Læsetid: 10 min.

Hitlers sidste mand Rochus Misch gør stadig gavn for chefen

23. april 2005

På spisebordet ligger stabler af breve fra hele verden og kræver svar. Telefonen kimer.

»Det hele flyder, jeg når aldrig at rydde op,« jamrer Rochus Misch. Han er 87 år gammel, tunghør og lider af jubilæumsbetinget stress.

»Én har stillet 36 spørgsmål, som han vil have svar på. Hvordan skal jeg nå det?«

Vores interview i Misch' dagligstue i Berlin er slet ikke kommet i gang, før telefonen afbryder os første gang. Det er vist en journalist fra Bulgarien, der gerne vil besøge ham.

Rochus Misch griber ud efter sin kalender; alle datoer er allerede overmalet med aftaler. »Nej, det går ikke. Jeg er helt optaget. Nej, jeg er allerede kollapset én gang, nu vil jeg holde tre ugers ferie.«

Journalisten fra Bulgarien er åbenbart stædig.

»Det går ikke. Nej, slet ikke. De er ikke den eneste, der har fået den idé. Jeg har allerede to journalister siddende i stuen. Ring igen om tre uger. Farvel,« siger Rochus Misch bestemt.

Grunden til, at alle vil have fat i ham er Adolf Hitler. I årene 1940 til 1945 gjorde Rochus Misch tjeneste i Führerbegleitkommando - den tyske Førers personlige livvagt. Omkring 20 betroede soldater, der fulgte Hitler fra sommerresidensen Berghof ved Berchtesgarden, over Førerens kommandohovedkvarter, Wolfschanze, i Østpreussen, til Førerbunkeren i Berlin.

I dag er Rochus Misch et af de sidste overlevende øjenvidner fra Hitlers inderkreds. Og efterhånden, som de øvrige øjenvidner falder fra, stiger arbejdsspresset hos Misch. For 15 år siden var der ikke en kæft, der ville høre om Rochus' oplevelser, nu ringer telefonen hver halve time.

»Nej, Hitler-autografer har jeg ikke til salg,« siger han høfligt men bestemt i røret. »Min kone havde et fødselsdagskort med de bedste hilsner fra Hitler, men hun smed det væk efter krigen. Det var fra Stuttgart.«

»Hitler var en prima chef,« konstaterer Rochus Misch og begynder på sin fortælling. I en mappe gemmer han sine fotografier fra Berghof. Fotografierne er i praktiske plastiklommer, så de holder til de mange svedige journalistfingre. For det er vel derfor vi er her - for at komme så tæt på Adolf Hitler, som man kan i året 2005.

»Jeg har selv taget billederne. Jeg kunne komme virkelig tæt på ham. Idylliske dage på Berghof...«

På det ene billede står Hitler tankefuld med hænderne begravet i bukselommerne. Et andet viser et kaffeselskab med rustningsminister Albert Speer. På et tredje ser man et kaninbur på græsplænen foran Berghof. »En af os livvagter havde en lille sort hund, som for sjov blev sat ned til kaninerne. Da Hitler så det, udbrød han: "Mein Gott, hvilken race kommer der mon ud af det!?"«

 Rochus Misch kommer til at grine af optrinnet. Selv er man lidt i vildrede: Tænkte Hitler ikke på andet end racehygiejne? Eller var han så overspændt, at han så parringer overalt?

Rochus Misch afbryder tankerækken: »Hitler var en helt normal mand. Jeg levede sammen med ham i fem år. Han var ikke noget monster og intet overmenneske.«

At Rochus Misch blev Hitlers livvagt skyldtes en kæde af tilfælde, der begyndte allerede under Første Verdenskrig. Kort før Rochus fødsel i 1917 blev hans fader alvorligt såret og fik et par dages sygeorlov hjemme i Schlesien (det nuværende Vestpolen), så han kunne se sin førstefødte. Få timer inden fødslen sank han om med en blodstyrtning og døde, moderen skreg af veer og fortvivlelse.

Efter bare et par år døde også moderen, og den forældreløse Rochus voksede op hos sine bedsteforældre. Han kom i malerlære og drømte om et job ved jernbanerne. Han havde hørt, at hvis man meldte sig frivilligt til SS, fik man senere job i staten. Allerede under angrebet på Polen i 1939 blev Rochus såret af et riffelskud i brystet. Mens han lå i lazarettet hørte hans kompagnichef, at Føreren havde brug for mere personale.

Som familien Misch' eneste søn havde Rochus ret til en skånsom værnepligt. Führerbegleitkommando syntes at være det fredeligste sted. »Kompagnichefen foreslog mig til tjenesten, fordi han påskønnede min pligtfølelse. Man skulle henvende sig i personligt i Førerens private gemakker. Jeg rystede over hele kroppen over at være så tæt på Føreren. Jeg havde aldrig haft noget med partiet at gøre, har ikke været i Hitler Jugend - og så stod jeg pludselig i de inderste cirkler.«

Rochus Misch fik tjansen som gruppens telefonist. Der var uendelige mængder af meddelelser at viderebringe, og så skulle der skaffes gæster til Hitlers middagsselskaber i Berlin og på Berghof.

»Vi holdt hurtigt op med at invitere flere personer med den samme profession. Hvis der var to læger med til middagen, kom de altid op at skændes. Så vi tog en fra videnskaben, en fra kunsten, en fra partiet... Hvis vi hørte, at der var en gauleiter fra provinsen i byen, fandt vi også frem til ham: 'Føreren vil gerne se Dem til middag i aften', sagde vi så.«

Den invitation kunne de færreste modstå, bortset fra propagandaminister Josef Goebbels: »Goebbels kunne finde på at sige nej, hvis han ikke havde lyst.«

Rochus Misch, der efter krigen drev en lille farvehandel i Vestberlin, viser rundt i sit liv, der selv i dag 60 år efter krigen domineres af Adolf Hitler. »Jeg gjorde bare min pligt. Jeg var soldat - lige som 20 millioner andre,« siger han. Pligten kalder fortsat.

Når den gamle chef bliver angrebet af en uforstandig eftertid, træder den gamle livvagt frem for at beskytte sin chef; vi har et helt forkert billede af Hitler, hvis vi kun ser ham som råbende demagog og massemorder. Siger Misch. »Lidt vitser fortalte han, ellers var han meget tilbageholdende.«

Det var heller ikke Hitlers skyld, at Stalingrad felttoget endte i en tragedie med næsten 300.000 omkomne tyske soldater. Hitler var indstillet på at trække tropperne tilbage, men så blandede luftmarskal Hermann Göring sig. Fortæller Rochus Misch: »"Mein Führer," sagde Göring. "De må under ingen omstændigheder opgive Volga. Stalin kan kun føre krig, hvis han har den flod. Olie og alt gods kommer via Volga ind i landet. Stalin kan kun besejres, hvis han ikke har adgang til Volga."«

Hitler gav sig, skylden for katastrofen ligger altså hos Göring og generalerne, der støttede ham. Jøderne? Hitler havde intet mod jøderne - hans første chauffør var jøde. Svarer Rochus Misch.

»Hvis man taler om Holocaust, er man en helt i Tyskland, men hvis man siger, at Hitler aldrig besøgte en kz-lejr, så... Hos os (i Hitlers inderkreds, red.) blev der aldrig talt om kz-lejre. Hitler kan kun have vidst det, man fortalte ham.«

Og hvis man siger, at SS-rigsfører Heinrich Himmler, en af Hitlers nærmeste, i 1941 holdt en tale for ledende SS-folk om jødeudryddelsen, griber Rochus Misch straks muligheden: »Ja, det var Himmler...!«

Under de følgende spørgsmål er Rochus Misch pludselig blevet helt tunghør. Telefonen igen. En mand har lige set filmen Der Untergang om Hitlers sidste 12 dage i Førerbunkeren. Nu har han et par spørgsmål.

»Filmen var en dramatisk operette,« konstaterer Rochus Misch, og da der lyder indvendinger i røret, siger han: »Jeg er nu engang et øjenvidne. Jeg var den sidste, der forlod bunkeren. (pause) Lad være med at skrive for langt, for jeg har ikke tid til at svare«, Rochus Misch lægger på.

Vi nærmer os beretningens klimaks - Nazi-Tysklands undergang - men Rochus Misch har fyret næsten alt krudtet af allerede. Han skal pakke sin kuffert, det haster, i morgen tidlig tager han til Østrig på ferie. Han begynder alligevel at fortælle, hushjælpen er jo ikke kommet endnu.

»Når der var møder, var der liv i Førerbunkeren. Ellers var den som en sarkofag af beton.« Hitlers raserianfald, beskrevet af både Charles Chaplin og Bruno Ganz, kan Rochus Misch ikke genkende.

»Ingen kender hans virkelige liv. Det bliver beskrevet som... Der er fortalt så meget vrøvl. Han var ikke noget overmenneske - det kunne han slet ikke tillade sig overfor generalerne. Nogle gange skændtes de, for der er situationer, hvor man virkelig må skælde ud. I Finland led vi store tab, og da var han vred: "Det er mig, der står med ansvaret," sagde han.«

Den 22. april 1945 indså Hitler, at håbet var ude. Russerne havde omringet Berlin, og amerikanerne i Vest krydsede Donau for at indtage Alperne.

»Han kaldte os sammen og afskedigede os. Alle var frie til at gå - undtagen dem, der var nødvendige for at opretholde driften af bunkeren med vand, el og telefon.« Deprimerende dage fulgte. De små glimt af håb om en lykkelig udgang blev blæst ud af detonerende granater. Det hastede virkelig med de vidundervåben, som den tyske propaganda annoncerede.

»Hitler beundrede England. Hans tolk sagde engang, at han talte sproget flydende, men lod som ingenting. Hitler kunne ikke begribe, at et handelsfolk som det engelske gjorde fælles sag med kommunisterne. Til det sidste troede han, at der ville opstå splid mellem Rusland og de vestlige allierede. Jeg tror, at det hemmelige vidundervåben, man talte om, var England.«

Den 30. april om eftermiddagen trak Hitler og Eva Braun sig tilbage i deres private gemakker. Efter en stund åbnede man døren og fandt det døde par. Efter Hitler overtog Goebbels kommandoen i Førerbunkeren. Længe blev han ikke på sin post. Efter bare 30 timer begik han selvmord med sin hustru Magda. Forinden havde hun dræbt deres seks børn, Helga, Hilde, Helmut, Holdine, Hedwig og Heidrun.

»Hele personalet lå på knæ for Frau Goebbels: "Hvis De vil blive, er det Deres egen sag, men børnene skal flyves ud," sagde vi. Det var et drama. Det skete for mine øjne. Frau Goebbels kunne ikke selv gøre børnene klar til at dø, det måtte vi gøre.«

Rochus Misch ønsker sig brændende, at de seks myrdede børn bliver mindet officielt. »Man kan godt stille 2.700 søjler op på det jødiske mindesmærke, men stille seks søjler op ved Førerbunkeren må man ikke. De burde da blive mindet; de blev også myrdet, men det går ikke.«

Da Goebbels skød sig, ophørte Rochus Misch' forpligtelser i Førerbunkeren. Det var den 2. maj 1945.

Mens han forsøgte at snige sig hjem til sin kone, der ventede i bydelen Rudow, var russerne i færd med at nedkæmpe de sidste modstandslommer. Gennem U-banetunneler og over broer løb han, indtil han nåede Stettiner Bahnhof, hvor han måtte overgive sig til Den Røde Hær.

I fangenskabet mødte han Hitlers pilot Hans Bauer, der havde fået sat et ben af uden narkose og nu skulle transporteres til videre afhøring og behandling i Moskva. Bauer overtalte ham til at følge med som sin støtte - først senere opdagede russerne, hvilken funktion Rochus Misch havde haft.

»Jeg er blevet torteret på det grusomste i tre år. "Du lyver, du lyver," skreg de, og så fik jeg pisk. På ryggen, på testiklerne. Indtil jeg besvimede. Så fik jeg en spand koldt vand over mig.«

Til sidst skrev han et brev til KGB-chef Beria, hvori han bad om at blive skudt som en soldat - i stedet for at blive pint ihjel på uværdigste vis. Så fulgte seks år i en lejr i Kasakhstan, før han endelig kunne vende hjem til konen og et fredeligt liv i Vestberlin. Sidste år blev offentlighedens interesse for Rochus Misch så stor, at han besluttede at få fremstillet postkort med sit billede som ung soldat.

»Folk vil jo have min autograf.« Rochus Misch er blevet en stjerne i den moderne medieverden, der forsyner befolkningerne med nyt om krigen for 60 år siden. Måske er det pligtfølelse overfor den gamle chef, måske har han bare opgivet at ignorere telefonens kimen: Rochus stiller op til alle de møder og interview, han orker.

Om virakken i virkeligheden smigrer ham, er ikke til at sige. Personlig skyld bærer han ikke, krigsforbrydelser kan han ikke have begået - måske har han ikke engang hørt om dem under krigen, og han har stadig svært ved at tro på dem.

Hans Anden Verdenskrig udspillede sig fjernt fra fronten og kz-lejrene i selskab med den anden Adolf Hitler - den flinke chef, dyrevennen. Nederlaget og forbrydelserne må andre have ansvaret for.

I tidligere interview har Rochus Misch givet udtryk for, at han nok kom til at lide af den samme blindhed for realiteterne, som Hitlers sekretær Traudl Junge beskrev i interviewfilmen Im toten Winkel - i den døde vinkel (2002).

»Sådan var det vel,« sagde Rochus Misch modstræbende til avisen Tagesspiegel for et par år siden.

»Mordet på mennesker var ikke noget samtaleemne hos os. Det grusomme, som skete i krigen, var forfærdeligt, men i min tid blev der ikke talt om det.«

Denne eftermiddag i dagligstuen gider han ikke være politisk korrekt: »Mange journalister hetzer i deres artikler. De gør Hitler til en forbryder, og SS til mordere! Sådan noget sludder. SS-folkene ville kæmpe imod kommunismen. De kæmpede for Europa. Bagefter blev de straffet - men de var ikke andet end antikommunister.«

Sidste sommer besøgte Rochus Misch betonruinerne af Wolfschanze i det nuværende Polen sammen med et tv-hold fra ZDF. Det gamle bunkeranlæg er blevet en ren turistmagnet med næsten en kvart million gæster om året. Mod betaling kan man få en rundvisning, man kan købe postkort og noget at spise.

»Så sagde jeg til en af polakkerne dér: "Hitler er en stor arbejdsgiver, at De sådan har et arbejde her. Havde han bygget sit hovedkvarter et andet sted, havde andre fået dette arbejde."«

Rochus Misch har fremlagt sine beviser, og han har ikke tid til modargumenter. Han siger hastigt farvel og følger os til døren. I morgen har han tre ugers ferie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu