan dog ikke tilskrives partiets politik, men skal mere ses som en reaktion mod et LDP, der har været voldsomt plaget af skandaler, siden Abe afløste den karismatiske og stærke Junichiro Koizumi i september 2006. Af skandalerne er den, der har ramt hårdest, uden tvivl den store pensionsskandale, selv om den sådan set ikke har noget at gøre med Shinzo Abe. I Japan indbetaler man til sin egen statslige pension, men da man gjorde systemet computerbaseret, gik der noget galt. Bureaukratisk inkompentence resulterede i, at der gik rod i mere end 50 millioner pensionsfiler fra før 1997. 20 millioner mennesker kan i dag ikke knyttes sammen med de indbetalinger, de har foretaget. I et samfund som det japanske, hvor en stor del af befolkningen står foran at skulle forlade arbejdsmarkedet, er det noget, der kan aflæses i valgresultaterne.
Andre skandaler har nærmet sig det absurde. Ministeren for landbrug, fiskeri og skovbrug, Toshikatsu Matsuoka, hængte sig selv i slutningen af maj måned. Han var angiveligt indblandet i en korruptions-skandale, og selvmordet kan muligvis have været et forsøg på at afværge, at den kom rigtigt frem i lyset. Abe udpegede hurtigt en afløser, Norihiko Akagi, der hurtigt viste sig at være lige så fedtet ind i korruption som sin forgænger. Akagi har modtaget flere millioner i partistøtte til to fiktive parti-kontorer og har svindlet med midler til frankering af post. Skandalerne omkring Akagi toppede, da han mødte op til en pressekonference ubarberet og med kæmpestore plastre i ansigtet og nægtede at svare på journalisternes spørgsmål om hans tilstand. Senere påstod han dog, at det skyldtes problemer med hans meget sensitive hud. Skandaler som disse har været med til at undergrave tilliden til Abes dømmekraft og LDP som helhed.
Personspørgsmål
Japansk politik er først og fremmest båret af personligheder frem for ideologi. Ofte ser man politikere i fraktionerne indenfor LDP gå ud og starte deres egne mindre partier som resultat af magtkampene i partiet eller bare springe fra det ene parti til det andet. Det samme gælder også for DPJ, hvis leder, Ichiro Ozawa, forlod LDP, da et medlem, som han var tæt knyttet til, blev involveret i en skandale, der endte i en retssag. Ozawa selv har dog formået at holde sig nogen-lunde ude af skandaler, selv om han i en periode måtte overlade DPJs ledelse til andre, da også han på et tidspunkt var under mistanke for at have været ind-blandet i noget 'mindre pænt'.
DPJs valgkamp har heller ikke været præget af ideologi eller fornyende forslag. I stedet har man valgt at gå efter at spille på LDPs utilstrækkelighed samt at forsøge at bestikke vælgerne. Ozawa lancerede sine tre løfter, der går ud på, at DPJ vil bringe orden i pensionsskandalen, give mere støtte til det i forvejen kraftigt subsidierede japanske landbrug, samt indføre en børne-check a la den, vi kender fra Danmark. Ikke noget der kan siges at være store samfunds-ændringer eller en kamp på værdier.
50 års magt
Spørgsmålet er nu, om det vil lykkes for DPJ og støttepartier at erobre magten ved næste valg til underhuset, og om de over-hovedet er i stand til at beholde den. LDP har været det regerende parti næsten uaf-brudt siden 1955. Kun i 1993 var der en ni-måneders periode, hvor en koalition, der bl.a. var styret af Ichiro Ozawa, kom til at regere for en kort bemærkning. Dengang viste anti-LDP-kræfterne sig at være alt for uenige til at kunne samarbejde, noget, man nemt kunne forestille sig ske igen. DPJ er et sammenrend af folk med mange forskellige politiske holdninger, der mest af alt er holdt sammen af ønsket om at vælte kæmpen, LDP, af pinden. Hvis det først lykkes for dem, kan det blive problematisk at for-mulere en politik, man er enig om, og det vil kræve en benhård partidisciplin at undgå hårde interne stridigheder.
Ved at nægte at gå af kan Abe købe en lille smule tid og forsøge at ændre sit kabinet og genskabe tilliden til sit parti, inden han udskriver valg til underhuset. Hvornår et sådant kommer, er afhængigt af, hvordan oppositionens flertal forholder sig i overhuset. Hvis de vil, har de nu mulig-heden for effektivt at kunne blokere for alle forsøg på at gennemføre regeringens politik. Sådan et dødvande, hvor regeringen er lammet, vil hurtigt få flere til at kræve, at der udskrives valg, og det giver næppe nok tid til en partiledelse, der både skal lokke folk til at stemme på partiet og samtidigt skal overbevise Abes kritikere inden for partiet om, at han er den rette til premier-ministerposten.
Daniel Beattie studerer japansk ved Københavns Universitet
