Læsetid: 5 min.

Hærens humanitære rolle bekymrer ngo'er

De danske ngo'er tror ikke meget på militærets projekter i Irak, hvor det danske militær udfører en indsats, der minder om det arbejde, som humanitære organisationer laver. Det bekymrer de danske ngo'er, der frygter at blive kædet sammen med militæret
De danske soldater overvåger fire skoler og et borgmesterkontor, som er en del af den danske genopbygningsindsats i Basra-provinsen i Irak. Af sikkerhedsmæssige hensyn deltager 22 militære køretøjer i patruljen til de dansk-finansierede projekter.

De danske soldater overvåger fire skoler og et borgmesterkontor, som er en del af den danske genopbygningsindsats i Basra-provinsen i Irak. Af sikkerhedsmæssige hensyn deltager 22 militære køretøjer i patruljen til de dansk-finansierede projekter.

Jesper Løvenbalk Hansen

25. juli 2007

Om 16 dage er Irak-krigen slut for de danske soldater. I løbet af danskernes mere end fire års tilstedeværelse er fokus for det danske militær snævret ind til primært at handle om træning af irakisk militær og civil genopbygning i den sydlige Basra-provins.

Nu lyder det imidlertid fra de irakiske tolke, der har bistået danskerne, at "indsatsen for genopbygning falder sammen", når danskerne tager hjem.

Og det er der også god grund til at antage. Det forklarer en lang række danske ngo'er, der mener, at forudsætningerne for at genopbygge Irak igennem en militær indsats er meget ringe.

"Et problem ved militær genopbygning er, at de arbejder uden exit-strategi. Det er hit and run, hvor man måske opfører et par skoler og så forsvinder," siger Michael Gylling Nielsen fra Læger Uden Grænser.

Den vurdering bakkes op af andre danske humanitære organisationer, der ligeledes peger på, at de tidshorisonter og forhold, som militæret genopbygger under, ikke giver mening i en udviklingssammenhæng.

Fra Udenrigs- og Forsvarsministeriet lægges der ellers op til, at de danske styrker på internationale missioner i højere grad skal varetage civile opgaver. Og så arbejdes der for at intensivere samarbejdet mellem militær og humanitære organisationer.

"Vi er meget kritiske over for et samarbejde med militæret, fordi det er med til at udviske forskellen mellem en militær og en humanitær indsats. Hvis lokalbefolkningen ikke kan se forskellen, bringer det automatisk de ubeskyttede humanitære organisationer i fare," fortæller Michael Gylling Nielsen, der giver Afghanistan som et kritisk eksempel:

"I Afghanistan kørte militærets genopbygnings-teams i samme hvide biler som os. Som militær er det meget problematisk at gemme sig bag det humanitære skjold. Det giver sikkerhedsproblemer for vores medarbejdere," siger Michael Gylling Nielsen, der forklarer, at det varede mere end to år, før militæret opgav brugen af civile køretøjer.

Koncepter blandes

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær er enig med Michael Gylling Nielsen. Han forklarer, at Folkekirkens Nødhjælp er en af de danske organisationer, der gerne deltager i dialogen om civil-militær genopbygning, men påpeger ligesom hos Læger Uden Grænser, at det er en betingelse, at opgaverne holdes adskilt.

"Det er vigtigt, at der er fuldstændig klare linier om, hvem der laver hvad. Det fungerer ikke, at man den ene dag render rundt med et gevær i hånden, den næste kommer med mad og planer for genopbygning, og den tredje ransager huse. Soldater skal ikke lave udvikling," siger Henrik Stubkjær.

Samme melding lyder fra ASF Dansk Folkehjælp, der typisk arbejder i verdens konfliktzoner. Her forklarer leder af international afdeling Allan Mygind Vokstrup, at ASF valgte ikke at gå ind i Irak, da den militære tilstedeværelse, ifølge organisationens opfattelse, ikke var bakket op af et FN-mandat.

"Vi anså det som en for stor risiko, at vi ville blive kædet sammen med den militære indsats," siger Allan Mygind Vokstrup.

Det samme mener generalsekretæren i bistandsorganisationen Ibis, Vagn Berthelsen. Han pointerer dog, at der naturligvis er indbygget et dilemma i problematikken.

"Hvis de humanitære organisationer af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan operere i fuldt omfang, så forpligtiger det jo militæret," siger Vagn Berthelsen.

Og det gør det. Ikke bare af rent moralske årsager, men også i henhold til Geneve-konventionerne. Det hedder her, at militære magter skal opretholde en basal infrastruktur og sørge for, at lokalbefolkningen ikke lider overlast.

"Men den anden side af dilemmaet er, hvad der sker med ngo'ernes rolle, hvis de opfattes som en del af den militære tilstedeværelse," siger Vagn Berthelsen.

Praktisk umulig opgave

En del af det danske militærs genopbygning er rettet mod basal infrastruktur som opbygning af skoler, veje og vandforsyning. Andre initiativer går mod at skabe arbejdspladser ved at støtte lokale virksomheder og såkaldt kapacitetsopbygning af lokale bystyrer. Og særligt de mere bløde opgaver regnes af bistandseksperter for stort set umulige at gennemføre for det danske militær. De er ikke tilstrækkeligt trænet til opgaven og har heller ikke den nødvendige tid til at sikre indsatsernes langsigtede bæredygtighed.

"Al erfaring viser, at skal man lave bæredygtig udvikling, kræver det lokale partnerskaber, der efterfølgende tager ejerskab til processen," forklarer Henrik Stubkjær.

Hos AFS Dansk Folkehjælp peger man ligeledes på, at tidsrammen for det danske militær slet ikke er til at lave udviklingsarbejde.

"Militærets store problem er, at hver enkelt bataljon kun er udsendt for seks måneder ad gangen. Det er meget korte terminer, når man taler udviklingsarbejde," siger Allan Mygind Vokstrup, der videre forklarer, at ud fra en militær strategi giver det omvendt god mening at engagere sig i civilt arbejde. Det giver kontakt til lokalbefolkningen og viser, at man gør noget.

Tilsvarende melding lyder fra Ibis:

"Så korte tidshorisonter vil normalt opfattes som et problem i en udviklingsmæssig sammenhæng. På seks måneder når man ikke at komme tilstrækkeligt ind i de lokale forhold eller at få trænet lokalt personale til at videreføre indsatserne," siger Vagn Berthelsen.

Folkelig støtte nødvendig

Foruden Læger Uden Grænser har de fleste danske bistandsorganisationer imidlertid ikke noget imod at samarbejde med militæret. Rollefordelingen skal bare være klar. Og så er det altafgørende, at arbejdet foregår i områder, hvor lokalbefolkningen bakker op om den militære tilstedeværelse. Som i Kosovo.

"Der har vi ingen problemer med at samarbejde for eksempel logistisk med de militære styrker. 98 procent af befolkningen anser NATO-styrkerne som en befrielseshær. Uden at kende de præcise tal for befolkningens opbakning til de internationale styrker kan jeg godt tillade mig at sige, at situationen er meget anderledes i Irak og Afghanistan," siger Allan Mygind Vokstrup fra AFS Dansk Folkehjælp.

Henrik Stubkjær er helt enig i, at et samarbejde mellem militær og humanitære organisationer er betinget af, at der er folkelig opbakning lokalt.

"Vi ser gode muligheder for et civilt-militært samarbejde, fordi de danske soldater kan noget, som de andre nationers styrker ikke kan. De er gode til at skabe ro, og det kan vi benytte os af. Det gælder post-konflikt zoner, hvor man skal genopbygge og stabilisere, efter at freden er vundet. Men der skal jo være en fred at bevare," siger Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp.

Derfor skal overgangen fra et diktatur til en form for demokrati forberedes. Og det er dér, at det er gået galt i Irak. Det forklarer Henrik Stubkjær, der giver Sydafrika som eksempel på, at en overgang rent faktisk kan planlægges. Men det tager tid.

"I Sydafrika forberedte man en magtovertagelse over meget lang tid. Og det foregik netop ved, at civilsamfundet blev organiseret og opbygget. Der blev skabt tillid mellem lokale organisationer og befolkningen. Den tålmodighed og form for planlægning har man ikke haft i Iraks tilfælde. Man bragede ind og fjernede en diktator, som alle er enige om, var en despot. Men der stod ingen til at tage over og sikre den nødvendige fred og genopbygning," siger Henrik Stubkjær.

"Derfor er der i dag ingen til at udfylde det magttomrum, som er skabt i det irakiske samfund. Der er kun militæret til at løfte den opgave. Og derfor kan de ikke komme ud igen," mener Henrik Stubkjær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu