Oplysninger omkring Gustav Husaks gravsted er svært fremfindelige, men måske det lokale turistkontor i Harrachov kan hjælpe. Den midaldrende dame i receptionen møder os med et smil: Her kommer et par turister for at høre, hvor den bedste Svickova-restaurant i byen er - Svickova er tjekkisk oksekød i cremet citronsovs.
"Gustav Husak," siger jeg.
Hun får øjeblikkeligt et iskoldt blik i øjnene, og med en bundfrossen stemme siger hun: "Hvad med ham? Ham har jeg ingen interesse i".
Hun bløder op, da hun får at vide, at vi ikke er to ny-kommunister på idoljagt, men to halvskøre journalister fra Danmark på en dead presidents-mission. Hun er glad for den udvikling, Harrachov og landet i det hele taget er inde i, selvom markedsøkonomien sætter mange af de gamle af.
"De har været vant til at arbejde hårdt, men har fået store problemer med det ansvar, der følger med nu. Mange er syge og snavsede, fordi de ikke tidligere selv skulle sørge for at gå til lægen. Det ordnede systemet. Jo, der er sket meget siden Gustav Husak blev tvunget fra magten i 1989".
Jeg spørger igen til den tidligere diktator.
"Han var slovak, så han er sandsynligvis begravet i Bratislava," siger hun med foragteligt tryk på slovak.
Hun har - måske - ret. Vi finder i hvert fald via internettet ud af, at han lå på Dubravka-kirkegården i Bratislava i år 2000. Nærmere kan vi ikke komme det.
"Af sted til Bratislava," siger jeg.
"Hold kæft mand, ved du, hvad klokken er?" siger Mikkel.
Lortedagen starter
Det har været en sen start for os i dag. Sent i seng plus frisk 'alpe'luft er lig med morgenmad klokken 11.30. Inden vi kører, skal autocamperens toilet tømmes. Campingdebutanterne debuterer som camperlokumstømmere. Jo mindre beskrevet om den sag, jo bedre, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det var her, lortedagen startede- Af sted kommer vi dog, men Bratislava er langt væk. Meget langt væk. Vi kører gennem den mellemstore by Hradec Kralove - en typisk tjekkisk by. Den ligner en fornuftig tysk Stadt med bilforhandlere og stormagasiner. Og der er ingen tvivl om, at tjekkerne mener stort. Selvom bybilledet stadig hærges af gamle kommunistklodser, så ligger der hypermaché'er lige om hjørnet. Selv en dansk Netto er der blevet plads til. Langs vejene, spredt ud over Tjekkiet, ligger indkøbsmekkaerne, der ikke som Rosengårdscenteret og Rødovre Centrum er hygge-jantelovsnavngivet. Nej, de bærer fremadstræbende, internationale og monumentale navne som Futurum, Globus og Olympia, hvis Las Vegas-agtige neonnavn lyser isblåt op mod nattehimlen. Futurum, Globus, Olympia: Succes.
Klokken 19.15 er vi nået til byen Litomysl, hvor der holdes en tiltrængt kaffe/tisse-pause. Den tjekkiske servitrice forespørges om afstanden til Bratislava. Hendes svar er 400 kilometer. Midnatsforestilling ved Gustav Husaks grav? Motorvejen er i god stand, og der er ingen trafik. Camperen fræser, og klokken 23.00 er vi kun få kilometer fra den slovakiske grænse. Herfra kun 65 kilometer til Bratislava. Vi er opstemte. Vi kan være ved Husaks grav før midnat.
Nålen på instrumentbrættet viser, at der snarest skal tankes. Vi planlægger et stop på den næste tankstation. 70 liter diesel. Fem minutter. Intet problem. Men så heller ikke flere pauser-
I forlygternes skær står der pludselig en mand i en selvlysende grøn jakke og vinker os ind til siden. Kan det være grænsen? Har vi kørt for stærkt? Vi ruller ud på sidesporet og en tjekkisk politimand med stiv kasket går nonchalant over til autocamperen. Gennem det nu nedrullede vindue hører vi ham sige: "Vignet?"
Vignethvadfornoget?
I Tjekkiet skal man åbenbart købe et lille klistermærke til forruden, kaldet en vignet, for at køre på motorvejen. Pris: Cirka 50 danske kroner. Prisen for at blive snuppet uden: Cirka 1.000 danske kroner. Alt i alt har vi kun kørt 60 kilometer på tjekkisk motorvej. Kilometerpris: 16,5 kroner. Omtåget af vignet-bøden kører vi forbi den sidste tank inden grænsen. En grænse som - igen - passeres problemfrit. Var grænsepasseringen problemfri, så var det samme ikke tilfældet med hensyn til benzintankspassagen. Fem kilometer inde i Slovakiet på en mørk og øde motorvej er fræseriet slut. Vi ruller - endnu en gang ud til siden-
Med dieseltomme udtryk kigger vi på hinanden. What to do? Der er intet andet end mørke omkring os. Mørk motorvej. Mørk skov. Ukendt slovakisk mørke. Hvert femte minut blæser en stor lastbil forbi os. Ellers stilhed. En af os må blive ved bilen, mens den anden går efter hjælp. Det bliver mig, der tager den orange sikkerhedsvest på, som alle McRent-campere er udstyret med. Mikkel bliver i den nødblinkende bil, mens jeg trasker ned ad den mørke motorvej i håb om at finde en tankstation. Efter et par kilometers traven kan jeg kun ane camperens blinkende lygter.
Er der ulve i Slovakiet?
Der er ingen trafik, kun forbandet stilhed - og dog. Jeg synes, jeg kan høre lyde inde fra skoven. Er der ulve i Slovakiet? Bjørne? Øksemordere? For helvede, der er noget derinde. Knæk. Et eller andet har trådt på noget, og pludselig spurter jeg med bankende hjerte ned ad nødsporet. Jeg stopper et par hundrede meter senere, cigaretforpustet. Jeg lytter. Stilhed. Men hvad er det? Et lys. Spiller øjnene mig et puds? Nej, der er et lys inde i skoven. Skal jeg gå videre eller forlade motorvejen og undersøge lyset? Jeg går mod lyset. Forsigtigt træder jeg igennem det tætte dunkle krat og kommer ud på en mudret vej. Bygninger. Og der er lys i en af dem. Jeg famler mig over en gårdsplads, da jeg falder over noget levende. En Ged! Den rejser sig op og glor på mig. Jeg siger "undskyld" og fortsætter mod lyset, der viser sig at være en nøgen pære, der oplyser en hestestald. Fire krikker ser forbavsede på manden i den orange vest. Jeg kan ane gamle bilvrag og traktorer. En koklokke med dertil hørende malkeko bryder stilheden. Den tygger afslappet drøv. Bag hestestalden ligger, hvad der godt kunne ligne et stuehus. Jeg famler mig derover. Banker på døren til den mørke bygning. Intet svar. Jeg banker igen. Hårdt. Et lille vindue åbnes, og en tyk kvinde siger et eller andet på slovakisk, som jeg oversætter til noget i retning af; forsvind eller vi pudser hunden på dig og skyder knoppen af dig med en haglbøsse. Jeg hiver mit danske kørekort frem, vifter med det og når at råbe: "Turist, auto kaput", inden hun igen lukker vinduet. Hun griber kørekortet og ser på det. Vender og drejer det, men ser nogenlunde overbevist ud. Hun lukker vinduet og åbner hoveddøren, og fire slovakiske bondegenerationer myldrer frem fra alle sider. Slovakisk pludren fra fire- til 80-årige. Jeg får min situation forklaret med tegn og fagter, og herren i huset - en søvndrukken cirka 30-årig mand i slidte jeans og hullet netundertrøje - ser ud til at ville hjælpe. Jeg beslutter på stedet, at han skal have 20 euro, når vi ankommer til camperen. Han fylder en dunk med diesel og får et af bilvragene startet. Sammen kører vi i en halvfjerdser-Skoda mod den ventende autocamper. Turen går over skovveje, der ville få Rold Skov til at skamme sig, til en motorvejsbro. 30 euro. Han skal sgu have 30 euro. Herfra kan vi i det fjerne se den havariblinkende camper. Bondemanden slukker for motoren. Jeg forstår ikke helt- Han får forklaret, at resten af turen skal foregå til fods! Med dieseldunk i hånden går turen ned ad en 25 meter stejl og tætbevokset skrænt. Mine sarte shortsklædte ben rives til blods af slovakiske tornebuske. Det eneste, Markhos - som bondemanden hedder - siger igen og igen, er "Aj jaj jaj". Jeg kan kun give ham ret. Et hegn forceres, og vi er på motorvejen. OK, det her er 40 euro værd. Den slovakiske traktordiesel hældes på den tyske autocamper, og mirakuløst starter den i andet forsøg. Markhos får en tiltrængt cola fra camperkøleskabet, og vi vil selvfølgelig køre ham tilbage til hans bil, men det siger han nej til. "Ingen afkørsel," gestikulerer han. Han begiver sig til fods tilbage op ad skrænten med 50 euro, der skulle presses i lommen på ham. Vi fortsætter mod Bratislava og Gustav Husak, lettere målløse over denne selvopofrende slovakiske bondemand. Klokken er 02.10. Det er for sent at lede efter en campingplads, så vi vil forsøge at finde den gamle tyran i nattens mulm og mørke. Klokken midt om natten ruller vi op til den lille Dubravka-kirkegård i et fashionabelt kvarter i bakkerne uden for Bratislava, der ligner et slovakisk Hollywood Hills. Med engangslightere render vi rundt og lyser på gravstenene. Vi er svineheldige - måske højere magter hjælper til. Vi har trods alt haft rigeligt med uheld i dag - og finder graven. Husaks grav er en af de eneste ikke-velholdte på den smukke kirkegård, der ligger højt hævet over den sovende hovedstad. Ukrudtet vokser omkring den anonyme granitsten, der bærer den simple påskrift: Dr. Gustáv Husák, 1913-1991.
Klokken er morgengry, da vi krydser grænsen til Ungarn.
Despot 3: Tjekkoslovakiet, mission fuldført.
Despot 4: Ungarn og Janos Kadar.
