Læsetid: 5 min.

Det grandisonante menneske

Eller den hellige og ukrænkelige ytringsfriheds grænseløsheds grænser
Hensynet til den for tiden herskende måde at opfatte og udtrykke kvindens ret til selvbestemmelse, lighed og frihed er mere vægtig end unge muslimske kvinders i øvrigt højst forskelligt motiverede ret og trang til at gå med tørklæde om håret. Disse unge kvinders ytringsfrihed symboliseret ved denne i sig selv harmløse beklædningsgenstand regnes ikke i forhold til det første hensyn, uanset at motivet bag hensynet ofte er pibende falsk, og de unge piger for resten ikke er eller ikke føler sig undertrykt eller på nogen måde tvunget til at anlægge tørklædet. At anfægte deres ret til at bære det som de vil, kan uden videre opfattes som mere eller mindre bevidste forsøg på at knægte deres tolkning af ytringsfriheden

Hensynet til den for tiden herskende måde at opfatte og udtrykke kvindens ret til selvbestemmelse, lighed og frihed er mere vægtig end unge muslimske kvinders i øvrigt højst forskelligt motiverede ret og trang til at gå med tørklæde om håret. Disse unge kvinders ytringsfrihed symboliseret ved denne i sig selv harmløse beklædningsgenstand regnes ikke i forhold til det første hensyn, uanset at motivet bag hensynet ofte er pibende falsk, og de unge piger for resten ikke er eller ikke føler sig undertrykt eller på nogen måde tvunget til at anlægge tørklædet. At anfægte deres ret til at bære det som de vil, kan uden videre opfattes som mere eller mindre bevidste forsøg på at knægte deres tolkning af ytringsfriheden

Jens Dige

21. juli 2007

Endnu en væsentlig udgivelse om moral i det postmoderne samfund har i denne sommer set dagens lys. Det fortrinlige Museum Tusculanums Forlag har udsendt sociologen og journalisten Jeppe Villadsens bog: Det støjende samfund. På besøg i ytringsfrihedens kampzone.

Som det fremgår af titlen drejer sagen sig om denne vor modernitetens tidsalder, hvor udsagnene uafbrudt døgnet rundt i en kværnende larm (grandisonant) fyger én om ørerne, hvor enhver ytring kan få plads i koret, blot den tilsyneladende er mere opsigtsvækkende end den forrige, og hvor bestræbelserne på at opnå denne position i det offentlige rum er en stadig kamp.

Ytringsfrihedens korsriddere hævder i den forbindelse friheden til at kvaje sig tosset som et absolut og slipper forholdsvis nemt om ved denne tvivlsomme påstand som en sikker vindersag. Hvem kan være imod ytringsfriheden? Hvem tør i den forbindelse sige, at den er relativ og ikke så sjældent står sig ved at forblive ubrugt!

Taberne i det store ytringsfrihedsslag er for det første de udgrænsede, de hvis ytringsfrihed ikke tæller i forhold til andre og større hensyn. Visse typer ytringsfrihed kan ikke anstændigvis regnes ind i regnestykket med det givne og absolutte facit om en absolut ytringsfrihed, der altså bare ikke er det.

Tørklædedebatten er værd at bemærke i den sammenhæng: Hensynet til den for tiden herskende måde at opfatte og udtrykke kvindens ret til selvbestemmelse, lighed og frihed er mere vægtig end unge muslimske kvinders i øvrigt højst forskelligt motiverede ret og trang til at gå med tørklæde om håret.

Disse unge kvinders ytringsfrihed symboliseret ved denne i sig selv harmløse beklædningsgenstand regnes ikke i forhold til det første hensyn, uanset at motivet bag hensynet ofte er pibende falsk, og de unge piger for resten ikke er eller ikke føler sig undertrykt eller på nogen måde tvunget til at anlægge tørklædet. At anfægte deres ret til at bære det som de vil, kan uden videre opfattes som mere eller mindre bevidste forsøg på at knægte deres tolkning af ytringsfriheden, idet tørklædet for disse kvinder ofte er et materielt udsagn om selvstændighed, selvbestemmelse, personlig frihed og protest mod en aggressiv omverdens nationalhysteriske og religiøst farvede intimidering. Disse overvejelser tælles normalt ikke med i regnestykket.

Muhammed-krisen

For det andet kan taberne i kampen om ytringsmulighederne meget vel blive de mennesker i det danske samfund der tappert forsøger at gennemføre en diskussion af ytringsfrihedsbegrebet som andet og mere end en bastant påstand om noget absolut. Under og især efter Muhammed-karrikaturkrisen, foranlediget på et tvivlsomt grundlag af Jyllands-Posten og ifølge avisen selv først og fremmest rettet mod danske muslimer, der angiveligt måtte lære at finde sig i, at deres profet og gudsopfattelse blev forhånet, var og er det fortsat så at sige umuligt at komme ind på Jyllands-Postens etisk problematiske adfærd uden først at afgive højtidelige forsikringer om, at man skam mener, ytringsfriheden er det vigtigste og danskeste af alt dyrebart dansk vi ejer og har, og at Jyllands-Posten var i sin gode ret, ja nærmest havde pligt til at krænke en hel verdensreligion. Ellers havde de pålagt sig selvcensur, hvilket deres medarbejdere parentetisk bemærket og som alle andre publicister pålægger sig dagligt uden at tænke nøjere over den ting.

På denne facon har diskussionen endnu ikke og så længe efter for alvor drejet sig om kvaliteten af Jyllands-Postens redaktionelle disposition inden for begrebet ytringsfriheden, men næsten udelukkende, hver gang sagen de utallige gange har været vendt, både begyndt og endt med forsikringer om, at Jyllands-Posten havde retten og moralen på sin side til at trykke de overvejende ringe og mestendels stupide karikaturer.

Ytringsfriheden som retten til at hævde en hvilken som helst urimelighed er på denne måde hævet op over alle andre borgerlige rettigheder som særlig kostelig. Og dét uanset at et ocean af tidens ytringer alene som følge af denne overvældende mængde har mistet og hver dag mister stadig mere både kraft og betydning.

Ytringsfrihedens historie

Jeppe Villadsen har sat sig for at undersøge denne tilsyneladende så nagelfaste ytringsfrihed, dens historie, forudsætninger og aktuelle placering i det støjende samfund, hvor rollen som det ytrende offer har første rang.

Ytringsfriheden, påviser Villadsen, er gået fra at være et hårdt tilkæmpet kampmiddel for de politisk tilsidesatte i 1800- og dele af 1900-tallets strid om den politiske struktur i de europæiske borgerlige samfund til vore dages ytringsfrihed. I første række er ytringsfriheden magthavernes redskab, hvor det for disse gælder om at fremstille sig selv som private personer, som ofre for et eller andet, frem for at bidrage til eller deltage i en offentlig kvalitativ debat. Dansk Folkeparti er i den forbindelse et fantastisk studieobjekt. De fremstiller sig selv som ofre for en eller anden frygtelig sammensværgelse mod danskheden, som rammer dem personligt - i så høj grad at Pia Kjærsgaard må gå rundt med peberspray i håndtasken, parat som offer. Og statsministeren fremstiller sig som offer for eksperter, der tror de ved bedre end ham.

Ytringsfriheden bruges også her til at hænge en temmelig ubestemt gruppe ud: Eksperter der akkurat som 'de fremmede' jo ikke som sådan kan bruge deres ytringsfrihed til at protestere, hvilket betyder, at de rent faktisk ikke har ytringsfrihed over for magtovergreb af denne art. At ytringsbegrebet anvendes efter magthaverens forgodtbefindende ses jo med al ønskelig tydelighed ved, at statsministeren fravælger at ytre sig over for en bestemt journalist. Der er efter ministerens egen mening ikke noget at komme efter.

Eksperter hænges ud

Ytringsfriheden ophæves i dette tilfælde for den, der skal bruge den i demokratiets tjeneste - her journalisten. Ytringsfriheden indgår blot i den almindelige kreative bogføring, og ytringsfriheden anvendes uden skrupler til at vildlede eller direkte lyve. Italesætningen, som man siger, af magtudøvelsen afpasses efter omstændigheder og stemning. Det ene øjeblik minimalstat, det næste velfærd. Det ene år Lomborg, det næste miljøansvarlighed. Den ene måned blindhed og døvhed over for irakiske tolke, den næste: Jamen, vi har da et ansvar. Man støjer med andre ord, når det kan betale sig og afskærer en debat, når det er formålstjenligt. Spindoktoren bliver forvalter af ytringerne, der mere ligner en del af magt- eller markedsføringsapparatet, end den idealforestilling Habermas i Borgerlig offentlighed nærer om den offentlige debat i det offentlige rum, "hvor falske begreber og fordomme endelig viger for sandhedens overmagt". Med venner i lys vi tale. Jo, godaw do!

Jeppe Villadsens bog rummer adskillige aspekter af ytringsfrihedsbegrebet, og for mange til at en klumme som denne på nogen måde yder den skarpsindige tekst retfærdighed. En hovedpointe i hele undersøgelsen er den, at en analyse af ytringsfrihedens status i samfundene tjener til at sætte mere præcise ord på mentaliteten, den så at sige kollektive bevidsthed om en sådan - eller med et stort ord tidsånden.

I den forstand ligger det lige for at blive yderligere forskrækket over den overfladiskhed og det mageløse, forbløffende mange lagde for dagen i forbindelse med de støjende karikaturer af Muhammed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Metz for President
Artiklen er noget af det mest velbegavede og præcise dansk presse indtil videre har publiceret i relation til Karikaturkrisen. Hvad skulle vi dog gøre uden Georg Metz?