Hvad er islamofobi?

Ordkonstruktionen 'islamofobi' er en fælde lagt af islamister i den hensigt at vanskeliggøre islamkritik
4. oktober 2006
Delt 49 gange

Et sproglig nydannelse har vundet indpas i den offentlige debat: ordet islamofobi.

Dette ord, der lydligt kan ligne xenofobi, er konstrueret i den hensigt at indgyde frygt ved ubevidst at skabe forestillinger om had, forfølgelse og diskrimination - og dermed til hensigt at indgyde skyld. Stadig flere anvender dette ord som synonym for 'racisme' eller en parallel til antisemitisme. Men er denne brug tjenlig for det, som må være republikkens fornemmeste forpligtelser: at værne om samfundets sekulære orden og bekæmpe racisme? Fører det ikke til tankemæssig uklarhed, der kan få skadelige konsekvenser for republikken, dens værdier og kulturelle arv?

Forskeren Caroline Fourest har sporet ordet til dets oprindelse, og dets historie rummer artige overraskelser, der er afslørende for dets ophavsmænds intentioner. Det viser sig, at udtrykket islamofobi først blev brugt af radikale islamister imod feminister.

Kate Millet, den berømte amerikanske kvindesagsaktivist, blev udskældt som islamofob efter at have opfordret iranske medsøstre til at nægte at bære slør. Tilsvarende var det i de følgende i sammenhæng med muslimsk kvindeapartheid - tørklædetvang i skoler og institutioner, kønsadskillelse i svømmehaller osv. - at beskyldninger for islamofobi i stigende grad blev rettet imod dem, som talte imod bestræbelser på at ophøje denne apartheid til officielt anerkendt norm.

Igennem 1990'erne blev begrebet systematisk udbredt fra Londons islamistiske miljøer i kampagner imod Rushdie. Forfatteren og forsvarere for ytringsfrihed måtte nu se sig anklaget for kriminel islamofobi og truet på livet. Begrebet islamofobi er dermed oprindeligt et våben smedet af islamisterne for at tjene deres mål om at påtvinge verdens deres totalitære vision, og hvis rødder rækker ned i dybeste åndsformørkelse.

Imod religionskritik

I udgangspunktet var islamofobi et kampord - jvf. den revolutionære poet, Majakovskijs berømte formulering: Ordene er kugler! Ved naivt at overtage dette ord har frihedens og antiracismens oprigtige venner i de senere år placeret sig på deres modstanderes terræn. For går det an, som islamisterne ønsker sig det, at sætte lighedstegn mellem islamofobi og racisme eller se en ækvivalent til antisemitisme?

Sammenblandingen af islamofobi og racisme har til hensigt at spærre for den religionskritik, som har været en så værdifuld del af vor kultur siden Voltaire og så væsentlig for udviklingen de republikanske idealer.

Er det racistisk at tale imod det horrible magtmisbrug, der i islams navn praktiseres fra Mauretanien til Pakistan? Er det racistisk at tage afstand fra sharia, stening, kønslemlæstelse, slaveri (som stadig praktiseres i nogle muslimske samfund), diskrimination mod homoseksuelle, kvinders inferiøre status etc.? Er det racistisk at minde om, at i intet muslimsk land æres menneskerettighederne eller demokratiet? Er det racistisk at sige, at hundredvis af millioner af mennesker hver dag lever under islams religiøse åg? Er det racistisk at bekymres over, hvilke modtræk vi som sekulært samfund har mod en religion, som i så ringe grad har formået at inderliggøre Oplysningens værdier? Er det racistisk at stille spørgsmålet, om islam med et menneskeligt ansigt er muligt?

Hvor racisme - f.eks. arabofobi - er absolut fordømmeligt, er kampen imod religionens indtrængen på civilsamfund det ingenlunde. Islam er en religion - et sæt af ideer, myter, overtro og riter - ikke en race (hvis dette ord overhovedet har mening), ikke en etnisk gruppe. Islam vil som kristendommen være en universel religion, men islam er også en ideologi som kommunisme eller liberalisme. Vil nogen fordømme antiliberalisme eller antikommunisme og modstand imod disse ideologier og de samfundsindretninger, de indebærer, som 'racisme'?

Den kritik, der stemples som islamofobi, har intet med racisme at gøre, for den er uden had til noget folk. Den er derimod en forkastelse af det, som visse muslimer prædiker og vil påtvinge i islams navn, og en forkastelse af de arkaiske og demokratiuforenelige holdninger, som vise islamtolkninger formidler.

Hvad angår antisemitisme, stigmatiserer den ikke en religion, men et folk. Der findes ikke et muslimsk folk, hvorimod der findes et jødisk folk. Derfor er parallelliseringen mellem islamofobi og antisemitisme forkastelig. Islam er, i kraft af dens missionerende ildhu, et muligt ideologisk, religiøst tilvalg for mennesker uafhængigt af etnisk tilhørsforhold og hudfarve. Derimod er jøder ét folk, fordi jødedommen ikke missionerer. Snarere end at være en kamp imod en religion, er antisemitismen det umotiverede, uudslukkelige had til et bestemt folk, det jødiske. Jøderne kan være ateister eller skifte religion uden at det anfægter antisemitterne. Mens der kan eksistere ateistiske jøder (fordi ordet 'jøde' betegner tilhørsforhold til et folk), er udtrykket muslimsk ateist en absurditet (fordi 'muslim' betegner et trotilhørsforhold).

Åndsformørkelse

For islamisterne er denne ordstrid vigtig. Udtrykket islamofobi er en fælde, de har lagt ud for republikkens sekulære institutioner for at forhindre religionskritik og for fortsat at kunne underkaste dele af deres trosfællesskab (især kvinder) et totalitært herredømme. At tabe dette semantiske slag ved at overtage et ord, som er sat i omløb af islamisterne, kan blive fatalt. Det vil tvinge forsvaret for de republikanske værdier i defensiven, for i kraft af dette retoriske kneb bliver det frihedens og tolerancens forsvarere, som nu pludselig må se sig beskyldt for intolerance og fundamentalisme.

Ordet islamofobi vender tingene på hovedet og placere åndsformørkelsen i offerets position og det sekulære demokrati i aggressorens. Det sekulære demokratis forsvarere burde afholde sig fra brugen af dette ord, samtidig med at de må skærpe indsatsen for at bekæmpe virkelig racisme, især arabofobi.

Siden den 20. september har den franske filosof Robert Redeker og hans familie levet under politibeskyttelse på skiftende adresser efter dødstrusler fra islamister. Truslerne mentes udløst af en islamkritisk artikel, han fik trykt i Le Figaro den 19. september. Denne klumme er fra La Dpeche du Midi den 21. oktober 2003.

© La Dépeche du Midi og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu