Læsetid: 4 min.

Gruens dag i Tripoli

Mens ligene af dræbte soldater og islamister flød i Tripolis gader, spredte spørgsmålet sig om, hvem der stod bag søndagens blodige angreb
Udland
22. maj 2007

TRIPOLI - Det var et rent blodbad - anderledes kan det ikke udtrykkes. 23 libanesiske soldater og politimænd på den ene side, 17 bevæbnede sunnimuslimske islamister på den anden. Hvor længe kan Libanon holde til dette? Lige før han døde, skød en af de bevæbnede mænd - var han palæstinenser, var han libaneser? det vides stadig ikke - en soldat, der stod lige ved siden af mig. Han faldt om på ryggen, skreg af smerte, og jeg troede først, han var gledet på fortovet, indtil jeg så blodet fosse ud af hans ben og Røde Kors-folkene ile til for at trække ham væk fra skudlinjen.

Ikke siden krigen - Libanons borgerkrig, som vi alle hertillands stadig forsøger at glemme - har jeg hørt så mange skudsalver gjalde i en libanesisk bys gader.

Tilbage til de dræbte. Fem af de 17 bevæbnede islamister blev dræbt, efter at paramilitært politi havde stormet en boligblok i 200 Street i selve Tripolis centrum. En lå på ryggen som et barn, mens en strøm af vand fra en smadret brandhane skyllede hen over hans krop. En anden lå sammenkrøbet i en døråbning oversået af glaskår med den Kalasjnikov-riffel ved sin side, som han skød med, da han selv blev truffet af en dræbende kugle.

"Hvor var de dog unge, alle sammen," bemærkede en forbipasserende kvinde trist. Og jeg bemærkede mig, at de døde også havde skæg - samme slags aflange fuldskæg, som al-Qaeda-mænd ynder at bære.

Stjal blot 1.500 dollar

Søndagens blodige hændelser i Libanon forløb så hurtigt - og med så stor livsfare for alle os, der var i området - at jeg stadig er usikker på, hvad der skete. Øjensynlig forsøgt en al-Qaeda-agtig gruppe at gennemføre et bagholdsangreb på en libanesisk hærenhed - hvilket lykkedes i forfærdende grad: 23 dræbte soldater og en enkelt dræbt politimand er et frygtindgydende tabstal for et lille land som Libanon. Men var dette et syrisk komplot, som Fouad Sinioras regering straks antydede? Var dette virkelig Syriens lange hånd, som endnu gang rakte magtbegærligt ud efter Libanons grønne, dejlige land?

Her er de få kendsgerninger: En gruppe bevæbnede mænd forsøgte at røve en bank i Tripoli og blev trængt ind i en boligblok. Andre søgte tilflugt i den palæstinensiske flygtningelejr nord for byen, Nahr el-Bared. Da jeg ankom til Tripoli søndag var en kampvogn ved at beskyde lejren, samtidig med at politisoldater formummet bag sorte hætter, helt i irakisk stil, gjorde klar til at storme bygningen i Tripolis centrum.

Røverne siges blot at have stjålet 1.500 dollar. Var dette virkelig denne massakre værd? Og er 'Fatah al-Islam', som har eksisteret i denne lejrs skygger i måneder, virkelig en islamistisk militsgruppe, der tæller 300 bevæbnede mænd?

I al fald var de dræbte militsmænd virkelige. Jeg fandt yderligere to af dem. Ovenpå hinanden lå de, tildækkede af patronhylstre, i den brændende bygning. Så kraftig var varmestrålingen fra flammerne, at jeg opgav at begive mig videre op ad trappen, imens paniske familier stadig kæmpede for at redde sig ud. En kvinde bar på en baby.

"Han er kun fire år gammel - kun fire år", jamrede hun til mig. En familie opdagede jeg i et badeværelse, 12 skrækslagne libanesere, som havde tilbragt 24 timer i dækning i dette lille rum, imens kugler borede sig ind i væggene i deres hjem. Så hvad i Guds navn hændte der ellers i Libanon på denne sorte dag?

Sunnimuslimsk bastion

Nuvel, premierminister Siniora hævdede, at dette var et forsøg på at destabilisere Libanon - et rimeligt godt gæt, mildest talt. Og Saad Hariri, søn af den ekspremierminister, som blev myrdet for mere end to år siden, kaldte de bevæbnede islamister for "voldsforbrydere, som har kapret islam".

Vi taler her om den samme Saad Hariri, som ifølge i al fald én amerikansk journalist - Seymour Hersh fra The New Yorker - indirekte skal have bistået med at kanalisere saudiske penge videre til de selv samme grupper. Shiamuslimske Hizbollah skulle jo ellers forestille at være de onde skurke i det libanesiske scenario, ikke en eller anden sunnigruppe.

Men Tripoli er sunnimuslimernes mest magtfulde bastion i Libanon - så magtfuld, at ikke én dråbe alkohol får lov til at væde dens restaurantborde. Også de mænd og kvinder, som søndag løb gennem Tripolis gader i rædsel var sunnimuslimer.

Så er syrerne virkelig ved at opbygge en aflægger af al-Qaeda i Libanon? Hvem er da gruppens fjender? NATO- og FN-soldaterne i Sydlibanon måske? Men da vel næppe den libanesiske hær, hin samme hær, som så heltemodigt forpurrede en ny libanesisk borgerkrig tilbage i januar? Og dog gennemførte en anden al-Qaeda-lignende gruppe i 2000 også et bagholdsangreb på den libanesiske hær - så var det måske også Syrien, der stod bag dengang?

Tripoli har siden søndag genlydt af skudsalver, hæren siges nu at rykke ind i flygtningelejrene. Fatah, Yassir Arafats, udtjente organisation, erklærede, at den var helt på hærens side - en kløgtig beslutning efter søndagens blodsudgydelser.

"Et farligt forsøg på at undergrave Libanons sikkerhed", udtalte regeringen, hvis shiamuslimske ministre trak sig ud sidste år i håbet om at bringe hele Sinioras kabinet til fald. Men hvordan kommer vi så videre herfra?

Tavse vidnesbyrd

Og hvem var de døde mænd, jeg så søndag, gennemhullet af kugler og delvis flået i laser af granater? Tavse vidnesbyrd er alt, hvad vi får fra de døde. En af dem havde store, runde øjne, over sit krusede fuldskæg - øjne, som stirrede stift på os og på de politifolk, der hånede hans lig.

Jeg gad vide, om ikke disse øjne vil komme til at hjemsøge os i tiden fremover. Og om vi overhovedet vil finde ud af, hvad der i grunden lå bag denne gruens søndag i Libanon.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her