Læsetid: 4 min.

Fra hele verden til civilisationer

14. november 2006

Fiaskoen i Irak og terrorattentaterne i 2001 antyder en overgang fra forskelsløs optimisme til den resignerende civilisationisme, som er vor tids overtro: Den underkender det forhold, at folk i alverdens brændpunkter ikke flygter fra Vesten, men til Vesten. Det er ikke de vestlige idealer, men snarere den militære og økonomiske korruption af idealerne for et verdenssamfund, som begrunder modstanden. Anti-vestlige krigeriske bevægelser har fra Hizbollah til de japanske selvmordsterrorister hentet inspiration i vestlig selvkritik fra marxismen til Nietzsche. Fjendebillederne af vesterlændinge som grådige og åndløse kynikere er ikke en islamisk konstruktion, men inspireret af vores egen oplysningskritik.

Civilisationismen glemmer også, at også Vesten er en blandingskultur baseret på lån, tilegnelser og integration af alverdens elementer. Det tog århundreders kulturkampe i Vesten at etablere et folkestyre med en demokratisk offentlighed og respekt for juridiske, politiske og sociale rettigheder. Disse kampe reflekterede lokale vaner, religiøse forestillinger og traditioner i omstillingsprocesser, som hele tiden finder nye udtryk i konflikter mellem demokratiske løfter og gamle værdier. Demokratiet blev ikke installeret af fremmede soldater.

Der er nogle få øjeblikke i verdenshistorien, hvor alt står åbent, de gamle modeller virker slidte - og der kom Huntington ind. På et tidspunkt efter Den Kolde Krig, hvor mange troede på en demokratisk fred, hvor de store ideer ikke længere betød så meget, så han ideernes vigtighed for folks identitet Sten Ryning, lektor i international politik, Syddansk Universitet Enten må vi være helt ens, eller også er vi helt forskellige. Efter Den Kolde Krig hersker en tro på udsigt til den evige fred. Sultkatastrofer, diktaturer og regionale konflikter bliver betragtet som rester fra den gamle verdens elendighed eller fanatikeres oprør mod en ny ordens tvingende nødvendighed. Som amerikansk præsident proklamerer Bill Clinton en ny verdensorden:

"Tyranner, pas på! Hvis nogen kommer efter uskyldige civile for at dræbe dem en masse på grund af race, etnisk baggrund eller deres religiøse overbevisning, og det er inden for vores magt at stoppe det, vil vi stoppe det." En bestemt opfattelse af mennesket præger den ny verdensorden: Vi er alle ens. Alle kimen har til selvbestemmelse og demokrati som naturlige anlæg. Hvis samfund ikke er demokratiske og frie, må det skyldes en undertrykker, som kan fjernes. Når undertrykkeren er væk, vil frihed, demokrati og respekt for menneskerettigheder vokse frem automatisk. Krigen i Irak i 2003 bliver præsenteret som realisering af den ny verdensorden. Den 9. april skulle være den dag, hvor friheden når Bagdad, og den nye verdensorden kulminerer med befrielsen af det irakiske folk, da den store Saddam Husseinstatue i Bagdad bliver væltet. USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld har længe efterlyst det 'tipping point', hvor irakerne frigjort fra undertrykkelse ville omfavne besætterne som befriere.

Vestlige kommentatorer som Hans Magnus Enzensberger udråber krigen til en succes, hvor det med historisk lave tabstal er lykkedes at vinde en stor sejr. DEN væltede statue udløser ikke det længe ventede vendepunkt. Invasionen fører til et kaotisk voldsorgie, som selv den amerikanske præsident nu har svært ved at betegne som andet end et nederlag. Det udløser også et opgør med forestillingen om, at vi alle er ens. I stedet for den radikale internationalisme, der satte undertrykkelse og midlertidige rester af gamle kulturer som forskellen på Vesten og de andre, huserer en ny pessimisme om fundamentale forskelle, som efter den amerikanske forsker Samuel Huntington får navnet: Civilisationernes sammenstød. Nu ses kritikken af interventioner, vestlige statussymboler og den vestlige globale dominans som udtryk for andre 'civilisationer'.

Terrorismen skulle være udtryk for en radikalisering af en anderledes religion. Hysteriske kommentatorer hævder nu, at vi "skal stå fast på vores værdier", fordi vi er oppe imod en anden civilisation, som vil gennemtrumfe sine sandheder med vold. Civilisationismen sætter en dagsorden, hvor religiøse ledere som paven og nationalistiske dyrkere af værdier tilbyder sig selv som civilisationens sande advokater. Civilisationismen radikaliserer modstillingen mellem liberale demokratier og deres modstandere til en kamp mellem de gode og de onde, hvor tvivl, dialog og åbenhed foragtes som svaghed og naivitet... FIASKOEN i Irak og terrorattentaterne i 2001 antyder en overgang fra forskelsløs optimisme til den resignerende civilisationisme, som er vor tids overtro: Den underkender det forhold, at folk i alverdens brændpunkter ikke flygter fra Vesten, men til Vesten.

Det er ikke de vestlige idealer, men snarere den militære og økonomiske korruption af idealerne for et verdenssamfund, som begrunder modstanden. Anti-vestlige krigeriske bevægelser har fra Hizbollah til de japanske selvmordsterrorister hentet inspiration i vestlig selvkritik fra marxismen til Nietzsche. Fjendebillederne af vesterlændinge som grådige og åndløse kynikere er ikke en islamisk konstruktion, men inspireret af vores egen oplysningskritik. Civilisationismen glemmer også, at også Vesten er en blandingskultur baseret på lån, tilegnelser og integration af alverdens elementer.

Det tog århundredes kulturkampe i Vesten at etablere et folkestyre med en demokratisk offentlighed og respekt for juridiske, politiske og sociale rettigheder. Disse kampe reflekterede lokale vaner, religiøse forestillinger og traditioner i omstillingsprocesser, som hele tiden finder nye udtryk i konflikter mellem demokratiske løfter og gamle værdier. Demokratiet blev ikke installeret af fremmede soldater. Skulle den militære fiasko i Irak og fanatikeres voldelige modstand mod en fjende, som ikke kan besejres, være tilstrækkelig grund til at opgive oplysningsidealer, som efterlignes overalt på kloden?

Den store udfordring i dag er, at så mange på kloden efterstræber det vestlige forbrugsmønster, at det langsomt udløser katastrofale klimatiske konsekvenser. Alene den udfordring sætter os i et globalt skæbnefællesskab, som kræver, at vi mobiliserer det bedste i den demokratiske tradition for at regere over vores egne og vores efterkommeres livsomstændigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu