Læsetid: 4 min.

Kadar den hovedløse møder den schöner viking

Efter en nat uden søvn er vi i Ungarn, 100 kilometer fra Bratislava og 10 kilometer vest for Budapest, da vi drejer af mod landsbyen Biatorbagy
Her midt i Budapest findes Kerepesi-kirkegården, hvor Janos Kadar hviler. Det vil sige, her hviler hans ben, resten af kroppen blev stjålet for tre uger siden af ukendte gerningsmænd, der også fjernede en urne fra toppen af gravstenen indeholdende hans kones aske.

Her midt i Budapest findes Kerepesi-kirkegården, hvor Janos Kadar hviler. Det vil sige, her hviler hans ben, resten af kroppen blev stjålet for tre uger siden af ukendte gerningsmænd, der også fjernede en urne fra toppen af gravstenen indeholdende hans kones aske.

Mikkel Bording

Udland
30. juli 2007

Tilværelsen søndagssnegler sig af sted i byen. Det er kirketid. Solen bager blidt over byens halvtomme gader. De fleste er allerede bænket i kirken. En ældre mand i brune gabardinebukser og blå blazer tager sig kærligt af sin kone med stok.

Følget overhales af en ung pige i klipklapper og løs top. Alle knuger hver deres lille sorte salmebog. Her i Biatorbagy skulle der ifølge Campingführer 2007 ligge en lille dejlig campingplads. Klokken er 8.45, da vi efter en del omveje endelig ser et campingskilt.

"Stop," råber Mikkel. Han har set det blå skilt på en port.

"Det kan sgu ikke passe. Vi er midt i byen, og her er kun huse," svarer jeg søvnmanglende gnaven.

Men det kan passe. András og Margit hedder campingparret, der har indrettet deres baghave til campinggæster. Her kan der - med lidt meget god vilje - være 15 campingvogne eller autocampere. Da vi kører ind i baghaven, er der netop 15 frie pladser, men alle de nødvendige faciliteter er til stede - og så er der selvfølgelig den gemytlige András og hans egen vinkælder.

Vi smager på hjemmebryggen senere. Trætte tager vi os en blunder, inden vi begiver os ind til Budapest og Kadar. I strålende eftermiddagssolskin stiger vi ombord på bussen fra Biotorbagy til Budapest. Den kører til tiden - der er små digitalure ved stoppestederne, som viser hvor mange minutter, der går inden bussen ankommer - og den er rimelig ren, men ikke ny.

Okay, det er en gammel slidt kommunistbus med brune plastiksæder. Der er ingen airconditioning, men der er alligevel behageligt, da alt, hvad der kan åbnes af døre og vinduer, er åbent. Gennemtrækken gør, at lugten af ungarsk armsved og sure bustæer kun er insinueret.

Der er busskifte i udkanten af Budapest, men vi har ikke det fornødne klippekort. En gammel mand i bussen ser vores problem, trækker på skulderen og smiler. Det er åbenbart lige meget med den billet, så vi gratister den resten af vejen til Janos Kadar. Her midt i Budapest findes Kerepesi-kirkegården, hvor Janos Kadar hviler.

Vagter ved gravstedet

Det vil sige, her hviler hans ben, resten af kroppen blev stjålet for tre uger siden af ukendte gerningsmænd, der også fjernede en urne fra toppen af gravstenen indeholdende hans kones aske. Det er også derfor, at der ved graven er posteret to blåklædte vagter, der læner sig op ad en blå Seat med påskriften 'Control'.

Selve graven er dækket af blomster, og den 80-årige Ludmilla, der netop besøger gravstedet, forklarer, at mange ungarere længes tilbage til kommunisttiden.

"Dengang var alting bedre," siger hun, "Dengang var livet i faste rammer".

Selvom ungarerne manglede den frihed, de har i dag, så savner hun den orden, som det gamle system gav hende. "Før betalte man ikke for at leve," siger hun.

Datteren Irene får en cigaret af en af sikkerhedsvagterne og begynder en talestrøm på fremragende engelsk om fordelene ved en hård kommunistisk statsmagt.

"I et lukket land er det nemmere at bruge magt," siger den universitetsuddannede historiker og remser op: dårlig sundhed, mangelfuld uddannelse, arbejdsløshed og stigende kriminalitet. Problemer, der ikke tidligere var særlig synlige i Ungarn.

EU er et must be

Hun ved godt, at EU er et "must be," men hun er skeptisk. "Ungarn er i EU, hvor man forlanger samme niveau i alle lande. Det er en besværlig periode. Også for politikerne".

Irene mangler ikke selv noget. Hun driver en antikshop, der sælger til turister, men hun er socialist og kan ikke klare den ulighed, som kapitalismen har betydet. "Det er bedre, hvis alle har det godt".

Ludmilla kærtegner den øverste knap på sin blomstrede kjole, kigger mig i øjnene og spørger så, hvor vi kommer fra.

"Danmark," siger jeg. Det får hende til at smile koket, mens hun tager fat i min skulder og siger: "Schöner viking". Ungarsk bedstemor med slaw i. Det er vist på tide at komme tilbage til András og hans vinkælder.

Vi fortæller ham om Ludmilla og Irenes begejstring for kommunismen. Hans knastørre kommentar til det er: "Så kan Kadar bo hos dem". Andras er ikke fan af kommunismen - mildest talt.

"Før tænkte vi også. Dengang var det bare forbudt", siger han, "jeg kan bedst li' at tænke, når det er tilladt". Det bliver en lun ungarsk sommeraften med András' vin, cigarer og røverhistorier. Den hjemmelavede - og ganske udmærkede - vin skænkes i glassene igen og igen.

En herlig afslutning på Ungarn, inden vi - som András udtrykker det - skal til ikke det vilde Vesten, men det vilde Østen: Balkan. Med rødvinssmil på læberne går vi til ro i camperen på vores helt egen campingplads. Spændte på morgendagens serbiske saga. Egészségedre - skål!

Despot 1: DDR, mission fuldført.

Despot 2: Polen, mission fuldført. Despot 3: Tjekkoslovakiet og Gustav Husak.

Despot 4: Ungarn, mission fuldført.

Despot 5: Jugoslavien og Josef Tito.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her